Mad Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/mad/ Rejser til og i Indonesien og Timor Leste Mon, 20 Jun 2022 19:38:31 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.5.9 https://i0.wp.com/mit-indonesien.dk/wp-content/uploads/cropped-Attachment-1.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 Mad Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/mad/ 32 32 164423304 Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt https://mit-indonesien.dk/rejseguide-til-ubud-balis-kulturelle-midtpunkt/ Thu, 24 Feb 2022 15:38:51 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=887 Stor rejseguide til aktiviteter, spisesteder, og hoteller i Ubud samt forslag til dagsture ud på Bali.

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
I indlægget her finder du en rejseguide til Ubud på Bali. Her deler vi ud af vores tips og forslag til spændende aktiviteter, yndlings-spisesteder og dejlige hoteller i Ubud. Du kan også finde forslag til dagsture fra Ubud til Balis vulkaner, templer eller strand.

Ubud ligger ca. halvandens times kørsel fra Ngura Rai lufthavn ved Balis hovedby Denpasar. Bali er tæt befolket og visse steder også tæt bebygget. Derfor får man også kun kortvarigt fornemmelsen at komme ud på landet efter at have forladt lufthavnen og Denpasars travle veje. Her er tætpakket med motorcykler og biler næsten hele vejen til udkanten af Ubud. Alligevel føles Ubud som en grøn oase, når først man er ankommet. Byen ligger omringet af frodige, grønne rismarker, der visse steder trænger sig helt ind til bygrænsen. Omkring byen ligger kløfter beklædt med kokospalmer, en brusende flod og her og der smukke frangipani-træer.

Ubud rismarker

Rismarker ved Jalan Bisma i Ubud

Balis kunstnerby

Ubud har længe været kendt som kunstnerby og center for udviklingen af dans og malerkunst. Den har været mål for udenlandske rejsende siden 1920erne. Det kunstneriske liv, der fortsat præger byen i dag, opstod blandt andet i samspil med vestlige kunstnere, der bosatte sig i byen i 1920erne og ’30erne. Her mødtes malere og musikere med andre vesterlændinge. Nogle af de danseformer, der optrædes med i dag, og som anses som klassisk balinesiske, blev videreudviklet i samspil med nogle af disse kunstnere. Således blev kecak-dansen videreudviklet i et samspil mellem den tyske maler og musiker Walter Spies og den balinesiske danser Wayan Limbak.

Kunstformer som balinesisk malerkunst og dans er stadig i centrum i Ubud i dag. Mange steder vil du se balinesiske børn og voksne øve sig i dans ved tempelområder eller skoler. Om aftenen kan man se danseforestillinger eller wayang kulit, indonesisk skyggeteater. Der er flere interessante museer i byen og mulighed for at spotte fine værker på markeder, galerier og atelierer.

Ubud er med årene blevet gradvist mere turistet. Byens indbyggertal ligger under 100.000, men langt flere turister besøger byen årligt. Alligevel er fornemmelsen anderledes her end på de mest turistede områder sydpå som fx Kuta. Sidstnævnte undgår vi helt, når vi rejser. Stranden ved Kuta er ikke specielt interessant. Desuden er turismen – og gadesælgerne – så overvældende, at man efter vores mening ikke helt opdager, at man er på Bali. Ubud er som sagt også turistet; mere og mere for hver gang vi besøger den. Men tempoet er langsommere end sydpå, og man er tæt på alt det grønne, der omgiver byen. Og så er byen rig på muligheder for en afslappet ferie. Fordyb dig i byens  kulturelle liv, spis dig igennem det balinesiske køkken, udforsk de skriggrønne rismarker eller læn dig tilbage i de skønne omgivelser på et af byens fine små hoteller. Alt det – og nogle forslag til dagsture med Ubud som base – giver vi forslag til i indlægget her.

Aktiviteter

Rismarksgåtur

Noget af det bedste ved Ubud er, at byen ligger omgivet at smukke, grønne rismarker. Flere steder strækker markerne sig helt op til restauranter eller hoteller. De er naturligvis ikke grønne hele året; man kan også risikere at ramme høsttiden, hvor de naturligvis ikke ser helt så fine og frodige ud. Dog kan der høstes ris op til tre gange om året. Dermed følges høstsæsonen ikke nødvendigvis helt ad, som det er tilfældet i Danmark. Der bør derfor for det meste være mulighed for at se rismarkerne, som de tager sig finest ud, nemlig når de er nyudplantede eller stadig grønne. Vi selv plejer at rejse omkring januar og februar. Da har de altid været skiftende mellem nyudplantede lysegrønne spirer i det blanke vand eller frodigt grønne.

Fra Ubud kan man køre ud til nogle af de smukke, stejle risterasser, der ligger nær byen. Kør fx en tur nordpå og nyd udsigten ned over de smukke Tegalalang risterasser. En anden god måde at komme helt tæt på de fine rismarker er at tage på vandretur i dem. Det kan man i Ubud og helt uden at skulle køre efter det. Her på hjemmesiden kan du se en mere udførlig guide til en gåtur i Ubuds rismarker.

Gåtur i rismarker ved Ubud

Gåtur i Ubuds grønne rismarker

Dans

Afsæt mindst én aften til at se en af Ubuds fine danseforestillinger. De starter typisk kl. 20 og varer en times tid. Vores favoritforestilling er Kecak, dansen omtalt ovenfor. Børnene vil dog også nyde en forestilling med den gode drage Barong, der ofte bliver drillet af frække aber undervejs. Billetter kan købes ved indgangen eller af gadesælgere på gaden i løbet af dagen. Kom i lidt god tid, så du får mulighed for at sidde forrest.

