Transport Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/transport/ Rejser til og i Indonesien og Timor Leste Mon, 20 Jun 2022 16:48:52 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.5.9 https://i0.wp.com/mit-indonesien.dk/wp-content/uploads/cropped-Attachment-1.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 Transport Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/transport/ 32 32 164423304 Tips til transport i Indonesien https://mit-indonesien.dk/transport-i-indonesien-fra-scooter-til-bil-med-chauffoer/ Fri, 04 Mar 2022 08:26:46 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=909 Hvordan kommer du rundt i Indonesien? Læs vores tips til transport, fra egen scooter til lejet bil med chauffør.

Indlægget Tips til transport i Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Der er mange muligheder, når det kommer til, hvordan du lettest kommer rundt på din rejse i Indonesien. I indlægget her giver vi nogle tips til transport i Indonesien. Særligt kommer vi dog med anbefalinger til ture med lejet bil og chauffør. Men først til et af indonesernes måske mest hyppigt benyttede transportmidler.

Først med scooter..

Nogle foretrækker at leje en scooter (kaldet motor på indonesisk) når det kommer til transport i Indonesien. Jeg selv har i mine meget unge dage rejst Indonesien rundt på denne måde – godt nok på bagsædet af min daværende indonesiske kærestes scooter. Det tog os fra nord- til sydsumatra, over dele af Java, og rundt på Bali. Jeg elskede det. Det er nok også den transportform, der bringer en tættest på de landskaber og mennesker man passerer forbi.

Senere har jeg dog fået mere respekt for de risici, det indebærer. Traffiken på Java er eksempelvis ikke til at spøge med, og der sker mange ulykker. Tempoet er højt, og ofte er den hjelm, man måske har lejet, dårligt tilpasset.  Da jeg selv boede og rejste i Indonesien som meget ung, anså jeg nok også hjelmen for at være mere til pynt (for at forhindre at blive vinket ind til siden af politiet), end en seriøs sikkerhedsforanstaltning.

Man skal derfor tage sine forholdsregler. Det gælder også på Bali, selv om tempoet her er en hel del mere afslappet end på Java. Sørg som minimum for at have en ordentlig hjelm på. Dernæst skal du sikre dig, at scooteren bliver beset ordentligt, inden du drøner afsted. Gør det sammen med udlejeren og fotografer eventuelt skader, den måtte have. Så er der mindre risiko for at komme til at hænge på at betale for dem efterfølgende. Endnu et lille tip, du måske hurtigt opdager, er, at være opmærksom på udstødningen, som bliver djævelsk varm. Der er kommet mange forbrændte sommerben på den konto, hvis man uheldigvis kommer til at svinge et bart ben forbi den, når man stiger af og på.

Nogle steder kan man i øvrigt gså blive transporteret på scooter, lidt som man kører med taxi. Det kaldes ojek eller gojek. Her skal du naturligvis tage samme forholdsregler ifht sikkerhed, særligt med en ordentlig hjelm.

Og så med tog…

Skal man rejse langt, eksempelvis gennem Java, kan tog- og bus-forbindelser anbefales. Selv er vi mest fan af tog, der giver det bedste kig ud over Javas smukke landskaber. Du kan læse mere om togrejser på Java her. Det er længe siden vi selv har rejst med bus. Det kan dog også anbefales. Komforten er udmærket, hvis du fx skal rejse langt igennem Java. Måske forstyrres du af et lidt larmende TV, men sæderne er bløde, og der bliver gjort holdt til tisse- og madpauser. Man kan rejse om natten og dermed få noget søvn undervejs, men rejse i dagtimerne giver selvfølgelig mulighed for at se mere af landet.

Og så med bil…

Skal man på tur, og særligt dagsture, kan det i midlertid også stærkt anbefales at leje en bil med chauffør. Det er en oplagt mulighed, hvis du skal besøge seværdigheder i det område, du besøger. Vi har fx benyttet os af det, når vi har været på tempeltur på Java til Prambanan og Borobodur eller været på tur rundt på Bali med Ubud som base. Men det kan også anbefales, at benytte denne mulighed, hvis du vil se nogle mindre turistede områder. De indonesiske øer har de fineste landsbyer og smukkeste landskaber. Det gælder bestemt også, når man bevæger sig væk fra turistsporet. For nogle år tilbage benyttede vi os fx af denne mulighed, da vi skulle fra Semarang til Yogyakarta. I Semarang havde jeg besøgt gamle venner, fra da jeg boede i byen for år tilbage. Nu skulle vi til Yogyakarta på mere traditionel ferie. Man kommer ikke forbi deciderede seværdigheder på denne rute. Men som så mange andre steder på Java er det den smukkeste tur, gennem højland, forbi små landsbyer, fine rismarker og vulkanen Merapi.

