Maj Nygaard, skribent på Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/author/majnygaard/ Rejser til og i Indonesien og Timor Leste Tue, 04 Jul 2023 16:23:28 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.5.9 https://i0.wp.com/mit-indonesien.dk/wp-content/uploads/cropped-Attachment-1.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 Maj Nygaard, skribent på Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/author/majnygaard/ 32 32 164423304 Titi Batu Ubud Club: bade- og fitnessfaciliteter for alle https://mit-indonesien.dk/titi-batu-ubud-club-svoemme-og-fitnessfaciliteter-for-alle/ Mon, 03 Jul 2023 14:02:16 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=1205 Køb dagspas til en skøn dag i poolområde ved svømme-, fitness- og wellnessklub i udkanten af Ubud. Stedet egner sig både til børn og voksne.

Indlægget Titi Batu Ubud Club: bade- og fitnessfaciliteter for alle blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
På vores seneste besøg på Bali i juli 2022 brugte vi en dag på Titi Batu Ubud Club, der ligger afsides i den sydlige udkant af Ubud. Det viste sig på en og samme tid at være særdeles voksen- og børnevenligt. Vi anbefaler det derfor til børnefamilier såvel som til voksne uden børn. Eller sagt på en anden måde: der var plads til både familier med små og store børn samt expats, digitale nomader eller andre voksne, der rejser uden børn.

Børne, voksen- og familiepoolen i baggrunden

Svømme- og fitness-faciliteter for alle

Der findes diverse sportsfaciliteter på området. Det gælder blandt andet fitnessrum, tennisbane, bordtennis og spa-område samt en voksenpool. I sidstnævnte skal man være over 16 år. Der er dermed plads til svømme baner eller sole sig uden at blive overplasket af børn, der springer i eller svømmer på tværs. Søndag eftermiddag skal man dog regne med, at personalet fylder familiepoolen med overdimensionerede badedyr, skumkanon og musik i et par timer.

Søndag eftermiddag er lig med badedyr og skumkanon. Men det varer højst et par timer, så er der ro igen.

Vores selskab bestod imidlertid af en voksen samt en 6- og 10-årig. Vi brugte derfor dagen ved de to andre pools, der findes på området. Den ene er en lavvandet pool, hvor de helt små kan bunde. Den er forbundet via helt lavt vand med en større familie-svømmepøl, hvor den ældste kun kunne bunde i den ene ende. Her findes dog også et mere lavvandet område, hvor mindre børn kan bunde. I familiesvømmepølen hyggede børnene sig desuden med at hoppe i vandet fra en lille bro i ca. halvanden meters højde. Den egner sig ikke til hovedspring, selv om det ikke fremgår nogen steder.

Hele vejen rundt findes liggestole – dem ved børne- og familiepools er placeret midt i lavt vand i små ‘gazeboer’ under skyggefulde presseninger. Køber du dag/familiepas, har du adgang hertil. Gazeboerne er omgivet af helt lavt vand, så man har sin egen lille ‘ø’ i poolområdet. Ved voksenpoolen er der liggestole placeret i fuld sol. Ved siden af er der et større skyggefuldt område med borde og stole. Her er der også plads til at arbejde på medbragt computer, og der er fin internetforbindelse på stedet.

Gazebo ved svømmepøl

Gazeboer i svømmepølen

Et voksentip: søndag eftermiddag er der temmelig meget gang i den ved børnepoolområdet. Det blev også lidt rigeligt for undertegnede ud på eftermiddagen med høj musik og skumkanon ud i familiepoolen. De andre dage, vi var der, var der meget mere roligt.

Varieret menukort med lækre retter

Ud over det almindelige menukort var der et menukort med udelukkende veganske og glutenfrie retter. Begge har en stor variation af retter. Vi benyttede os af begge, da en i selskabet har cøliaki/glutenallergi. Der er mulighed for både indonesiske og vestlige retter og masser af sunde, grønne retter. Dertil kommer god kaffe og gode drinks.

Drink ved svømmepøl

Kølige drinks serveret ved poolen

Priseksempler og lokation

Vi købte et familie-dagspas og brugte blandt andet det meste af en solfyldt, doven fredag i det lækre badeområde. Vores dagspas kostede 100.000 rupiah (ca 49 kroner) pr person og kan købes til familier på minimum tre medlemmer. Det inkluderede indgang, håndklæder samt mad- og drikke fra deres omfangsrige menukort. Det, vi spiste og drak ud over det, der indgik i dagspasset, betalte vi for, da vi var færdige. I alt beløb det sig til 520.000 rupiah for både dagspas og øvrig mad til os alle, herunder to måltider pr mand samt diverse drikke. Det svarer til ca 254 kroner (vekselkurs i 2023) for tre personer.

Kaffe ved poolkanten

Ved familiepas går hele beløbet til den mad, man betaler. Alternativt kan man købe enkelte billetter. På tidspunktet for vores rejse kostede det 100.000 per voksen og 75.000 per barn – i så fald skal er der inkluderet mad/drikke fra stedet for 25.000 rupiah per person – vil man have mere, skal det betales ekstra. Altså kunne familiepasset rigeligt betale sig for os.

Kommer du med taxa, ved de fleste chauffører hvor ‘Titi Batu’ er. Det ligger i området ‘Mas’ i den sydlige del af Ubud. Her kører man ind ad en længere stille vej, der bugter sig imellem rismarker.

Se flere oplysninger på Titi Batus hjemmeside.

Senest redigeret 4.7.2023

 

Indlægget Titi Batu Ubud Club: bade- og fitnessfaciliteter for alle blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
1205
Værd at vide om ankomst til Bali lufthavn https://mit-indonesien.dk/vaerd-at-vide-om-ankomst-til-bali-lufthavn/ Wed, 06 Jul 2022 11:52:16 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=1195 Læs mere om ankomst til Bali lufthavn efter corona

Indlægget Værd at vide om ankomst til Bali lufthavn blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
 

Er du på vej til Bali for første gang i en corona-tid? Vi kan ikke garantere, at du skal igennem samme procedure som den, der var gældende ved vores sidste rejse i juli 2022. Men nedenfor findes en beskrivelse af lidt af det, du måske kan vente dig ved ankomst til Bali lufthavn. Noget handler specifikt om corona (punkt 1), mens resten også var gældende før pandemien.

Ankomst til Bali lufthavn

1. Det første ‘stop’, du i skrivende stund gør i lufthavnen, er ved et sundhedstjek. Husk igen, at procedurerne kan ændre sig hurtigt. For vores vedkommende bad de kun om at se vores vaccinationspapirer. Vi blev på intet tidspunkt bedt om at fremvise PeduliLindungi-appen eller det brev, vi havde med fra vores forsikringsselskab om, at vi var dækket i tilfælde af coronasygdom. Da vi i sin tid bad forsikringsselskabet om det, kom det efter et par timer.

2. Mundbind er et krav, selv om ikke alle gik lige synligt op i det. Og så vidt vi selv ved, fik vi ikke tjekket temperatur i lufthavnen 🙂

3. Herefter skulle vi betale for Visa on Arrival. Det foregik i den langsomste kø, jeg gennem årene har stået i i lufthavnen på Bali. Den var ikke specielt lang, men rykkede sig stort set ikke. Forinden kan man hæve penge ved en hæveautomat i lufthavnen. For at undgå yderligere ventetid anbefaler vi dog, at du har penge med hjemmefra til at betale. Jeg selv havde rupiah med fra sidste tur. Det beløb sig til 500.000 rupiah per person – børn betaler altså det samme som voksne. Man kan også betale i fx Euro eller amerikanske dollar – i så fald US $ 35 pr person.

4. Ved betaling af Visa on Arrival får du et klistermærke (dit ‘stempel’) i dit pas – behold det i nærheden, for du skal vise det i næste kø, som er til selve paskontrollen. Husk i øvrigt at passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder ved indrejse. Her ventede der os en noget længere, men dog hurtigere kø. Vi fik dog lov at springe denne del over. Da vi havde stået i køen lidt tid, vinkede en mand fra immigration os samt en anden børnefamilie ind til siden og ordnede det for os på et kontor ved siden af.

5. Det er et krav at kunne fremvise en gyldig udrejsebillet. Jeg er dog kun en enkelt gang ud af rigtig mange rejser – og ikke denne – blevet bedt om at fremvise udrejsebilletten.

6. Når man er igennem paskontrollen, skal man have sin bagage. (Oplever man lige så lang ventetid som os på den sidste rejse, står den sikkert allerede klar i bagagehallen).