Balinesisk dans i Ubud Kecak dans i Ubud

Massage

Snyd ikke dig selv for mindst én gang dejlig massage. Det fås over alt i byen, og der kan vælges alt fra hovedbundsmassage, blomsterbad, kropsmassage og ansigtsbehandlinger m.m. Vær opmærksom på, at de tager godt fat – gerne med fingerknæk og et par kraftige ryk her og der – så hvis du har nogle steder, der er lidt mere skrøbelige eller ømme, kan det være godt at gøre opmærksom på, inden der tages fat. Man kan ofte bestille massage via hotellerne; det gjorde vi på seneste besøg på Nick’s Hidden, og det var ganske udmærket.

Shop – i butikker og på marked

Ubud tilbyder uendelige muligheder for at stoppe kufferten med lækre sager. Start på Jalan Monkey Forest og afprøv også sidegaderne i byen, der er roligere og også har fine små butikker. Tag på Ubuds lokale marked, der kan findes, hvor Jalan Raya (hovedgaden) og Jalan Monkey Forest mødes. Køb smukke silkemorgenkåber, malerier, flettede kurve og tasker, sandaler eller batikkjoler for en slik (hvis du får pruttet om prisen i hvert fald). Der er endeløse butikker med kunsthåndværk, sølvsmykker, udskårne skåle i træ eller bambus og karakteristiske firkantede balinesiske kurve, der bliver brugt til ofringer ved Balis mange ceremonier. De sælges typisk i sæt på tre i forskellige størrelser i alskens farver og med farverige motiver malet på.

Der er rig mulighed for at forsyne sig med læsestof til rejsen i lokale boghandlere – kæden Periplus har mange engelsksprogede bøger, herunder indonesisk litteratur i engelsk oversættelse. Vores absolutte indonesiske yndlingsforfatter, Pramoedya Ananta Toer, kan du læse om her. Til lidt finere lokalt produceret tøj anbefaler vi den lokale kæde Pusaka, der sælger smukke kjoler og tørklæder. Her er priserne noget højere end på markedet, men kvaliteten er i orden. På vores hjemmeside kan du finde en mere omfattende shoppe-guide til Ubud her.

Monkey Forest

De fleste besøgende til Ubud runder også abeskoven eller ‘Monkey Forest’, som den er kendt. Der er en mindre adgangspris, og ved indgangen kan man købe bananer eller lignende til at fodre aberne med. Vi plejer at springe det med bananerne over for at undgå at få en abe på skulderen, og det er absolut heller ikke nødvendigt for at få øje på dem. Aberne har hele den lille skov samt tempelområdet som legeplads. De kommer helt tæt på besøgende, men er overordnet fredelige. Det er en fin tur med børnene, der vil være fascineret af de bittesmå abeunger, der klæber sig fast til mødrene. Afsæt omkring en halv time, afhængig af, hvor abeglad man er!

Abeunge

Abeunge i Ubuds Monkey Forest

Kokkeskole

Der er talrige muligheder for at tage på kokkeskole i Ubud. Du kan vælge mellem halv-, hel- og flerdageskurser. På heldagskurser aflægges der typisk besøg på et nærliggende marked. Du får desuden en rigtig god introduktion til særlige indonesiske ingredienser og madtraditioner. Og så anbefaler vi at tage de lidt større børn med. Her på hjemmesiden kan du læse flere rejsetips til kurser på Balis kokkeskoler.

Indonesisk mad

På kokkeskole i Ubud lærer du nogle af grundingredienserne til balinesisk mad at kende

Fordyb dig i yoga-retreats eller lær balinesisk kunsthåndværk

Ubud er desuden et fin base til en lang række andre aktiviteter. Der er uendelige muligheder for at deltage i forskellige slags yoga-kurser, retreats eller tegnekurser. Det er også muligt at fordybe sig i mere klassisk balinesiske kunsthåndværkstraditioner. Gå i lære som træskærer, smykkeskaber hos lokale sølvsmede, fordyb dig i balinesisk malekunst, lav fine ofringer eller lær grundteknikkerne i indonesisk batik eller balinesisk dans.

Spisesteder

Hvis man som vi mener, at det med dejlig mad er et centralt element på ferien, er Ubud turen værd alene af den grund. Man spiser generelt godt på Bali, men Ubud har udviklet sig til lidt af en kulinarisk himmel. Her er alt, hvad hjertet kan begære, også når det gælder af vegetarisk og allergivenlig mad.

Her anbefaler vi et lille udpluk af vores yndlingsspissteder, men man kunne blive ved. Det er med andre ord svært at spise et decideret dårligt sted i Ubud. Ud over gode menuer har stederne nedenfor det til fælles, at man sidder udendørs i dejlige omgivelser med kig til gadeliv, frangipani-træer, rismarker eller lotusblomster.

Casa Luna

Café og restauranten Casa Luna i Ubud drives af en australsk kvinde, der er balinesisk gift. Stedet er lidt af en institution i Ubud og bestemt et besøg værd. Bagerst i restauranten er der luftigt og kig til frangipani-træer og plads til både små og større grupper og hyggelige kroge til solo-rejsende. De har børnestole og kommer gerne med nogle farveblyanter til børnene. Ud over restauranten driver ejeren også et hotel i Jalan Bisma samt en kokkeskole, der er højst anbefalelsesværdig. Endelig står ejeren bag den anerkendte Ubud Writers and Readers Festival, en stor litteraturfestival, der opstod i kølvandet på Bali-bomberne i 2002, og som nu afholdes hvert efterår.

Casa Luna er et fortrinligt sted at spise aftensmad bestående af indonesiske lækkerier eller fusionsmad, få en cocktail eller en tropisk smoothie. Og så er det et fint sted at fordrive en regnvejrseftermiddag eller se på bylivet, hvis man sidder ud mod gaden. Her findes også et lille bageri, der byder på lækre kager til kaffen.