 

Java

Den smukkeste landsby. Et sted i bjergene mellem Semarang og Yogyakarta

Pause ved de fineste grøntsagsboder i højlandet i det centrale Java.

Trrrranspot! Med chauffør på Bali

Sådan lyder det, over alt hvor du går rundt i Ubud og andre balinesiske byer. Med rullende r’er fra mænd siddende på fortovskanter, med et par hænder, der signalerer et drejende rat. De er chauffører, der har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen eller hjem til dit hotel, hvis du er langt væk på gåben. Vi har jævnligt benyttet os af dem, og har kun fået fine ture ud af det. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffør via hotellet. En sidste mulighed er, at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. Det er med andre ord ikke svært at finde muligheder for at leje bil med chauffør for dagen.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder hvor sigtbarheden er dårlig til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer. Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Du kan se forslag til nogle af vores yndlingsture på Bali i vores Ubud-guide her.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Du skal dog være opmærksom på, at prisen selvfølgelig kan ændre sig lidt, hvis I finder på afstikkere undervejs eller gør lange pauser, der forsinker hjemtidspunktet. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også hvor meget, det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn.

 

Indlægget Tips til transport i Indonesien blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
909
Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt https://mit-indonesien.dk/rejseguide-til-ubud-balis-kulturelle-midtpunkt/ Thu, 24 Feb 2022 15:38:51 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=887 Stor rejseguide til aktiviteter, spisesteder, og hoteller i Ubud samt forslag til dagsture ud på Bali.

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
I indlægget her finder du en rejseguide til Ubud på Bali. Her deler vi ud af vores tips og forslag til spændende aktiviteter, yndlings-spisesteder og dejlige hoteller i Ubud. Du kan også finde forslag til dagsture fra Ubud til Balis vulkaner, templer eller strand.

Ubud ligger ca. halvandens times kørsel fra Ngura Rai lufthavn ved Balis hovedby Denpasar. Bali er tæt befolket og visse steder også tæt bebygget. Derfor får man også kun kortvarigt fornemmelsen at komme ud på landet efter at have forladt lufthavnen og Denpasars travle veje. Her er tætpakket med motorcykler og biler næsten hele vejen til udkanten af Ubud. Alligevel føles Ubud som en grøn oase, når først man er ankommet. Byen ligger omringet af frodige, grønne rismarker, der visse steder trænger sig helt ind til bygrænsen. Omkring byen ligger kløfter beklædt med kokospalmer, en brusende flod og her og der smukke frangipani-træer.

Ubud rismarker

Rismarker ved Jalan Bisma i Ubud

Balis kunstnerby

Ubud har længe været kendt som kunstnerby og center for udviklingen af dans og malerkunst. Den har været mål for udenlandske rejsende siden 1920erne. Det kunstneriske liv, der fortsat præger byen i dag, opstod blandt andet i samspil med vestlige kunstnere, der bosatte sig i byen i 1920erne og ’30erne. Her mødtes malere og musikere med andre vesterlændinge. Nogle af de danseformer, der optrædes med i dag, og som anses som klassisk balinesiske, blev videreudviklet i samspil med nogle af disse kunstnere. Således blev kecak-dansen videreudviklet i et samspil mellem den tyske maler og musiker Walter Spies og den balinesiske danser Wayan Limbak.

Kunstformer som balinesisk malerkunst og dans er stadig i centrum i Ubud i dag. Mange steder vil du se balinesiske børn og voksne øve sig i dans ved tempelområder eller skoler. Om aftenen kan man se danseforestillinger eller wayang kulit, indonesisk skyggeteater. Der er flere interessante museer i byen og mulighed for at spotte fine værker på markeder, galerier og atelierer.

Ubud er med årene blevet gradvist mere turistet. Byens indbyggertal ligger under 100.000, men langt flere turister besøger byen årligt. Alligevel er fornemmelsen anderledes her end på de mest turistede områder sydpå som fx Kuta. Sidstnævnte undgår vi helt, når vi rejser. Stranden ved Kuta er ikke specielt interessant. Desuden er turismen – og gadesælgerne – så overvældende, at man efter vores mening ikke helt opdager, at man er på Bali. Ubud er som sagt også turistet; mere og mere for hver gang vi besøger den. Men tempoet er langsommere end sydpå, og man er tæt på alt det grønne, der omgiver byen. Og så er byen rig på muligheder for en afslappet ferie. Fordyb dig i byens  kulturelle liv, spis dig igennem det balinesiske køkken, udforsk de skriggrønne rismarker eller læn dig tilbage i de skønne omgivelser på et af byens fine små hoteller. Alt det – og nogle forslag til dagsture med Ubud som base – giver vi forslag til i indlægget her.