7. Nogle får deres kufferter scannet, inden de kan gå videre, men vi og andre blev vinket lige igennem.

8. Endelig skal man udfylde en told-seddel eller ‘customs declaration form‘. Dette er hurtigt gjort. Sedlen finder du i lufthavnen lige inden skranken, hvor du bliver bedt om at fremvise den den, dvs efter baggageafhentning.

9. Herefter er du igennem og skal omkring et par krogede hjørner, før du når helt ud af lufthavnen til et væld af chauffører. På vores sidste rejse havde vi – vist for første gang – arrangeret transfer til hotellet. Det var rart efter rigtig lang ventetid i lufthavnen. Du kan dog også bevæge dig videre og finde en chauffør i lufthavnen. Gå efter en luge, hvor der fremgår faste priser til de forskellige destinationer på Bali og betal der. Herefter vil en chauffør vise dig hen til sin bil i parkeringsområdet i nærheden.

Rigtig god rejse!

Indlægget Værd at vide om ankomst til Bali lufthavn blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
1195
Værd at vide om Bali https://mit-indonesien.dk/6-indblik-om-bali/ Thu, 16 Jun 2022 20:38:52 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=1170 Hvor stor er Bali, og kan man rejse dertil i regntiden? Læs en lille lynintroduktion her

Indlægget Værd at vide om Bali blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Hvor stor er Bali?

Bali er 5780 km2, og dermed  lidt mindre end Sjælland, der til sammenligning er 7031 km2. Selv om øen ikke er stor, kan det tage lang tid at rejse de godt 100 km fra fx nord til syd. Vejene snor sig, særligt i højlandet, og der er ikke store, lige, flersporede hovedveje som på Java. Den største by er provinshovedstaden (Bali er en af Indonesiens 34 provinser) Denpasar, der har en befolkning på små 900.000 mennesker.

Hvor mange mennesker bor der på Bali?

Der bor godt 4,3 mio mennesker på Bali. Øen er tættest befolket sydpå, der også udgør den mest turistede del af øen.

Hvilken religion er der på Bali?

Som den eneste ø i Indonesien – der ellers er verdens største muslimske nation – er befolkningen på Bali primært hinduer. Der er dog også områder på øen med en overvejende muslimsk befolkning.

Hvordan er vejret på Bali?

Balis klima er varmt og fugtigt med en gennemsnitstemperatur på omkring 27 grader. Det lyder måske ikke af så meget, men luftfugtigheden er høj, så det føles ofte varmere. Der er ikke stor forskel på varmegraderne dag og nat eller de forskellige årstider.

Kan man rejse til Bali i regntiden?

Ja, det synes vi godt man kan, og vi har ofte selv gjort det. Faktisk har vi oftest rejst i januar og februar, dvs. midt i regntiden. Der har vi oplevet mange regnskyl, men meget sjældent hele dage. Oftere har det regnet nogle timer ud på eftermiddagen, nogle gange med tunge regnskyl, der dog har bidraget til at klare den fugtige varme op bagefter. Det skriver vi mere om her.

Hvor stor er tidsforskellen mellem Bali og Danmark?

Der er 7 timers forskel mellem Bali og Danmark, når det er vintertid i Danmark, og 6 timers tidsforskel, når det er sommertid i Danmark.

Hvor lang tid tager det at rejse til Bali?

Du kommer ikke til Bali for meget under 20 timer. Der findes ikke direkte fly til Bali fra Danmark, så du kommer til at få en mellemlanding, der ofte tager mindst et par timer. Vi skriver mere om mulige ruter til Indonesien her og har også et forslag til mellemlanding til dig, der ønsker at bryde rejsen op med en overnatning undervejs.

Hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Bali?

Vi mener, man fint kan rejse til Bali på alle tidspunkter af året. Som beskrevet ovenfor har vi gode erfaringer med at besøge Bali også i regntiden. Vi planlægger derfor udelukkende ud fra, hvornår det passer bedst i vores egen kalender at rejse, og ikke efter hvilken sæson, det er på Bali.

Hvad er en passende rejselængde til Balirejsen?

På grund af tidsforskellen, der kan resultere i en del jetlag, og den relativt lange rejsetid til Bali, anbefaler vi, at man afsætter mindst to uger til rejsen. Selv rejser vi ikke til Bali, hvis vi har under tre uger at holde ferie i. Det tager lidt tid at ‘lande’ og komme over jetlag, og der er så meget at opleve på øen. Og så er en del af formålet med rejsen for os ofte at komme lidt ned i tempo og nyde omgivelserne på Bali. Du kan sagtens nå at få et indtryk af øen på to uger, men du får ikke så meget tid til at fordybe dig eller slappe af. Så optimalt set: tre uger eller derover.

Er der en dansk ambassade på Bali?

Nej, den danske ambassade i Indonesien ligger på naboøen Java i den indonesiske hovedstad Jakarta.

 

 

 

 

Indlægget Værd at vide om Bali blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
1170
Tjekliste til Indonesienrejsen https://mit-indonesien.dk/tjekliste-til-indonesienrejsen/ Sun, 12 Jun 2022 08:25:36 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=1167 Hvad skal du huske inden du rejser til Indonesien? Her kan du læse om, hvad det er værd at få styr på i god tid inden rejsen.

Indlægget Tjekliste til Indonesienrejsen blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Der er nok at huske på, inden man begiver sig ud på længere rejser. Vi kan selvfølgelig ikke tage ansvar for, at alt er dækket. Men i indlægget her kan du finde en tjekliste til Indonesienrejsen. Den dækker nogle af de ting, det er smart at have styr på i god tid, inden du skal rejse.

 

Tjekliste til Indonesienrejsen

 

1. Tjek i god tid at dit pas er gyldigt – og hvor længe. Dette skulle gerne give sig selv. I skrivende stund er der dog  lang ventetid på tidsbestilling til pas, og det er så ærgerligt at stresse unødigt over. Og der er endnu en ting du skal have styr på i forhold til passet ved indrejse i Indonesien:

2. Du skal nemlig også sikre dig, at dit pas er gyldigt mindst 6 måneder ved indrejse.

3. Sikr dig, at du kan fremvise en returbillet eller en udrejsebillet ved indrejse. Dette er efter sigende et krav. Vi er dog sjældent blevet bedt om at fremvise billet ved indrejse.

4. Gå i gang med eventuelt rejsevaccinationsprogram i god tid. Nogle vaccinationer kræver fx, at du vaccineres to gange med omkring 4 ugers mellemrum.

5. Dette gælder ikke særligt Indonesien, men dobbelttjek din rejseforsikring. Sikr dig blandt andet, at du har eller tilkøber en afbestillingsforsikring, når du køber din billet

6. Overvej, om du skal have mindst et ekstra kreditkort med på rejsen. Det er virkelig bøvlet, hvis du mister dit eneste kort undervejs. Ud over at det selvfølgelig altid er en risiko at glemme eller få stjålet sit kort, sker det også jævnligt, at hæveautomaterne ‘sluger’ et kort, når man prøver at hæve. Jeg selv har kun prøbet det en enkelt gang, hvor jeg heldigvis havde flere kort tilbage bagefter. Ved en hæveautomat i Ubud genstartede maskinen så snart, jeg havde sat mit kort i. Det var derefter først muligt at få det tilbage efter henvendelse ved banken nogle dage senere, hvor adskillige mennesker jo havde haft det i hænderne i mellemtiden. Fremover nøjes jeg så vidt muligt med at hæve i bankernes ATMer – dvs uden for banken, og helst i deres åbningstid. Så er der nok lidt større chance for, at der er styr på maskinen, eller at man kan få hjælp hvis den laver bøvl. Du kan ikke veksle til indonesiske rupiah hjemmefra, men du kan hæve i lufthavnen ved ankomst. Du kan også overveje at veksle nogle penge til euro eller amerikanske dollars, så du har lidt ekstra kontanter med dig. Du får nemlig brug for kontanter allerede i lufthavnen, når du skal hæve penge til Visa On Arrival. Under sidste besøg (i juli 2022 kostede det 35 dollar eller 500.000 rupiah per person).