Casa Luna

Dragefrugt-smoothie og god kaffe til eftermiddagspausen på Casa Luna

Lotus Cafe

Skråt over for Casa Luna, også på hovedgaden, ligger Lotus Café, en anden restaurant ,der har mange år på bagen i Ubud. Den er i den lidt finere ende og dermed mindre afslappet end førnævnte. Den er dog også en anbefaling værd. Dels er maden fortrinlig, dels sidder man med den smukkeste udsigt over en dam smækfyldt med lotusblomster. Vandet bugter sig helt op til et lokalt tempel, hvor man om aftenen kan se balinesisk dans. Det er ikke vores foretrukne sted at se dans, fordi man sidder længere væk end det, man kan opleve andre steder i byen. Husk derfor, hvis du vil have den bedste oplevelse, at bestille bord i god tid tæt ved vandsiden.

Lotusblomst

Lotusblomst ved Café Lotus

Tropical View

Restauranten her er et oplagt sted til frokosten, hvis man er i nærheden af Monkey Forest. Den ser ikke ud af så meget, når man går op ad den stejle trappe, der leder op til selve restauranten. Men når man når op, åbner den fineste udsigt sig til rismarker, der strækker sig tæt op til det udendørs spiseområde. Mellem veranda og rismarker er den fineste dam med lotusblomster. De serverer skønne frugt-smoothies og dejlig indonesisk mad. Vores favorit er deres dejlige nasi campur. Nasi bestyder ‘kogte ris’, og campur betyder ‘blandet’. Den serveres med mange lækre småretter ved siden af, lidt afhængigt at køkkenets udvalg. For det meste kan man også bestille en rent vegetarisk nasi campur. Og så har de herlige store portioner is-desserter til børnene.

Udsigt over rismarker på Bali

Udsigt over lotusdam og rismarker på Tropical View Restaurant

Sari Organic

Sari Organic restaurant midt i rismarkerne

Spis med udsigt til grønne rismarker på Sari Organic

Spisestedet Sari Organic finder man, hvis man følger rismarks-gåturen beskrevet her. Den er gåturen værd i sig selv, men også et oplagt stop midt på gåturen. På Sari Organic dyrkes deres egne grønsager i en fin have, der ligger på den ene side af restauranten. Og ellers er spisestedet omgivet af et langstrakt landskab med rismarker. Man kan nyde synet af landskabet fra sin plads ved borde eller mere henslængt på bambusplatforme. Og så skulle man gerne være klar til sidste stræk af rismarksgåturen, som godt kan være lidt trættende i varmen.

Skønne hoteller

Ubud er proppet med hoteller i alle prisklasser: fra det billigste losmen til dyr luksus. Vi plejer at indlogere os et sted midt i mellem. Dertil plejer vi også at gå efter hoteller, der ligger lidt i udkanten af byen. Dermed kommer man væk fra den værste trafikstøj. Alligevel har man mulighed for at bo i kort gåafstand til centrum og alligevel have smuk udsigt over rismarker eller palmeklædte skråninger. Desuden anbefaler vi at gå efter de lidt mindre hoteller. Der er heller ikke så mange store hotel-komplekser i Ubud som på det sydlige Bali.

Nick’s Hidden

Hotellet her er et af vores stamhoteller, som vi har besøgt mange gange gennem de seneste 12 år. Nick’s Hidden ligger på Jalan Bisma, der på en ca. 10 minutters gåtur fører dig til hovedgaden Jalan Raya. Jalan Bisma er langt mere stille end hovedgaden, og enkelte steder grænser rismarkerne stadig op til vejen. Det gør de blandt andet omkring den lille sti, der fører dig ned til hotellet, som ligger placeret midt mellem rismarkerne. Hotellet er ikke stort – de har vel omkring 16 værelser bygget i traditionel balinesisk stil med flere småhuse ned langs en skråning. Neden for hotellet fortsætter skråningen ned mod en flod, og stedet er omgivet af frodige træer og kokospalmer. Som navnet antyder, er hotellet dejligt gemt ad vejen fra trafikstøj og er en dejlig, stille oase. Og så byder det på en skøn dybblå svømmepøl, hvor du kan komme af med varmen. Personalet er utrolig venlige og hjælpsomme og assisterer gerne med ture, lufthavnstransport m.m. Hotellet er mere udførligt beskrevet her.

Amarata

Her er du ikke i gåafstand til Ubud centrum, men du bor alligevel i overskuelig nærhed af byen. Hotellet tilbyder transport på bestemte tidspunkter af dagen, men da vi boede der, kunne vi også blive kørt på alle mulige andre tidspunkter. Du kan læse mere om hotellet her.

Green Field Hotel and Restaurant

Dette dejlige hotel byder på to swimmingpools og den smukkeste dam med lotusblomster. Fra terasserne kan man nyde synet af rismarker, der strækker sig helt op til hotellet. Og så er der værelser, der passer godt til de lidt mere umage sammensætninger af rejsende. Det gjaldt fx, da vi rejste mor, mormor, og to børn og godt ville dele værelse, men ikke seng. Læs mere om dette fine og familievenlige hotel i vores grundigere beskrivelse her.

Dagsture fra Ubud med egen chauffør

Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Når du går rundt i Ubud, bliver du jævnligt mødt af kalden af ‘transport!!’, fra mænd siddende ved fortovskanter og trappestene. De er chauffører, der typisk har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen såvel som hjem til dit hotel, hvis du er langt væk til fods. Vi har jævnligt benyttet os af dem og har kun haft gode erfaringer. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffører via hotellet. En sidste mulighed er at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. De er ikke til at tage fejl af.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder, hvor sigtbarheden er dårlig, til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også, hvor meget det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn. Det vil være godt at afklare tydeligt, hvad I gerne vil se på turen. Vil I selv finde et spisested? Er der en specifik strand, I vil til? Understreg, at I gerne vil have mulighed for at gøre holdt undervejs. Man passerer mange fine ting på ruten: et fint udsigtspunkt, en tempelceremoni, et hyggeligt marked eller andet. Her skal der gerne være plads i dagsprogrammet til at gøre stop for at udnytte turen bedst muligt. Herefter er udflugtsmulighederne uendelige. Et lille udpluk af forslag til dagsture er:

Lake Batur: En sø i krateret på vulkanen Mount Agung/Gunung Agung ved Kintamani. Der er de smukkeste udsigtspunkter og mulighed for at spise med udsigt over søen og vulkanen.