Aktiviteter

Rismarksgåtur

Noget af det bedste ved Ubud er, at byen ligger omgivet at smukke, grønne rismarker. Flere steder strækker markerne sig helt op til restauranter eller hoteller. De er naturligvis ikke grønne hele året; man kan også risikere at ramme høsttiden, hvor de naturligvis ikke ser helt så fine og frodige ud. Dog kan der høstes ris op til tre gange om året. Dermed følges høstsæsonen ikke nødvendigvis helt ad, som det er tilfældet i Danmark. Der bør derfor for det meste være mulighed for at se rismarkerne, som de tager sig finest ud, nemlig når de er nyudplantede eller stadig grønne. Vi selv plejer at rejse omkring januar og februar. Da har de altid været skiftende mellem nyudplantede lysegrønne spirer i det blanke vand eller frodigt grønne.

Fra Ubud kan man køre ud til nogle af de smukke, stejle risterasser, der ligger nær byen. Kør fx en tur nordpå og nyd udsigten ned over de smukke Tegalalang risterasser. En anden god måde at komme helt tæt på de fine rismarker er at tage på vandretur i dem. Det kan man i Ubud og helt uden at skulle køre efter det. Her på hjemmesiden kan du se en mere udførlig guide til en gåtur i Ubuds rismarker.

Gåtur i rismarker ved Ubud

Gåtur i Ubuds grønne rismarker

Dans

Afsæt mindst én aften til at se en af Ubuds fine danseforestillinger. De starter typisk kl. 20 og varer en times tid. Vores favoritforestilling er Kecak, dansen omtalt ovenfor. Børnene vil dog også nyde en forestilling med den gode drage Barong, der ofte bliver drillet af frække aber undervejs. Billetter kan købes ved indgangen eller af gadesælgere på gaden i løbet af dagen. Kom i lidt god tid, så du får mulighed for at sidde forrest.

Balinesisk dans i Ubud Kecak dans i Ubud

Massage

Snyd ikke dig selv for mindst én gang dejlig massage. Det fås over alt i byen, og der kan vælges alt fra hovedbundsmassage, blomsterbad, kropsmassage og ansigtsbehandlinger m.m. Vær opmærksom på, at de tager godt fat – gerne med fingerknæk og et par kraftige ryk her og der – så hvis du har nogle steder, der er lidt mere skrøbelige eller ømme, kan det være godt at gøre opmærksom på, inden der tages fat. Man kan ofte bestille massage via hotellerne; det gjorde vi på seneste besøg på Nick’s Hidden, og det var ganske udmærket.

Shop – i butikker og på marked

Ubud tilbyder uendelige muligheder for at stoppe kufferten med lækre sager. Start på Jalan Monkey Forest og afprøv også sidegaderne i byen, der er roligere og også har fine små butikker. Tag på Ubuds lokale marked, der kan findes, hvor Jalan Raya (hovedgaden) og Jalan Monkey Forest mødes. Køb smukke silkemorgenkåber, malerier, flettede kurve og tasker, sandaler eller batikkjoler for en slik (hvis du får pruttet om prisen i hvert fald). Der er endeløse butikker med kunsthåndværk, sølvsmykker, udskårne skåle i træ eller bambus og karakteristiske firkantede balinesiske kurve, der bliver brugt til ofringer ved Balis mange ceremonier. De sælges typisk i sæt på tre i forskellige størrelser i alskens farver og med farverige motiver malet på.

Der er rig mulighed for at forsyne sig med læsestof til rejsen i lokale boghandlere – kæden Periplus har mange engelsksprogede bøger, herunder indonesisk litteratur i engelsk oversættelse. Vores absolutte indonesiske yndlingsforfatter, Pramoedya Ananta Toer, kan du læse om her. Til lidt finere lokalt produceret tøj anbefaler vi den lokale kæde Pusaka, der sælger smukke kjoler og tørklæder. Her er priserne noget højere end på markedet, men kvaliteten er i orden. På vores hjemmeside kan du finde en mere omfattende shoppe-guide til Ubud her.