7. Tjek gældende restriktioner i forhold til corona, der kan påvirke dine muligheder for at rejse ind i landet. Da de hastigt ændrer sig, er det ikke her på siden, du skal finde indformation om gældende regler på tidspunktet for din rejse. På vores instagram-side kan du dog finde en oversigt over, hvilke regler der var gældende ved ankomst i starten af juli 2022. Det ligger under highlights på @mitindonesien

8. Rejser du med et barn under to år, og har du bestilt et ‘bassinet’ eller en lift til barnet under flyveturen? Så kan det anbefales, at dobbelttjekke, når rejsen nærmer sig, at den fortsat er reserveret til dig. Vi har nemlig været ude for, at reservationen var forsvundet, men var ude tidligt nok til at vi kunne nå, at sikre os en ny bestilling. Det koster i øvrigt ikke ekstra, men antallet af ‘bassinets’ er begrænset.

9. Andre steder på siden kan du finde forslag til, hvad der kan være smart at få med i kufferten, når du rejser til Indonesien.

10. Går turen til Bali, har vi også en række forslag, du måske kan bruge. Du kan fx læse om, hvad der kan være værd at vide, når du rejser til Bali med børn og hvordan du forbereder dig til den lange flyrejse med børn.

Indlægget Tjekliste til Indonesienrejsen blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
1167
Hvordan er det at rejse alene med børn? https://mit-indonesien.dk/hvordan-er-det-at-rejse-alene-med-boern/ Thu, 14 Apr 2022 13:11:26 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=1138 Tips til at forberede rejsen, hvis du overvejer du at rejse alene med børnene.

Indlægget Hvordan er det at rejse alene med børn? blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Man rejser selvfølgelig ikke ‘alene’, når man rejser med sine børn. Men det er noget andet, end at rejse med en partner, familie, eller venner. Måske har du nogle særlige overvejelser eller bekymringer omkring at rejse alene med børn. Her deler jeg ud af nogle af de erfaringer, jeg selv har gjort mig og de overvejelser, jeg gør mig i forhold til vores næste længere rejse.

Jeg har rejst en del med min datter som ene voksen, da hun var mindre. Jeg har kun en enkelt gang rejst rigtigt ‘alene’ med begge børn. Det var på en ret nem sommerferierejse til Grækenland. Men da min datter var yngre, og jeg jævnligt arbejdede i Østtimor og Indonesien, var hun med flere gange.

Barn på marked

Med på arbejde i Østtimor

Jeg var heldig, at mine forældre kunne rejse med og tilbringe noget tid sammen med os. På et par af turene var de med under hele rejsen. På en anden rejse var min far med på udrejsen. Han rejste hjem efter nogle uger, hvorefter jeg var på egen hånd med min datter resten af opholdet. Det bragte os også en uges tid til Bali inden vi fløj helt hjem.

På næste tur rejser jeg alene med børnene til Bali en måneds tid. De vil på det tidspunkt være hhv. 6 og 10 år. Det bliver vores første længere ‘alene-rejse’ alle tre. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være så længe sammen langt væk med børnene.  Men der er mange ting, du selv kan gøre, for at lette rejsen, når du er ‘solo-rejsende’ med børn.

 

Tips til flyrejsen alene med baby eller tumling

Der er en klar økonomisk fordel ved at rejse med børnene, når de er helt små. Mens mine børns billetter nu er næsten lige så dyre som en voksenbillet, så det anderledes ud, da de var helt små. Flyver du med dit lille barn, kan du nemlig komme meget billigt med flyet. Dette gælder selvfølgelig også jer, der måske rejser to forældre sammen. Men som aleneforælder er det en ekstra fordel, da man typisk kun har én indkomst til at betale rejsen. På en af vores rejser til Bali, da min datter var under 2, slap jeg fx med omkring 400 kr for hendes del af billetten. Til gengæld har du barnet på skødet på flyrejsen. Det kan fysisk være lidt hårdere, end når de bliver store nok til at sidde i deres eget sæde.

Rejser du med et lille barn, kan du sikre dig, at du får et ‘bassinet’ eller en krybbe, som din baby kan sove i under flyrejsen. Så har du hænderne fri, når barnet sover. Tjek og dobbelttjek inden rejsen, at det fortsat er reserveret, for det kan glippe. Dog skal barnet op hver gang, der er turbulens nok til, at sikkerhedsbæltet skal spændes fast.

 

Overvej, hvornår på dagen I skal flyve

Tænk på hvilket tidspunkt på døgnet du rejser, når du skal flyve langt. Skal du flyve tidligt om morgenen, er du sikkert selv allerede træt inden afgang. Og måske varer det længe, før dit barn er træt, så du selv kan læne dig lidt tilbage. Hvis du flyver sent på aftenen, risikerer du også at have udmattede børn allerede i lufthavnen. Jeg foretrækker selv at flyve tidligst ved middagstid, når vi flyver mod Asien. Allerhelst flyver jeg om eftermiddagen. Så skal vi ikke forfærdeligt tidligt op, vi kan i god ro og mag sikre, at vi har styr på baggagen og slipper for at stresse på vej til samt i selve lufthavnen. Samtidig er der mulighed for, at børnene indenfor overskuelig tidshorisont kan få noget søvn på flyveren. Du får nok ikke selv en fuld nattesøvn på flyet, men på den måde har du mulighed for at slappe lidt af.

 

Hav ekstra mad med til turen

Sørg for selv at have lidt mad med til rejsen, også selv om du bestiller baby- eller børnemenu på flyet. Jeg har et par gange ventet ret længe på flyet, før jeg kunne få måltiderne serveret til børnene. Selv om man selv godt kan klare at vente, til man får serveret maden, er det ikke sikkert, at ens halvandenårige kan vente, til alle andre spiser. Et lille irritationsmoment har nogle gange været, at flypersonalet har insisteret på at servere mit og barnets måltid samtidig. Det kan selvsagt dårligt lade sig gøre, hvis man har barnet på skødet og kun et enkelt lille flybord foran sig. Så må man være lidt insisterende, så man fx selv spiser lidt senere.

Jeg sørger for at pakke håndbaggage i to mindre portioner. En mindre taske eller stofpose der kan ligge under sædet foran. Her har jeg de ting, jeg ved, jeg jævnligt får brug for under flyturen. Og så har jeg en trolley eller lignende, som kommer op i baggagerummet over sædet med de ting, jeg ikke nødvendigvis får brug for på turen. Så skal jeg ikke hele tiden op og ned og forstyrre et måske sovende barn.

 

Tag imod hjælp, når der er brug for det

Det er både til min fordel og ulempe, at jeg er et temmelig selvstændigt menneske. Det er på den ene side med til at gøre, at jeg ikke har så mange betænkninger i forhold til at kaste mig ud på længere rejser med børnene. Men det gør også, at jeg nok ikke er supergod til at bede om hjælp. Jeg øver mig i det, for det ér virkelig ikke nemt selv at tage alt slæbet. Min erfaring er heldigvis, at folk som regel er søde til at give en hjælpende hånd med med en kuffert. Det samme gælder med et barn i lufthavnen eller i flyet, hvis du fx skal på toilettet.

Nogle lufthavne har heldigvis klapvogne i transitområderne, som man også snildt kan få pakket en baby ned i. Ellers kan barnet også nogle gange ligge i transithallernes små baggagevogne, så du kan hvile armene lidt. Hav en babydyne med, så dit barn kan ligge blødt. Den er i det hele taget rar at have med på rejsen uanset om destinationen er varm. Og med en baby er en babysele eller rygbærestol selvfølelig oplagt, så du har armene fri. Du kan også undersøge, om du kan få lov at få jeres egen klapvogn med igennem transitområdet, hvis I medbringer sådan en. Uanset hvordan I rejser, vil der dog som oftest være hjælp at tage imod på vejen. Gør endelig brug af det, så du ikke er helt udmattet ved ankomst.

 

Pak smart

Sidst vi rejste, fik vi kun en áf vores to kufferter med hjem. Den anden – min – kom efter fem dage, hvor den tilsyneladende var forsvundet sporløst. Vi havde pakket alt mit og min drengs tøj i min kuffert og min datters i hendes egen mindre kuffert. I tilfælde af, at noget lignende skulle ske på udrejsen, vil jeg næste gang være lidt bedre til, at fordele vores tøj m.m. i de forskellige kufferter. Dermed står ingen uden noget, hvis noget af baggagen mangler i starten. Det er trods alt lidt mere besværligt, hvis man er én forælder, der pludselig skal ud og indkøbe det, der mangler, sammen med rejsetrætte børn.