Lake Batur

Udsigt over Lake Batur

Pura Ulun Danu Bratan: Skal man kun besøge ét tempel på Bali, vil vores bud absolut være dette. Templet er utrolig smukt beliggende i søen Lake Bratan nær Bedugul.

Drenge klædt på til tempelceremoni ved søen ved Lake Bratan

Tirta Gangga: Vandtemplet Tirta Gangga i det østlige Bali er bestemt også et besøg værd. Det smukke tempel består af en række søer, fontæner, haver og skulpturer og ligger et par timers kørsel fra Ubud. Med sine fine trædesten i søerne vil børnene også elske det.

Strandtur til Sanur: Overvej en dagstur til Sanur. Vi tilbragte under seneste tur en enkelt dag ved stranden på Segara Village Hotel, hvor vi betalte os fra at bruge strand og pool for dagen. Her kunne vi også købe lækker frokost og nyde et glas vin i strandkanten mens børnene legede i sandet. Læs mere om turen her.

 

 

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
887
Endagstur til Østtimors højland https://mit-indonesien.dk/endagstur-til-oesttimors-hoejland/ Mon, 17 Feb 2020 22:47:42 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=628 På et kort visit til Østtimor eller et længere ophold i landet er en tur til Maubisse i højlandet bag Dili anbefalelsesværdig.

Indlægget Endagstur til Østtimors højland blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Om du kun er på et kort visit til Østtimor eller er på et længere ophold i landet, er en tur til Maubisse i højlandet bag Dili højst anbefalelsesværdig. Og har du kun få dage i landet, er turen et rigtig godt bud på, hvordan du kan opleve nogle af landets spektakulære landskaber. Selvom landet er meget mindre end Danmark, har det meget varierede landskaber, der skifter brat mellem højlandet og den milde nordkyst eller den vildere havstrækning i syd, samt fra øst til vest. Turen frem og tilbage fra Dili til Maubisse kan fint gøres på en dag. Den involverer en del kørsel, men er en virkelig smuk tur. Husk at tage af sted om morgenen fra Dili, da det er rarest at undgå at køre i mørket gennem de snirklede og stejle bjergveje.

Bjergene rejser sig af disen

Lige bag hovedstaden Dili rejser bjergene sig. Næsten altid ligger der en dyne af våde, gråhvide skyer over toppen. Der gik lang tid, før jeg opdagede, at de ikke nødvendigvis varslede eftermiddagsregn i Dili, men næsten permanent dækkede bjergtoppene i et lag af skyer. På køreturen mod Maubisse bliver du kortvarigt pakket godt ind i dem, når du når et stykke op i bjergene.

Ind i skyerne i Østtimors højland

Nyd udsigten fra Dare

Kort efter starten fra Dili går det stejlt opad mod den lille by Dare, hvorfra der er fin udsigt over hovedstaden, havet og øen Atauro. Langs vejkanterne omkring Dare står fine små planter, bougainvillea og små palmer, som sælges til at stå i hovedstadens knastørre haver. Det var også ved Dare, at mange fra hovedstaden gemte sig i 1999, da landet løsrev sig fra Indonesien ved en omstridt folkeafstemning. Fra højderne kunne de høre skudsalver fra hovedstaden og se dele af byen gå op i røg, inden en skrøbelig fred blev hjulpet på vej af internationale tropper og en FN-mission.

Udsigt over Dili og øen Atauro fra bjergene bag hovedstaden

Fred og ro på landevejen

Vejene videre fra Dare er relativt stille; der er ikke meget trafik, og tempoet er for det meste acceptabelt. Her og der går en mand med en machete til brug i små havebrug, og lastbiler eller busser fyldt til randen med passagerer bevæger sig ned mod hovedstaden.

Mangobod med udsigt

Gør holdt ved en cafe

Langs vejen sælges frugter eller brænde i små stakke og en sjælden gang i mellem passerer man en lille café, hvor man kan få stærk, sort kaffe og paun, små runde boller, der som et levn efter det portugisiske kolonistyre stadig laves i landet. (Hører du i Østtimor i de tidlige morgentimer den insisterende kalden af ‘pauuun-paun-paun-paun’, ‘paaaun-paun-paun-paun’, kan du være heldig at fange en forbipasserende sælger og få dig en pose friskbagte boller).

Rismarker på vejen mod Maubisse

Kaffe, kaffe, kaffe og lidt ris

Efter Dare mod Maubisse passerer du små områder med højgrønne rismarker – alt efter årstiden – og fine kaffeplantager, der står tæt mod vejsiden. Østtimor er kendt for sin gode og stort set udelukkende økologiske kaffe, der udgør landets eneste eksportvare af betydning efter olie og gas. Og det er især i højlandet her, kaffen dyrkes. Alligevel var det i de første år efter uafhængigheden næsten umuligt at købe lokal kaffe, med mindre man købte den uristet på hovedstadens markeder. I dag kan man mange steder købe lokalt produceret kaffe til at tage med hjem. Jeg selv har været heldig, at mine gode venner i Dili, som jeg plejer at bo hos, når jeg besøger landet, køber stort ind af friske kaffebønner på markedet, som de rister derhjemme i en wok. Store portioner bliver sirligt ristet og pakket, nok til hele familien og en stærkt kaffeduftende bagage til hjemrejsen.

Min ven rister kaffe til min hjemrejse

Maubisses Pousada er et stop værd

I Maubisse er der flere små lokale spisesteder, hvor man kan få frokost. Man kan også vælge at spise frokost på pousadaen, der er et levn fra den portugisiske kolonitid, og som i dag fungerer som både simpelt hotel og frokostrestaurant. Pousadaen tårner højt over byen og har fremragende udsigt over bjergene fra den omkringliggende have.

Pousadaen i Maubisse

Man skal helst kontakte personalet inden afrejsen fra Dili for at være sikker på at kunne spise der, men det er normalt ikke et problem at få nogen til at hjælpe med. Frokosten er simpel men mættende, stegte kartofler eller ris, stegt kylling, lidt vandspinat eller lignende ved siden af.

Udsigt fra Pousadaen i Maubisse

Man kan også vælge at overnatte på pousadaen; jeg har gjort det en enkelt gang og ønskede der, for første og sidste gang i Østtimor, at jeg havde medbragt en varm trøje og strømper. Der er en del køligere i bjergene end i steghede Dili, og når man er længere tid i hovedstaden, er det dejligt forfriskende at komme væk fra den trykkende varme.

Besøg byen og markedet i Maubisse

Inden hjemturen til Dili må du ikke snyde dig selv for en gåtur igennem Maubisse by, hvor der er kig til fine runde stråtækte huse strøet ud over bjergsiderne. Slå også vejen forbi markedet og se på de lokalt producerede varer.

Tips til turen til Maubisse:

  • Tjek vejrforholdende inden afrejse, især hvis du rejser i regntiden, og overvej ikke at tage turen, hvis det regner kraftigt.
  • Man kan fint tage en lokal bus til Maubisse, hvis man er til det; det er selvfølgelig den billigste mulighed, men giver ikke mulighed for stop undervejs. Sidst jeg tjekkede, afgik busserne fra Taibessi marked.
  • Mest komfortabelt er en lejet bil med chauffør. Der er flere udmærkede tur-bureauer i Dili, som kan arrangere turen. Det er bestemt ikke billigt, men sparer én for eventuelt forsikringsbøvl, i modsætning til, hvis man selv lejer bil, og turen er mere afslappet, hvis man ikke er bekendt med Dili’s uforudsigelige trafik. I så fald kan du få chaufføren til at sikre, at pousadaen er åben, og at der kan laves frokost. Chaufføren vil typisk sørge for drikkevarer til turen.
  • Er dit budget ikke til at leje bil og chauffør alene, men har du ikke mod på busturen, er der nogle gange mulighed for at komme med andre på en allerede arrangeret tur med tur-bureauerne. Så deler man udgiften. Dette kan også være en mulighed på andre ture rundt i landet.
  • Er du til endnu mere højland, er Maubisse desuden et fint udgangspunkt i forhold til vandreture til spektakulære Mount Ramelau. Det er muligt at arrangere guidede ture derop. Dette er dog absolut mest anbefalelsesværdigt i tørtiden.

 

Indlægget Endagstur til Østtimors højland blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
628
6 børnevenlige tips fra børnene til Bali-rejsen https://mit-indonesien.dk/3-boernevenlige-tips-fra-boernene-til-bali-rejsen/ Sat, 11 Jan 2020 09:03:04 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=580 Børn giver fem stjerner til Bali for eksotiske frugter og mad, ture i poolen, dans og kultur.

Indlægget 6 børnevenlige tips fra børnene til Bali-rejsen blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Min datter på nu syv år har været med i Indonesien og Østtimor, fra hun var helt lille, og har efterhånden sit eget forhold til begge lande. Østtimor var der, hvor hendes venner kaldte hende Inaya, hendes indonesiske mellemnavn; der hvor hun oplevede et jordskælv, og der, hvor hun svømmede på en strand, hvor der ind i mellem er krokodiller, men uimodståelig dejligt vand. Min søn på tre har af gode grunde ikke været med lige så mange gange, men husker stadig Bali, selv om det er et stykke tid siden, vi sidst var af sted. Allermest husker han, at han elskede at spise ris på Bali; heldigvis, for det er der rigeligt af.

Ingen er for lille til kulturoplevelser

Min datter har nogle yndlingsting, hun glæder sig til, når vi skal til Bali, og her deler vi ud af nogle af dem:

  • At se dans. Siden hun var helt lille – halvandet år – har jeg haft hende med til danseforestillinger i Ubud. De begynder oftest først ved 20-tiden om aftenen, men overvej det alligevel, for hun har hver gang været fuldstændig opslugt fra start til slut. Som beskrevet andre steder på hjemmesiden er balinesisk dans opbygget omkring hinduistiske fortællinger og er derfor ofte gentagelser over de samme temaer. En af vores yndlings-forestillinger, som vi skal omkring under hvert besøg, er kecak, hvor der ikke spilles på det traditionelle gamelan-orkester, men hvor lydbilledet dannes af rytmiske lyde fra de mange mænd, der deltager, siddende i en rundkreds omkring danserne; først hviskende, så højere, akkompagneret af en syngende fortæller. Vi har ofte været af sted til flere forestillinger, stærkt opfordret af min datter.
  • Da vi var af sted, da min datter var fem år, var hun med på kokkeskole, en halv dags tid midt i rismarkerne lidt uden for Ubud. Her fordybede hun sig i at lave ofringer, tilberede kokospandekager og andre lækkerier.
  • Der er varmt på Bali, hvilket man selvfølgelig glæder sig til i en dansk vinter, men det er også nogle gange lidt for varmt for de små, så en dag i en lækker svømmepøl er også højt på listen, når vi rejser. De er heldigvis ikke svære at finde – se nogle af vores anbefalinger her på siden – og hvis vi ikke bor nær stranden som i Ubud, der ligger inde i landet, prøver vi at gøre plads til masser af leg i svømmepøl, hvis vi har været på tur. Min datter har været en vandhund, siden hun var helt lille, hvilket vores Indonesien-rejser helt sikkert har bidraget til.
  • Yndlingsspiser- og drikke, for mine børns vedkommende især de lækre vandmelon,- mango- eller papaya-smoothies, eller bare en frisk kokosnød med sugerør i.
  • At finde sommertøjet på destinationen. Vi plejer ikke at have specielt meget tøj med, men udvider sommergarderoben med kjoler fra fx Ubuds marked eller de fine butikker langs hovedgaden.
  • Der er mange aktiviteter, man kan deltage i på Bali, men noget af det, begge mine børn nok har været allermest optaget af, har været fordybelsen i de små, fine verdener, der åbner sig op i det helt nære på Bali: fiskedamme med guldfisk, finurlige springvand, fine blomsteropsætninger på trappesten og de mange ofringer, der er overalt, samt de sjove, farlige og smukke figurer ved indgangen til huse og langs de fleste bygninger.