 

Barn i lufthavnen

Hjemrejse alene med min datter fra Bali efter et ophold i Østtimor

 

Så snart mine er store nok til det, får de selv en kuffert med. Min datter hyggede sig som toårig med at trille sin egen lille rullekuffert igennem lufthavnen. Det gør, at hun allerede er vandt til at tage lidt af slæbet, hvilket er en stor fordel, når man kun er én voksen. Man skal selvfølgelig sikre sig, at man ikke får pakket på en måde som gør, at man ikke selv kan tage baggagen i farten, hvis børnene fx er for trætte. Går turen til Indonesien, kan du finde flere forslag til hvad, det er smart at have med kuffterten i indlægget her.

Barn med rullekuffert i lufthavn

Med egen rullekuffert på Java

Vigtige papirer og penge

Jeg har aldrig oplevet spørgsmål i lufthavnen omkring det, at jeg rejser alene med børnene. Men du kan overveje at medbringe en udtalelse fra medforælder, der siger god for rejsen, eller dokumentation for, at du er eneforælder, hvis det er tilfældet. Medbring også kopi af pas og lignende, så du måske er lidt bedre hjulpet, hvis du skulle miste noget undervejs.

Du bør desuden overveje at have flere forskellige kreditkort med. Fordel dem forskelligt i baggagen. Det gælder naturligvis også andre rejsende, men det ér bare lidt mere uoverskueligt at miste sit eneste kort, hvis man er den eneste voksne. Er man to, er der trods alt større chance for, at den anden også har en ekstra pung og kreditkort. Den ene gang uheldet var ude for mig, stod jeg med et ubetalt hotel men heldigvis rigeligt med kontanter til den resterende del af rejsen. Hotelbetalingen måtte derfor ordnes med en overførsel fra banken hjemmefra. Du skal desuden være opmærksom på, at der måske er et maksbeløb på dit visakort, som let kan overstiges, hvis du fx også har betalt flybilletter med det inden udrejsen. Det kan derfor være rart med et ekstra, så du ikke pludselig nærmer dig en beløbsgrænse.

 

Fordele og ulemper ved at rejse alene med børn

Der er både fordele og ulemper ved at rejse alene med børn. Hvis du er meget bekymret omkring, hvordan en længere rejse vil være, kan du jo evt overveje en kortere og mere overskuelig rejse først. Jeg er glad for at have afprøvet, hvordan vi fungerer sammen alle tre på en ikke så strabadserende rejse, inden vi nu giver os i kast med en Asien-rejse. En længere rejse med en veninde og hendes børn til Thailand, hvor vi hver især rejste med to små børn (på 7 mdr, 2, 4 og 6 år) var også med til at give mig mod på en længere rejse med børnene.

 

Ensomhed?

Det må være et temperamentsspørgsmål. Var du, som jeg, vandt til at være solo-rejsende før du fik børn, er det næppe noget problem. Det, der forandrer sig, er selvfølgelig, at du mister muligheden for at gå ud om aftenen efter barnet er lagt i seng. Jeg selv har dog ofte været så fyldt op på det tidspunkt, at jeg havde mere brug for en aften alene end nyt selvskab. I Indonesien og Østtimor er der varmt. Måske har man været på ture om dagen eller brugt lang tid i pool eller på stranden. Ikke ligefrem hårdt arbejde, men man er alligevel typisk træt lidt tidligere på aftenen end derhjemme. Jeg har derfor ikke haft noget imod lidt tid alene inden sengetid.

Det hjælper måske også, at jeg har rejst meget alene i Sydøstasien i forbindelse med rejser og arbejde. Jeg er derfor vandt til at gå alene på restaurant eller cafe og har ikke noget imod det. Typisk havde jeg en bog eller arbejde med, som jeg lod mig opsluge af imens. Nu, med børn, har vi måske en rejsedagbog eller et par aktivitetsbøger med, til når vi slår os ned på en restaurant. Jeg savner med andre ord ikke specielt voksenselskab på rejsen.

I Indonesien hjælper det også, at jeg taler sproget og falder i snak med en del mennesker i løbet af en dag. Men selv hvis man er på mere ukendt grund, gør børnene alligevel typisk, at man falder i snak med andre på rejsen. Måske etablerer børnene nye venskaber, også når de ikke nødvendigvis taler samme sprog. Man går derfor sjældent i seng uden at have haft voksenselskab i løbet af en dag.

 

Familietid

Jeg har ofte haft en af mine forældre med på længere rejser til Sydøstasien. Jeg skulle nemlig også arbejde – og så er jeg heldig at have eventyrlystne forældre. På en af turene kunne min far dog ikke blive hele de to måneder i Østtimor, som mit arbejde krævede. Derfor var jeg alene med min datter på den resterende del af turen. Det gjaldt også hjemrejsen. Da holdt min datter og jeg en uges ferie på Bali, inden vi fløj helt hjem.

Jeg har kun rejst alene med begge børn på en mere overskuelig charterferie. Jeg plejer ikke at rejse på den måde, men vi trængte til pool, strand og varmegaranti efter corona. Og det viste sig at være godt givet ud. Der er fire år imellem mine børn, og de er optaget af vidt forskellige ting. I farten i hverdagen kan jeg derfor savne, at vi laver nok sammen alle tre. Det kommer til gengæld helt af sig selv, når vi rejser. De er fx begge vandhunde, og det er svært ikke at have det sjovt sammen i en svømmepøl eller i havet. Og på rejsen er der ikke to forskellige værelser at forsvinde ind på med hver sine aktiviteter. Derfor finder de i højere grad sammen om aktiviteter, og konfliktniveauet daler derefter.

Vi har også nydt sammen at lave rejsedagbøger, hvor vi har malet, tegnet, og skrevet nogle af de ting ned, vi havde oplevet i løbet af dagen. De er stadig hyggelige at finde frem i dag. Og nu er begge børnene ved at være i en alder, hvor vi kan spille spil sammen, som alle tre gider og kan finde ud af.

 

Fritid

Rejser du alene med dine børn, er det måske, fordi du også er alene med dem i hverdagen derhjemme. Og selv om der kan være en del bøvl forbundet med at rejse alene med børn, er der derfor også ting, der letter. De sidste mange rejser, har vi boet på hotel. Jeg har der sat stor pris på at være fri for hverdagsopgaver, der tager tiden fra samværd med børnene (eller tid til en god bog eller andet). I Indonesien er det let at betale sig fra at få vasket sit tøj, bor du på hotel, bliver dit værelse gjort rent, sengen redt og maden tilberedt. Det er en ekstra luksus, hvis man er vandt til at stå for det hele derhjemme. Det er derfor noget, jeg sætter virkelig stor pris på, når vi rejser.

Jeg er ikke til ‘børneklubber’ og lignende – og det samme gælder mine børn. Med undtagelse af sommerferieturen til Grækenland har vi heller ikke boet steder, hvor det overhovedet er en mulighed. I stedet bor vi helst på mindre hoteller, hvor børnene hurtigt kommer til at føle sig hjemme. Her er fx vores favoritløsning på Bali, uden børnepool og lignende. Der er rigeligt med lige så gode steder, men da jeg også brugte det før børnene, er det endt med at være et yndlingssted for os alle. Men hvis man selv samt børnene er til det, kan det andet selvfølgelig være en mulighed for at ‘købe’ sig til lidt ekstra fritid helt for sig selv.

 

Find flere tips til at rejse med børn

Jeg synes selv, at fordelene opvejer ulemperne i forhold til at rejse alene med børn. Det allervigtigste er, at give sig god tid og måske nedsætte ambitionsniveauet for, hvad der skal nås. Jeg synes selv, det er hyggeligt, at udforske Bali i børnenes langsommere tempo. Det passer alligevel fint til varmen, hvor ting godt må gå lidt langsommere.

Vi har flere tips på hjemmesiden, der måske kan hjælpe dig i forberedelsen. Her kan du fx læse om, hvad mine børn glæder sig allermest til, når vi skal til Bali. Går jeres tur også til Bali med børnene er der en række forslag her. Og her er en række tips til flyrejsen til dig, der skal rejse langt med børn. Mangler vi noget, er du velkommen til at sende os en besked, og så skal vi se, om vi ikke kan besvare dit spørgsmål. Rigtig god rejse!

Indlægget Hvordan er det at rejse alene med børn? blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
1138
Tips til transport i Indonesien https://mit-indonesien.dk/transport-i-indonesien-fra-scooter-til-bil-med-chauffoer/ Fri, 04 Mar 2022 08:26:46 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=909 Hvordan kommer du rundt i Indonesien? Læs vores tips til transport, fra egen scooter til lejet bil med chauffør.