 

 

Indlægget 6 børnevenlige tips fra børnene til Bali-rejsen blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
580
Spis lokalt – warungs og gadekøkkener https://mit-indonesien.dk/spis-lokalt-warungs-og-gadekoekkener-i-indonesien/ Sun, 21 Jul 2019 20:41:57 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=343 Prøv maden fra en Warung - her serveres indonesisk mad, sådan som indonesere selv foretrækker den.

Indlægget Spis lokalt – warungs og gadekøkkener blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Den bedste indonesiske mad fås på de lokalt brugte spisesteder, der inkluderer warungs og gadesælgere med små madvogne. Man kan naturligvis også få fantastisk mad på mange af de mere turist-målrettede restauranter, men ofte af mere smagsafdæmpet karakter.

Warunger serverer indonesisk mad, tilberedt som de fleste indonesere selv foretrækker den. Og så er en warung et af de steder, man hænger ud.

Spiser man på warungs eller ved gadesælgere, og bor man på losmen under sin rejse, kan turen rundt i Indonesien gøres meget billigt, når først flybilletter, forsikring og eventuelle vacciner er betalt.

Enkelt, men lækkert og autentisk

Warunger er typisk små presenning- eller bliktags-overdækkede minikøkkener placeret på fortove og langs veje. De har ofte bare et enkelt bord med små primitive træbænke eller plastikskamler omkring.

De kan også være reelle bygninger, typisk åbne ud mod vejsiden, med lidt flere spisepladser. Et stofbanner annoncerer menuen, og nogle gange kan madretterne også ses i en lille glasmontre.

En warung er det helt rigtige sted at spise en autentisk nasi goreng (stegte ris), mie goreng (stegte nudler), satay (kød på spyd, ofte med peanutsauce), soto ayam (kyllingesuppe med nudler og forskellige grønsager), og gado gado (en salat med peanutsauce).

Mobile madvogne – på fem ben

Overalt i Indonesien – bortset fra de mest turistede områder og rigere indonesiske nabolag, hvor de nogle steder er forbudt – sælges der desuden mad fra kaki lima, små mobile madvogne, der betjenes af en enkelt sælger. Ligesom Indonesiens mange becak – cykeltaxier – er de små kaki lima ofte højst farverigt og kreativt udsmykket og indrettet. Kaki lima betyder direkte oversat ’fem ben’ – sælgerens udgør de to, og dertil kommer et par hjul og en balancepind, der hver især holder vognen kørende og stående.

Kaki lima-sælgere bevæger sig rundt i nabolag og langs veje og annoncerer deres ankomst med en lille klokke eller en bankelyd. Sælgeren reklamerer også nogle gange for menuen ved simpelthen at råbe navnet på den ret, han sælger.

Der er ofte kun plads til én ret i en kaki lima-bod, og det kan fx være jagung bakar (grillede majs), gorengan, der refererer til dybstegte tahu (tofu) og tempeh (fermenterede soyabønner af lidt fastere karakter og med end mere nøddeagtig smag end tofu), og rujak (en frugtsalat der spises med chilisauce). Ayam goreng (stegt kylling, typisk serveret med hvide ris og chili) kan også anbefales.

En klassisk kaki-lima-ret er bakso, der aldrig har været min favorit, men for oplysningens skyld er det kødboller, der fx serveres med nudler (mie).

Tips til at undgå dårlig mave

Hygiejnen er naturligvis ikke i højsædet i warungs og endnu mindre hos de små madvogne, der ikke har rent vand til at vaske tallerkner i, men indonesisk mad er ofte godt gennemstegt, og hvis du går efter madsteder med mange gæster – hvor maden dermed ikke får lov at stå så længe i varmen – kan det i høj grad anbefales at tage for sig af retterne.

Man kan overveje at undgå den søde isthe, der drikkes af mange indonesere til maden, samt salater og andre ikke stegte retter. Jeg har dog drukket isthe i lange baner, også med ’es batu’ – isterninger’ uden nogensinde at få alvorlige maveonder i Indonesien.

Har man en sart mave, men vil alligevel gerne prøve de lokale spisesteder, kan man overveje de mere gennemstegte retter såsom grillede majs, stegte ris – evt uden kød, da det ofte har været ude i varmen, inden det blev tilberedt – og gorengan, der jo har været dybstegt.

Indlægget Spis lokalt – warungs og gadekøkkener blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
343
Det indonesiske køkken – tempeh https://mit-indonesien.dk/det-indonesiske-koekken-tempeh/ Sat, 20 Jul 2019 13:08:21 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=303 Tag smagen af Indonesien med hjem og prøv at lave tempeh på den enkle måde, som jeg lærte det af min indonesiske kæreste.

Indlægget Det indonesiske køkken – tempeh blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Når man elsker Indonesien, elsker man næsten nødvendigvis også det indonesiske køkken og oparbejder et udvalg af favoritter.

Jeg har mange, som jeg altid glæder mig til at sætte tænderne i igen, når jeg har været længe væk fra Indonesien. Heldigvis har jeg efterhånden lært at lave flere af retterne selv, og ved, hvor jeg kan finde de mere sjældne varer. En af dem er tempeh, som jeg i begyndelsen ikke brød mig om, men har lært at holde meget af som et supplement til en hverdagskost, der ellers ofte er lidt ensformig; ris, ris, ris.