Indlægget Tips til transport i Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Der er mange muligheder, når det kommer til, hvordan du lettest kommer rundt på din rejse i Indonesien. I indlægget her giver vi nogle tips til transport i Indonesien. Særligt kommer vi dog med anbefalinger til ture med lejet bil og chauffør. Men først til et af indonesernes måske mest hyppigt benyttede transportmidler.

Først med scooter..

Nogle foretrækker at leje en scooter (kaldet motor på indonesisk) når det kommer til transport i Indonesien. Jeg selv har i mine meget unge dage rejst Indonesien rundt på denne måde – godt nok på bagsædet af min daværende indonesiske kærestes scooter. Det tog os fra nord- til sydsumatra, over dele af Java, og rundt på Bali. Jeg elskede det. Det er nok også den transportform, der bringer en tættest på de landskaber og mennesker man passerer forbi.

Senere har jeg dog fået mere respekt for de risici, det indebærer. Traffiken på Java er eksempelvis ikke til at spøge med, og der sker mange ulykker. Tempoet er højt, og ofte er den hjelm, man måske har lejet, dårligt tilpasset.  Da jeg selv boede og rejste i Indonesien som meget ung, anså jeg nok også hjelmen for at være mere til pynt (for at forhindre at blive vinket ind til siden af politiet), end en seriøs sikkerhedsforanstaltning.

Man skal derfor tage sine forholdsregler. Det gælder også på Bali, selv om tempoet her er en hel del mere afslappet end på Java. Sørg som minimum for at have en ordentlig hjelm på. Dernæst skal du sikre dig, at scooteren bliver beset ordentligt, inden du drøner afsted. Gør det sammen med udlejeren og fotografer eventuelt skader, den måtte have. Så er der mindre risiko for at komme til at hænge på at betale for dem efterfølgende. Endnu et lille tip, du måske hurtigt opdager, er, at være opmærksom på udstødningen, som bliver djævelsk varm. Der er kommet mange forbrændte sommerben på den konto, hvis man uheldigvis kommer til at svinge et bart ben forbi den, når man stiger af og på.

Nogle steder kan man i øvrigt gså blive transporteret på scooter, lidt som man kører med taxi. Det kaldes ojek eller gojek. Her skal du naturligvis tage samme forholdsregler ifht sikkerhed, særligt med en ordentlig hjelm.

Og så med tog…

Skal man rejse langt, eksempelvis gennem Java, kan tog- og bus-forbindelser anbefales. Selv er vi mest fan af tog, der giver det bedste kig ud over Javas smukke landskaber. Du kan læse mere om togrejser på Java her. Det er længe siden vi selv har rejst med bus. Det kan dog også anbefales. Komforten er udmærket, hvis du fx skal rejse langt igennem Java. Måske forstyrres du af et lidt larmende TV, men sæderne er bløde, og der bliver gjort holdt til tisse- og madpauser. Man kan rejse om natten og dermed få noget søvn undervejs, men rejse i dagtimerne giver selvfølgelig mulighed for at se mere af landet.

Og så med bil…

Skal man på tur, og særligt dagsture, kan det i midlertid også stærkt anbefales at leje en bil med chauffør. Det er en oplagt mulighed, hvis du skal besøge seværdigheder i det område, du besøger. Vi har fx benyttet os af det, når vi har været på tempeltur på Java til Prambanan og Borobodur eller været på tur rundt på Bali med Ubud som base. Men det kan også anbefales, at benytte denne mulighed, hvis du vil se nogle mindre turistede områder. De indonesiske øer har de fineste landsbyer og smukkeste landskaber. Det gælder bestemt også, når man bevæger sig væk fra turistsporet. For nogle år tilbage benyttede vi os fx af denne mulighed, da vi skulle fra Semarang til Yogyakarta. I Semarang havde jeg besøgt gamle venner, fra da jeg boede i byen for år tilbage. Nu skulle vi til Yogyakarta på mere traditionel ferie. Man kommer ikke forbi deciderede seværdigheder på denne rute. Men som så mange andre steder på Java er det den smukkeste tur, gennem højland, forbi små landsbyer, fine rismarker og vulkanen Merapi.

 

Java

Den smukkeste landsby. Et sted i bjergene mellem Semarang og Yogyakarta

Pause ved de fineste grøntsagsboder i højlandet i det centrale Java.

Trrrranspot! Med chauffør på Bali

Sådan lyder det, over alt hvor du går rundt i Ubud og andre balinesiske byer. Med rullende r’er fra mænd siddende på fortovskanter, med et par hænder, der signalerer et drejende rat. De er chauffører, der har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen eller hjem til dit hotel, hvis du er langt væk på gåben. Vi har jævnligt benyttet os af dem, og har kun fået fine ture ud af det. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffør via hotellet. En sidste mulighed er, at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. Det er med andre ord ikke svært at finde muligheder for at leje bil med chauffør for dagen.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder hvor sigtbarheden er dårlig til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer. Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Du kan se forslag til nogle af vores yndlingsture på Bali i vores Ubud-guide her.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Du skal dog være opmærksom på, at prisen selvfølgelig kan ændre sig lidt, hvis I finder på afstikkere undervejs eller gør lange pauser, der forsinker hjemtidspunktet. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også hvor meget, det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn.

 

Indlægget Tips til transport i Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
909
Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst https://mit-indonesien.dk/pemuteran-paa-balis-nordkyst/ Wed, 02 Mar 2022 15:32:00 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=844 Skønne Villa Semadhi på nordkysten egner sig både til vennegrupper og hele familien.

Indlægget Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Det nordlige Bali

Vil du gerne væk fra turiststrømmene på det sydlige Bali og omkring Ubud, kan en tur til Balis nordkyst anbefales. Mange besøgende på nordkysten tager til Lovina. Kystbyen er kendt for sine sorte, vulkanske sandstrande. Det er absolut også anbefalelsesværdigt. Selv om de fleste (inklusive os selv) nok oftest jagter de hvide sandstrande, er de mørke strande med kokospalmer et spektakulært syn, særligt sidst på dagen og omkring solnedgang. Lovina er særligt kendt for sin mere afslappede stemning og for muligheden for at se delfiner på en tidlig morgensejltur.

En weekend i Pemuteran

På denne tur drog vi dog i stedet til Pemuteran på Balis nordkyst, der ligger længere vestpå end Lovina. Her indlogerede vi os på en forlænget weekend i en større flok på skønne, familievenlige Villa Semadhi. Ud over at være familievenlig, vil stedet også egne sig perfekt, hvis man rejser lidt større vennegrupper. Der er nemlig mulighed for lidt privatliv såvel som fælles samværd inde såvel som ude. Villaen er bygget i balinesisk stil, med smukke bungalows placeret over et større, frodigt haveområde. Her er der både pool, jacuzzi og mulighed for massage i en af de skyggefulde, overdækkede og typisk balinesiske bambusplatforme. Og på strandstole i bunden af haven kan man slå sig ned og nyde udsigten over havet, da stranden ligger lige for enden af haven.

Et af soveværelserne i villaen. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

Vores egen lille gruppe bestod af mor, mormor og to børn på dengang fem og halvandet år. Derudover stødte familie bosiddende på Bali til – to voksne og to store børn – samt yderligere to familiemedlemmer, der også holdt ferie på Bali. I alt seks voksne og fire børn. Villa Semadhi passede perfekt til den lidt umage gruppe med fire store soveværelser med privat bad til hvert værelse. Til vores soveværelse hørte smukt udendørs badeværelse.

 

Skønt udendørs badeværelse i mastersuiten. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

Villaen var i ét plan, og det samme gjalt den udendørs grund. Er man gangbesværet, vil det derfor også være overkommeligt at bevæge sig rundt på området.

Villa Semadhi ligger helt ned til stranden og har derfor den smukkeste udsigt over havet fra haven. Stranden er grus, sten og skaller, og børnene var for optaget af poolen til, at vi rigtig kom i havet. Men med et par badesko kan det fint lade sig gøre.Til måltider samledes vi alle i et udendørs, overdækket køkken med plads til hele familien. Maden blev tilberedt og serveret af personale og var fin og varieret. Særligt hvis man rejser med små børn, er det dog dejligt også at have mulighed for at tilberede lidt mad selv.