Sprød og nøddeagtig smag

Tempeh er netop ikke en hovedret, men optræder ofte som et supplement til mange forskellige retter. Det er lavet af soyabønner ligesom tofu, men i modsætning til tofu, hvis konsistens, jeg nogle gange synes, er for blød og svampet, indeholder tempeh hele soyabønner.

Da de ofte frituresteges, er de derfor mere sprøde og har en let nøddeagtig smag. I Indonesien sælges tofu og tempeh ofte sammen på det indonesiske gadekøkken; ser du små gadeboder med skriften tempeh & tahu, er det dette makkerpar, der er tale om.

Sådan laver jeg tempeh

Derhjemme laver jeg selv tempeh, som min indonesiske kæreste lærte mig for mange år siden; helt simpelt: skåret i tynde skiver på ca 3-4 mm, der lægges i vand i mindst et kvarters tid og gerne længere. Vandet saltes godt, så tempehen tager smag, og så kan man evt supplere med små asiatiske skalotteløg og hvidløg skåret i tynde skiver.

Derefter frituresteges de i fx jordnøddeolie, indtil de bliver lysebrune og sprøde – husk at vende dem undervejs.

Friturestegte tempeh spises gerne med fx sød soyasauce (kecap manis) og lidt god chili, fx sambal manis.

Tempeh kan findes i nogle asiatiske supermarkeder samt enkelte helsekostbutikker. I Århus, hvor jeg nu bor, køber jeg dem i det asiatiske supermarked Far East Trading på Banegårdsgade eller i helsekosten Ren Kost i Jægergårdsgade.

Et godt – og glutenfrit – supplement til vegetarer

I Østtimor, hvor jeg også har boet i længere perioder med en lokal familie, blev maden også nogle gange meget ensformig, især fordi det tog tid at lave mad, der blev tilberedt over bål pga manglende komfur.

Her spiste vi tit tempeh i tomat. Vi indkøbte små, friske hvide firkanter tempeh på det lokale marked; ofte indpakket i bananpalmeblade. I Østtimor tilberedte vi det ofte skåret i små tern i terning-størrelse, friturestegt sprøde i olie, og derefter i en lille mængde tomatsauce, som vi lavede af store, lokale bøftomater stegt med hvidløg og løg.

For vegetarer er tempeh et godt supplement til kosten under rejsen i Indonesien, og jeg kan næsten garantere, at det også er glutenfrit. Herhjemme har jeg én gang set tempeh, hvor der var gluten i, men jeg har selv cøliaki og har aldrig oplevet, at der var gluten i tempeh spist eller indkøbt i Indonesien eller Østtimor. Man skal dog være opmærksom på, at det tempeh, der sælges med tofu på gadeboder tit er friturestegt i en dej, der indeholder mel.

Indlægget Det indonesiske køkken – tempeh blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
303
Gåtur i Balis rismarker https://mit-indonesien.dk/gaatur-i-balis-rismarker/ Thu, 11 Jul 2019 21:48:46 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=180 Den bedste måde at opleve Balis rismarker på er at bevæge sig ud i dem, og det er en god ide at tage turen til fods.

Indlægget Gåtur i Balis rismarker blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Den bedste måde at opleve Balis rismarker på er at bevæge sig ud i dem, og helst til fods. Der findes flere smukke udsigtspunkter over de mere spektakulære risterrasser, og hvis du benytter dig af en lokal chauffør, kan du helt sikkert blive kørt ud til nogle af disse.

Det er absolut turen værd, men der er også fine halvdagsture, du selv kan gå, midt ud i rismarkerne.

En af de ture, jeg selv jævnligt har gået i Ubud, begynder enten centralt fra Jalan Kajeng eller længere ude ad hovedgaden Jalan Raya. Jeg selv plejer at vælge den sidstnævnte. Dermed slutter jeg turen af mere centralt i Ubud, når jeg kommer tilbage ad Jalan Kajeng, der ender midt på hovedgaden.

Hvis du gør som jeg, så gå ad Jalan Raya ud forbi Jalan Bisma, der kommer på din venstre side. Kort efter du har passeret Jalan Bisma, skal du dreje til højre op ad en lille stejl bakke, før turen ind i rismarkerne begynder på venstre side.

Hvis du er i tvivl om, præcis hvilken vej du skal gå for at komme ind på ruten, så spørg ad efter Restaurant Sari Organik – den kommer vi tilbage til lige om lidt.

Ris så langt øjet rækker

Når du har fundet ruten, skal du sådan set bare sætte det ene ben foran det andet. Den sti, du skal følge det næste gode stykke tid, rejser sig mellem rismarkerne på begge sider, så langt øjet rækker.

Ruten er over de år, jeg har gået den, blevet stadig mere indtaget af diverse byggerier, der trænger sig ind mod rismarkerne. Sidst var det dog stadig en utrolig smuk tur igennem alt det grønne – hvis ikke du rammer den gyldne høsttid.

På andre tidspunkter kan du enten nyde synet af helt nyplantede, spæde og skriggrønne ris-spirer i det blanke vand, eller bare grønne, grønne, grønne marker.

Dertil kommer andeflokke, kvækkende frøer og en sjælden gang imellem en snog i vandet, der risler på begge sider af stien.

Lækker frokost på pæle

Snyd endelig ikke dig selv for frokost på den økologiske restaurant Sari Organik, der ligger lige midt i rismarkerne med den smukkeste udsigt. I haven omkring Sari Organic dyrkes mange af de afgrøder, som bliver til skønne og friske retter, der mætter. Sluk tørsten med kold juice, smoothie eller lassie i et hav af varianter.

Restauranten står på pæle, som hæver platformens borde og stole op, så du under basttagets skygge kan nyde den vide udsigt over de saftiggrønne marker.

Efter restauranten går du bare videre, videre og videre, indtil du til sidst skal ned af en kort, men stejl skrænt på din højre side. I de mange år, jeg har gået ruten, har en lokal risbonde stillet en lille bod op. Her kan man købe noget koldt at drikke eller endda frisk kokossaft fra en nylig nedtaget kokosnød.

Og så er han god at spørge om vej, for at finde den rigtige sti tilbage. Kort efter boden (hvis den da står endnu) skal man nemlig dreje skarpt mod højre for at begynde tilbagestrækningen.

Skal du spørge om vej, er det efter Jalan Kajeng, og så vil du blive peget i den rigtige retning.

Ikke velegnet til klapvogne

Vejen tilbage tager dig gennem flere rismarker, men også over en smal beton-sti, hvor en kløft på din højre side går stejlt ned gennem kokospalmer og høje træer.

Det er ikke klapvognsterræn, og da min datter som helt lille var med, var det i en bærestol.

Efter endnu et stræk gennem rismarkerne kommer du endelig, godt svedig og træt, tilbage til Jalan Kajeng. Denne vej fører dig tilbage til hovedgaden Jalan Raya. Med diverse stop undervejs er det meste af en halv dag gået.

Husk solcreme og eventuelt hat, for det bliver varmt, og der er flere stræk uden skygge. Det anbefales også derfor at tage tidligt af sted, inden det bliver alt for varmt.

Sari Organik, Jl. Subak Sok Waya.

Indlægget Gåtur i Balis rismarker blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
180
På kokkeskole i Ubud https://mit-indonesien.dk/paa-kokkeskole-i-ubud/ Sat, 06 Jul 2019 15:18:11 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=89 Lær at lave indonesisk mad, så du kan tage opskrifter og håndværk med hjem og servere retterne for dine venner.

Indlægget På kokkeskole i Ubud blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Skulle du forelske dig i det indonesiske køkken – og det er der god grund til – kan en dag på kokkeskole anbefales.

Et godt bud er Casa Lunas kokkeskole i Ubud, der har både halv- og heldagskurser i indonesisk madlavning. På Casa Lunas kokkeskole lærte jeg nogle af de basale grundteknikker i forhold til at kokkerere lækre indonesiske karryretter, som jeg jævnligt gør brug af hjemme i Danmark.

Menuen varierer efter ugedag, så det anbefales at udvælge de retter, man gerne vil lære at lave.

På kokkeskolen introduceres man til nogle af de basale samt mere lokale ingredienser i det indonesiske køkken: galangal, lotusrod, salamblade samt den indonesiske kemirinød, der ligner macadamia-nødder, men ville give svær mavebesvær, hvis den blev indtaget i samme mængder!

Tag opskrifter med indonesisk mad med hjem

Blandt de retter, man efterfølgende kan brillere med derhjemme, er hjemmelavet sambal, en indonesisk chilipasta, der ofte akkompagnerer risretter, fisk dampet i bananpalmeblade, indonesiske karryretter samt rujak, en indonesisk frugtsalat med chili.

Ikke alle ingredienser fås i Danmark, men kan erstattes eller suppleres med ingredienser fra asiatiske butikker.

Casa Lunas kokkeskole ligger på Jalan Bisma, hvor også det lækre og smukke hotel Casa Luna Honeymoon Guesthouses ligger. I lobbyen på hotellet kan man booke en dag på kokkeskolen.

Jeg har senest haft min datter på dengang 5 år med på kokkeskole, hvor hun var med til at lave fine ofringer samt kokospandekager med palmesirup.

Indlægget På kokkeskole i Ubud blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
89
Yogyakartas bedste vegetarmad https://mit-indonesien.dk/yogyakartas-bedste-vegetarmad/ Sat, 06 Jul 2019 15:11:06 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=86 Det er let af finde god vegetarmad i Yogyakarta. På restaurant Milas vil også kødspisere være tilfredse.

Indlægget Yogyakartas bedste vegetarmad blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Det er ikke svært at finde god vegetarmad i Yogyakarta. Dog er den rent vegetariske og økologiske restaurant Milas højst i særklasse. Ikke kun til vegetarer, men også til kødspisere, der næppe vil savne kød på grund af restaurantens skønne og varierede menu.

Restauranten ligger i det populære og hyggelige kvarter Prawirotaman, men lidt gemt af vejen fra de travleste gader. Bag en høj låge ligger restauranten her placeret i en hyggelig og grøn oase af en have, væk fra gadernes trafikos og støj.

Restaurantens menu byder på stribevis af lækre vegetariske retter. Fx har de fantastiske varianter af stegte ris – til meget overkommelige priser. Dertil har de sprøde tempeh, lækre karryretter, håndskårne pommes frites, frisk gado-gado og herlig nasi campur. Maden her er friskere end på mange andre indonesiske spisesteder, hvor grønsager ofte bliver godt gennemstegt. Vi kunne slet ikke få nok på sidste Yogyakarta-besøg og vendte tilbage flere gange. Restauranten anbefales i øvrigt også hvis du, som en af redaktionens medlemmer her, har cøliaki/glutenallergi, da det meste kan spises.

Del med hinanden

Det kan anbefales at bestille et bredt udvalg af forskellige retter og dele med sine medrejsende, så man får mulighed for at smage på flere af retterne. Vær ikke nærig med antallet af retter– alt smager godt og er rørende billigt, og ganske overkommeligt selv på et backpacker-budget.

Restauranten er tilknyttet et lokalt projekt for udsatte unge, som du dermed støtter, når du spiser på restauranten. Husk i øvrigt at se deres lille men fine udvalg af hjemmelavede madvarer, ingredienser og brugskunst. Du kan fint tage børn med på restauranten. De vil nyde at komme lidt væk fra trafikstøjen og gå på opdagelse i den lille fine have.

Adressen er: Milas restaurant, 127B Jl. Prawirotaman IV, Yogyakarta

Indlægget Yogyakartas bedste vegetarmad blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
86