Spiseområdet ligger ved en dam med lotusblomster og har smuk havudsigt. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

 

Pemuteran

Stor pool med udsigt over havet i Villa Semadhi

Ture i området

Da vi netop mødtes med familiemedlemmer, vi ikke ser ofte ser, var vi ikke på mange ture i området, men nød i stedet smukke gåture langs stranden. Vi nåede derfor ikke øen Menjangan, som ligger i Vestbalis Nationalpark, i denne omgang. Det ville være en helt oplagt tur, når man besøger Balis nordkyst. Menjangan er omgivet af koralrev, så der er gode muligheder for at snorkle og dykke. Og så byder nationalparken i det hele taget på et rigt dyreliv, herunder de hjorte, der har givet øen sit navn: ‘menjangan’ betyder hjort. Som sagt gik vi glip af dette, bl.a. også fordi det var lidt svært at have en halvandenårig med på snorkletur. I stedet tog gåturene os til blandt andet et nærliggende hotel, Hotel Pondok Sari Beach Hotel. Her spiste vi en fremragende frokost ved stranden. Hotellet var smukt og indbydende. Fiskedamme, fontæner og smukke træer prydede en fin have, og værelserne var smukt indrettede. Det fremstod overraskende tomt, stedets størrelse taget i betragtning, men det var heller i højsæsonen.

Fra Ubud til Pemuteran

Trods en grå og diset himmel fik vi et fint kig over Jatuluwihs risterasser

Vi tog turen til Pemuteran fra Ubud. Vi havde via vores hotel bestilt en bil med chauffør og nød køreturen mod nord. Dette er efter vores mening den bedste måde at komme rundt på Bali på. At leje scooter er ikke en mulighed med to små børn. Efter mange år i Indonesien har vi også fået lidt mere respekt får de risici, der er forbundet med denne transportform, selv om det er en skøn måde at opleve landet på. Bil med chauffør koster ikke meget i et dansk rejsebudget. Tempoet er behageligt, og du har mulighed for at bede om at gøre holdt, hvis du vil se noget undervejs. På denne tur gjorde vi blandt andet holdt ved risterasserne ved Jatuluwih, der er et af Balis mere spektakulære udsigtspunkter over århundrede gamle risterasser.

 

Indlægget Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
844
Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt https://mit-indonesien.dk/rejseguide-til-ubud-balis-kulturelle-midtpunkt/ Thu, 24 Feb 2022 15:38:51 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=887 Stor rejseguide til aktiviteter, spisesteder, og hoteller i Ubud samt forslag til dagsture ud på Bali.

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
I indlægget her finder du en rejseguide til Ubud på Bali. Her deler vi ud af vores tips og forslag til spændende aktiviteter, yndlings-spisesteder og dejlige hoteller i Ubud. Du kan også finde forslag til dagsture fra Ubud til Balis vulkaner, templer eller strand.

Ubud ligger ca. halvandens times kørsel fra Ngura Rai lufthavn ved Balis hovedby Denpasar. Bali er tæt befolket og visse steder også tæt bebygget. Derfor får man også kun kortvarigt fornemmelsen at komme ud på landet efter at have forladt lufthavnen og Denpasars travle veje. Her er tætpakket med motorcykler og biler næsten hele vejen til udkanten af Ubud. Alligevel føles Ubud som en grøn oase, når først man er ankommet. Byen ligger omringet af frodige, grønne rismarker, der visse steder trænger sig helt ind til bygrænsen. Omkring byen ligger kløfter beklædt med kokospalmer, en brusende flod og her og der smukke frangipani-træer.

Ubud rismarker

Rismarker ved Jalan Bisma i Ubud

Balis kunstnerby

Ubud har længe været kendt som kunstnerby og center for udviklingen af dans og malerkunst. Den har været mål for udenlandske rejsende siden 1920erne. Det kunstneriske liv, der fortsat præger byen i dag, opstod blandt andet i samspil med vestlige kunstnere, der bosatte sig i byen i 1920erne og ’30erne. Her mødtes malere og musikere med andre vesterlændinge. Nogle af de danseformer, der optrædes med i dag, og som anses som klassisk balinesiske, blev videreudviklet i samspil med nogle af disse kunstnere. Således blev kecak-dansen videreudviklet i et samspil mellem den tyske maler og musiker Walter Spies og den balinesiske danser Wayan Limbak.

Kunstformer som balinesisk malerkunst og dans er stadig i centrum i Ubud i dag. Mange steder vil du se balinesiske børn og voksne øve sig i dans ved tempelområder eller skoler. Om aftenen kan man se danseforestillinger eller wayang kulit, indonesisk skyggeteater. Der er flere interessante museer i byen og mulighed for at spotte fine værker på markeder, galerier og atelierer.

Ubud er med årene blevet gradvist mere turistet. Byens indbyggertal ligger under 100.000, men langt flere turister besøger byen årligt. Alligevel er fornemmelsen anderledes her end på de mest turistede områder sydpå som fx Kuta. Sidstnævnte undgår vi helt, når vi rejser. Stranden ved Kuta er ikke specielt interessant. Desuden er turismen – og gadesælgerne – så overvældende, at man efter vores mening ikke helt opdager, at man er på Bali. Ubud er som sagt også turistet; mere og mere for hver gang vi besøger den. Men tempoet er langsommere end sydpå, og man er tæt på alt det grønne, der omgiver byen. Og så er byen rig på muligheder for en afslappet ferie. Fordyb dig i byens  kulturelle liv, spis dig igennem det balinesiske køkken, udforsk de skriggrønne rismarker eller læn dig tilbage i de skønne omgivelser på et af byens fine små hoteller. Alt det – og nogle forslag til dagsture med Ubud som base – giver vi forslag til i indlægget her.

Aktiviteter

Rismarksgåtur

Noget af det bedste ved Ubud er, at byen ligger omgivet at smukke, grønne rismarker. Flere steder strækker markerne sig helt op til restauranter eller hoteller. De er naturligvis ikke grønne hele året; man kan også risikere at ramme høsttiden, hvor de naturligvis ikke ser helt så fine og frodige ud. Dog kan der høstes ris op til tre gange om året. Dermed følges høstsæsonen ikke nødvendigvis helt ad, som det er tilfældet i Danmark. Der bør derfor for det meste være mulighed for at se rismarkerne, som de tager sig finest ud, nemlig når de er nyudplantede eller stadig grønne. Vi selv plejer at rejse omkring januar og februar. Da har de altid været skiftende mellem nyudplantede lysegrønne spirer i det blanke vand eller frodigt grønne.

Fra Ubud kan man køre ud til nogle af de smukke, stejle risterasser, der ligger nær byen. Kør fx en tur nordpå og nyd udsigten ned over de smukke Tegalalang risterasser. En anden god måde at komme helt tæt på de fine rismarker er at tage på vandretur i dem. Det kan man i Ubud og helt uden at skulle køre efter det. Her på hjemmesiden kan du se en mere udførlig guide til en gåtur i Ubuds rismarker.

Gåtur i rismarker ved Ubud

Gåtur i Ubuds grønne rismarker

Dans

Afsæt mindst én aften til at se en af Ubuds fine danseforestillinger. De starter typisk kl. 20 og varer en times tid. Vores favoritforestilling er Kecak, dansen omtalt ovenfor. Børnene vil dog også nyde en forestilling med den gode drage Barong, der ofte bliver drillet af frække aber undervejs. Billetter kan købes ved indgangen eller af gadesælgere på gaden i løbet af dagen. Kom i lidt god tid, så du får mulighed for at sidde forrest.

Balinesisk dans i Ubud Kecak dans i Ubud

Massage

Snyd ikke dig selv for mindst én gang dejlig massage. Det fås over alt i byen, og der kan vælges alt fra hovedbundsmassage, blomsterbad, kropsmassage og ansigtsbehandlinger m.m. Vær opmærksom på, at de tager godt fat – gerne med fingerknæk og et par kraftige ryk her og der – så hvis du har nogle steder, der er lidt mere skrøbelige eller ømme, kan det være godt at gøre opmærksom på, inden der tages fat. Man kan ofte bestille massage via hotellerne; det gjorde vi på seneste besøg på Nick’s Hidden, og det var ganske udmærket.

Shop – i butikker og på marked

Ubud tilbyder uendelige muligheder for at stoppe kufferten med lækre sager. Start på Jalan Monkey Forest og afprøv også sidegaderne i byen, der er roligere og også har fine små butikker. Tag på Ubuds lokale marked, der kan findes, hvor Jalan Raya (hovedgaden) og Jalan Monkey Forest mødes. Køb smukke silkemorgenkåber, malerier, flettede kurve og tasker, sandaler eller batikkjoler for en slik (hvis du får pruttet om prisen i hvert fald). Der er endeløse butikker med kunsthåndværk, sølvsmykker, udskårne skåle i træ eller bambus og karakteristiske firkantede balinesiske kurve, der bliver brugt til ofringer ved Balis mange ceremonier. De sælges typisk i sæt på tre i forskellige størrelser i alskens farver og med farverige motiver malet på.

Der er rig mulighed for at forsyne sig med læsestof til rejsen i lokale boghandlere – kæden Periplus har mange engelsksprogede bøger, herunder indonesisk litteratur i engelsk oversættelse. Vores absolutte indonesiske yndlingsforfatter, Pramoedya Ananta Toer, kan du læse om her. Til lidt finere lokalt produceret tøj anbefaler vi den lokale kæde Pusaka, der sælger smukke kjoler og tørklæder. Her er priserne noget højere end på markedet, men kvaliteten er i orden. På vores hjemmeside kan du finde en mere omfattende shoppe-guide til Ubud her.

Monkey Forest

De fleste besøgende til Ubud runder også abeskoven eller ‘Monkey Forest’, som den er kendt. Der er en mindre adgangspris, og ved indgangen kan man købe bananer eller lignende til at fodre aberne med. Vi plejer at springe det med bananerne over for at undgå at få en abe på skulderen, og det er absolut heller ikke nødvendigt for at få øje på dem. Aberne har hele den lille skov samt tempelområdet som legeplads. De kommer helt tæt på besøgende, men er overordnet fredelige. Det er en fin tur med børnene, der vil være fascineret af de bittesmå abeunger, der klæber sig fast til mødrene. Afsæt omkring en halv time, afhængig af, hvor abeglad man er!

Abeunge

Abeunge i Ubuds Monkey Forest

Kokkeskole

Der er talrige muligheder for at tage på kokkeskole i Ubud. Du kan vælge mellem halv-, hel- og flerdageskurser. På heldagskurser aflægges der typisk besøg på et nærliggende marked. Du får desuden en rigtig god introduktion til særlige indonesiske ingredienser og madtraditioner. Og så anbefaler vi at tage de lidt større børn med. Her på hjemmesiden kan du læse flere rejsetips til kurser på Balis kokkeskoler.

Indonesisk mad

På kokkeskole i Ubud lærer du nogle af grundingredienserne til balinesisk mad at kende

Fordyb dig i yoga-retreats eller lær balinesisk kunsthåndværk

Ubud er desuden et fin base til en lang række andre aktiviteter. Der er uendelige muligheder for at deltage i forskellige slags yoga-kurser, retreats eller tegnekurser. Det er også muligt at fordybe sig i mere klassisk balinesiske kunsthåndværkstraditioner. Gå i lære som træskærer, smykkeskaber hos lokale sølvsmede, fordyb dig i balinesisk malekunst, lav fine ofringer eller lær grundteknikkerne i indonesisk batik eller balinesisk dans.

Spisesteder

Hvis man som vi mener, at det med dejlig mad er et centralt element på ferien, er Ubud turen værd alene af den grund. Man spiser generelt godt på Bali, men Ubud har udviklet sig til lidt af en kulinarisk himmel. Her er alt, hvad hjertet kan begære, også når det gælder af vegetarisk og allergivenlig mad.

Her anbefaler vi et lille udpluk af vores yndlingsspissteder, men man kunne blive ved. Det er med andre ord svært at spise et decideret dårligt sted i Ubud. Ud over gode menuer har stederne nedenfor det til fælles, at man sidder udendørs i dejlige omgivelser med kig til gadeliv, frangipani-træer, rismarker eller lotusblomster.

Casa Luna

Café og restauranten Casa Luna i Ubud drives af en australsk kvinde, der er balinesisk gift. Stedet er lidt af en institution i Ubud og bestemt et besøg værd. Bagerst i restauranten er der luftigt og kig til frangipani-træer og plads til både små og større grupper og hyggelige kroge til solo-rejsende. De har børnestole og kommer gerne med nogle farveblyanter til børnene. Ud over restauranten driver ejeren også et hotel i Jalan Bisma samt en kokkeskole, der er højst anbefalelsesværdig. Endelig står ejeren bag den anerkendte Ubud Writers and Readers Festival, en stor litteraturfestival, der opstod i kølvandet på Bali-bomberne i 2002, og som nu afholdes hvert efterår.

Casa Luna er et fortrinligt sted at spise aftensmad bestående af indonesiske lækkerier eller fusionsmad, få en cocktail eller en tropisk smoothie. Og så er det et fint sted at fordrive en regnvejrseftermiddag eller se på bylivet, hvis man sidder ud mod gaden. Her findes også et lille bageri, der byder på lækre kager til kaffen.

Casa Luna

Dragefrugt-smoothie og god kaffe til eftermiddagspausen på Casa Luna

Lotus Cafe

Skråt over for Casa Luna, også på hovedgaden, ligger Lotus Café, en anden restaurant ,der har mange år på bagen i Ubud. Den er i den lidt finere ende og dermed mindre afslappet end førnævnte. Den er dog også en anbefaling værd. Dels er maden fortrinlig, dels sidder man med den smukkeste udsigt over en dam smækfyldt med lotusblomster. Vandet bugter sig helt op til et lokalt tempel, hvor man om aftenen kan se balinesisk dans. Det er ikke vores foretrukne sted at se dans, fordi man sidder længere væk end det, man kan opleve andre steder i byen. Husk derfor, hvis du vil have den bedste oplevelse, at bestille bord i god tid tæt ved vandsiden.

Lotusblomst

Lotusblomst ved Café Lotus

Tropical View

Restauranten her er et oplagt sted til frokosten, hvis man er i nærheden af Monkey Forest. Den ser ikke ud af så meget, når man går op ad den stejle trappe, der leder op til selve restauranten. Men når man når op, åbner den fineste udsigt sig til rismarker, der strækker sig tæt op til det udendørs spiseområde. Mellem veranda og rismarker er den fineste dam med lotusblomster. De serverer skønne frugt-smoothies og dejlig indonesisk mad. Vores favorit er deres dejlige nasi campur. Nasi bestyder ‘kogte ris’, og campur betyder ‘blandet’. Den serveres med mange lækre småretter ved siden af, lidt afhængigt at køkkenets udvalg. For det meste kan man også bestille en rent vegetarisk nasi campur. Og så har de herlige store portioner is-desserter til børnene.

Udsigt over rismarker på Bali

Udsigt over lotusdam og rismarker på Tropical View Restaurant

Sari Organic

Sari Organic restaurant midt i rismarkerne

Spis med udsigt til grønne rismarker på Sari Organic

Spisestedet Sari Organic finder man, hvis man følger rismarks-gåturen beskrevet her. Den er gåturen værd i sig selv, men også et oplagt stop midt på gåturen. På Sari Organic dyrkes deres egne grønsager i en fin have, der ligger på den ene side af restauranten. Og ellers er spisestedet omgivet af et langstrakt landskab med rismarker. Man kan nyde synet af landskabet fra sin plads ved borde eller mere henslængt på bambusplatforme. Og så skulle man gerne være klar til sidste stræk af rismarksgåturen, som godt kan være lidt trættende i varmen.

Skønne hoteller

Ubud er proppet med hoteller i alle prisklasser: fra det billigste losmen til dyr luksus. Vi plejer at indlogere os et sted midt i mellem. Dertil plejer vi også at gå efter hoteller, der ligger lidt i udkanten af byen. Dermed kommer man væk fra den værste trafikstøj. Alligevel har man mulighed for at bo i kort gåafstand til centrum og alligevel have smuk udsigt over rismarker eller palmeklædte skråninger. Desuden anbefaler vi at gå efter de lidt mindre hoteller. Der er heller ikke så mange store hotel-komplekser i Ubud som på det sydlige Bali.

Nick’s Hidden

Hotellet her er et af vores stamhoteller, som vi har besøgt mange gange gennem de seneste 12 år. Nick’s Hidden ligger på Jalan Bisma, der på en ca. 10 minutters gåtur fører dig til hovedgaden Jalan Raya. Jalan Bisma er langt mere stille end hovedgaden, og enkelte steder grænser rismarkerne stadig op til vejen. Det gør de blandt andet omkring den lille sti, der fører dig ned til hotellet, som ligger placeret midt mellem rismarkerne. Hotellet er ikke stort – de har vel omkring 16 værelser bygget i traditionel balinesisk stil med flere småhuse ned langs en skråning. Neden for hotellet fortsætter skråningen ned mod en flod, og stedet er omgivet af frodige træer og kokospalmer. Som navnet antyder, er hotellet dejligt gemt ad vejen fra trafikstøj og er en dejlig, stille oase. Og så byder det på en skøn dybblå svømmepøl, hvor du kan komme af med varmen. Personalet er utrolig venlige og hjælpsomme og assisterer gerne med ture, lufthavnstransport m.m. Hotellet er mere udførligt beskrevet her.

Amarata

Her er du ikke i gåafstand til Ubud centrum, men du bor alligevel i overskuelig nærhed af byen. Hotellet tilbyder transport på bestemte tidspunkter af dagen, men da vi boede der, kunne vi også blive kørt på alle mulige andre tidspunkter. Du kan læse mere om hotellet her.

Green Field Hotel and Restaurant

Dette dejlige hotel byder på to swimmingpools og den smukkeste dam med lotusblomster. Fra terasserne kan man nyde synet af rismarker, der strækker sig helt op til hotellet. Og så er der værelser, der passer godt til de lidt mere umage sammensætninger af rejsende. Det gjaldt fx, da vi rejste mor, mormor, og to børn og godt ville dele værelse, men ikke seng. Læs mere om dette fine og familievenlige hotel i vores grundigere beskrivelse her.

Dagsture fra Ubud med egen chauffør

Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Når du går rundt i Ubud, bliver du jævnligt mødt af kalden af ‘transport!!’, fra mænd siddende ved fortovskanter og trappestene. De er chauffører, der typisk har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen såvel som hjem til dit hotel, hvis du er langt væk til fods. Vi har jævnligt benyttet os af dem og har kun haft gode erfaringer. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffører via hotellet. En sidste mulighed er at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. De er ikke til at tage fejl af.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder, hvor sigtbarheden er dårlig, til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også, hvor meget det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn. Det vil være godt at afklare tydeligt, hvad I gerne vil se på turen. Vil I selv finde et spisested? Er der en specifik strand, I vil til? Understreg, at I gerne vil have mulighed for at gøre holdt undervejs. Man passerer mange fine ting på ruten: et fint udsigtspunkt, en tempelceremoni, et hyggeligt marked eller andet. Her skal der gerne være plads i dagsprogrammet til at gøre stop for at udnytte turen bedst muligt. Herefter er udflugtsmulighederne uendelige. Et lille udpluk af forslag til dagsture er:

Lake Batur: En sø i krateret på vulkanen Mount Agung/Gunung Agung ved Kintamani. Der er de smukkeste udsigtspunkter og mulighed for at spise med udsigt over søen og vulkanen.

Lake Batur

Udsigt over Lake Batur

Pura Ulun Danu Bratan: Skal man kun besøge ét tempel på Bali, vil vores bud absolut være dette. Templet er utrolig smukt beliggende i søen Lake Bratan nær Bedugul.

Drenge klædt på til tempelceremoni ved søen ved Lake Bratan

Tirta Gangga: Vandtemplet Tirta Gangga i det østlige Bali er bestemt også et besøg værd. Det smukke tempel består af en række søer, fontæner, haver og skulpturer og ligger et par timers kørsel fra Ubud. Med sine fine trædesten i søerne vil børnene også elske det.

Strandtur til Sanur: Overvej en dagstur til Sanur. Vi tilbragte under seneste tur en enkelt dag ved stranden på Segara Village Hotel, hvor vi betalte os fra at bruge strand og pool for dagen. Her kunne vi også købe lækker frokost og nyde et glas vin i strandkanten mens børnene legede i sandet. Læs mere om turen her.

 

 

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
887
Vidste du? Fun-facts om Indonesien https://mit-indonesien.dk/fun-facts-om-indonesien/ Sat, 19 Feb 2022 13:10:45 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=488 Indonesien er verdens fjerde-største land. Men vidste du disse ting om landet, der også er verdens største ørige?

Indlægget Vidste du? Fun-facts om Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Vidste du dette om Indonesien? 

 

At Indonesien er verdens fjerde-største land målt i forhold til indbyggertal?

At Indonesien er verdens største muslimske land målt på indbyggertal?

At Indonesien er den største øgruppe i verden?

At Indonesien geografisk er placeret tværs over den nordlige- og sydlige halvkugle?

At Bali er overvejende hinduistisk? Der er dog også øer, der er overvejende kristne.

At Indonesien – særligt Sumatra og Kalimantan (den indonesiske del af Borneo) – er hjemsted for de truede orangutanger?

At orangutang er et indonesisk ord, der betyder skovmenneske? Det kommer af to ord – orang, der betydder menneske – og hutan – der betyder skov.

At der er over 120 aktive vulkaner i Indonesien? Den mest aktive af dem er Mount Merapi (eller Gunung Merapi på indonesisk, der direkte oversat betyder ildbjerget)

At Indonesien planlægger at flytte den administrative hovedstad fra Java til Kalimantan?

At badminton er utrolig populært i Indonesien? Hvis du (som forfatteren her) ikke går særligt op i sport, er der derfor stor mulighed for, at folk kender flere danske badminton-spillere end dig selv.

At Sumatra og Borneo er hjemsted for verdens største blomst; Rafflesia Arnoldii, der kan blive op til 1 meter i diameter og lugte så råddent og skidt, at den også kaldes for lig-blomsten?

Indlægget Vidste du? Fun-facts om Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
488
Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai https://mit-indonesien.dk/mellemlanding-med-overnatning-paa-lufthavnshotel-i-dubai/ Tue, 17 Mar 2020 14:11:10 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=797 Gør flyrejsen til Asien mere overskuelig med en overnatning på lufthavnshotel i Dubai.

Indlægget Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Det tager ca et døgn at komme til Indonesien. Præcis hvor længe afhænger dels af ruten, og dels af længden på den mellemlanding, man typisk har, enten i storbyer i andre lande i Sydøstasien – fx Bangkok, Singapore eller Kuala Lumpur – eller på den arabiske halvø i fx Dubai eller Qatar.

Mellemlanding i Dubai

På vores seneste rejser har mellemlandingen været i Dubai, fordi vi har rejst med Emirates. På seneste Bali-rejse valgte vi at dele hjemrejsen op i to bidder ved at tage en overnatning på lufthavnshotellet Dubai International Airport undervejs. Modsat andre lufthavnshoteller, vi har boet på nær lufthavnen i Dubai, ligger dette inde i selve lufthavnsområdet. Dermed behøver man slet ikke forlade lufthavnen. Man skal blot huske at pakke lidt i sin håndbagage til natten, da man ikke får adgang til éns indcheckede bagage.

I øvrigt slap vi helt for det med selv at skulle finde hotellet. Vi ankom noget trætte efter en lang flyvetur fra Denpasar på Bali. Lige da vi kom fra flyveren ind i terminalen, blev vi mødt af en medarbejder fra hotellet, der ventede på os med et skilt med vores navne. Han hjalp os med håndbaggagen og guidede os hen til lufthavnen og hotellet. Dermed havde vi frie hænder til at kunne koncentrere os om at få de trætte børn med.

Komfortabelt familieværelse

Dubai International Airport Hotel fik vi et familierum med plads til både mor, mormor og to børn. Bemærk, at det på hotellet kan lade sig gøre at få to tilstødende værelser, hvor man kan åbne en dør op imellem. Værelset var fint, sengene dejligt komfortable og personalet imødekommende og hjælpsomme på et tidspunkt, da vi selv var trætte. Overnatning på et lufthavnshotel er selvfølgelig en ekstra udgift oven i et i forvejen stort rejsebudget. Vi var dog glade for ikke at ankomme helt udmattede hjem til Danmark, hvor hverdagen snart skulle begynde igen. Desuden slap vi for jetlag, nok pga den overnatning vi fik undervejs.

Emirates kan anbefales til flyrejsen med børn

I øvrigt har vi på de seneste tre flyveture østover fløjet med Emirates, hvilket altså resulterer i mellemlandingen i Dubai. Emirates har dels været blandt de billigste på det tidspunkt, vi skulle bestille billetter, og dels er de komfortable at rejse langt med. Det skyldes blandt andet udmærket benplads samt et godt udvalg af mad og film. Desuden har de vist sig at være strålende at flyve med, når man rejser med små børn. Børnene fik en fin lille pakke med legetøj. Endnu vigtigere var det dog, at personalet var langt mere hjælpsomme omkring børnene, end vi har oplevet med andre selskaber.

Indlægget Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
797