Monkey Forest

De fleste besøgende til Ubud runder også abeskoven eller ‘Monkey Forest’, som den er kendt. Der er en mindre adgangspris, og ved indgangen kan man købe bananer eller lignende til at fodre aberne med. Vi plejer at springe det med bananerne over for at undgå at få en abe på skulderen, og det er absolut heller ikke nødvendigt for at få øje på dem. Aberne har hele den lille skov samt tempelområdet som legeplads. De kommer helt tæt på besøgende, men er overordnet fredelige. Det er en fin tur med børnene, der vil være fascineret af de bittesmå abeunger, der klæber sig fast til mødrene. Afsæt omkring en halv time, afhængig af, hvor abeglad man er!

Abeunge

Abeunge i Ubuds Monkey Forest

Kokkeskole

Der er talrige muligheder for at tage på kokkeskole i Ubud. Du kan vælge mellem halv-, hel- og flerdageskurser. På heldagskurser aflægges der typisk besøg på et nærliggende marked. Du får desuden en rigtig god introduktion til særlige indonesiske ingredienser og madtraditioner. Og så anbefaler vi at tage de lidt større børn med. Her på hjemmesiden kan du læse flere rejsetips til kurser på Balis kokkeskoler.

Indonesisk mad

På kokkeskole i Ubud lærer du nogle af grundingredienserne til balinesisk mad at kende

Fordyb dig i yoga-retreats eller lær balinesisk kunsthåndværk

Ubud er desuden et fin base til en lang række andre aktiviteter. Der er uendelige muligheder for at deltage i forskellige slags yoga-kurser, retreats eller tegnekurser. Det er også muligt at fordybe sig i mere klassisk balinesiske kunsthåndværkstraditioner. Gå i lære som træskærer, smykkeskaber hos lokale sølvsmede, fordyb dig i balinesisk malekunst, lav fine ofringer eller lær grundteknikkerne i indonesisk batik eller balinesisk dans.

Spisesteder

Hvis man som vi mener, at det med dejlig mad er et centralt element på ferien, er Ubud turen værd alene af den grund. Man spiser generelt godt på Bali, men Ubud har udviklet sig til lidt af en kulinarisk himmel. Her er alt, hvad hjertet kan begære, også når det gælder af vegetarisk og allergivenlig mad.

Her anbefaler vi et lille udpluk af vores yndlingsspissteder, men man kunne blive ved. Det er med andre ord svært at spise et decideret dårligt sted i Ubud. Ud over gode menuer har stederne nedenfor det til fælles, at man sidder udendørs i dejlige omgivelser med kig til gadeliv, frangipani-træer, rismarker eller lotusblomster.

Casa Luna

Café og restauranten Casa Luna i Ubud drives af en australsk kvinde, der er balinesisk gift. Stedet er lidt af en institution i Ubud og bestemt et besøg værd. Bagerst i restauranten er der luftigt og kig til frangipani-træer og plads til både små og større grupper og hyggelige kroge til solo-rejsende. De har børnestole og kommer gerne med nogle farveblyanter til børnene. Ud over restauranten driver ejeren også et hotel i Jalan Bisma samt en kokkeskole, der er højst anbefalelsesværdig. Endelig står ejeren bag den anerkendte Ubud Writers and Readers Festival, en stor litteraturfestival, der opstod i kølvandet på Bali-bomberne i 2002, og som nu afholdes hvert efterår.

Casa Luna er et fortrinligt sted at spise aftensmad bestående af indonesiske lækkerier eller fusionsmad, få en cocktail eller en tropisk smoothie. Og så er det et fint sted at fordrive en regnvejrseftermiddag eller se på bylivet, hvis man sidder ud mod gaden. Her findes også et lille bageri, der byder på lækre kager til kaffen.

Casa Luna

Dragefrugt-smoothie og god kaffe til eftermiddagspausen på Casa Luna

Lotus Cafe

Skråt over for Casa Luna, også på hovedgaden, ligger Lotus Café, en anden restaurant ,der har mange år på bagen i Ubud. Den er i den lidt finere ende og dermed mindre afslappet end førnævnte. Den er dog også en anbefaling værd. Dels er maden fortrinlig, dels sidder man med den smukkeste udsigt over en dam smækfyldt med lotusblomster. Vandet bugter sig helt op til et lokalt tempel, hvor man om aftenen kan se balinesisk dans. Det er ikke vores foretrukne sted at se dans, fordi man sidder længere væk end det, man kan opleve andre steder i byen. Husk derfor, hvis du vil have den bedste oplevelse, at bestille bord i god tid tæt ved vandsiden.

Lotusblomst

Lotusblomst ved Café Lotus

Tropical View

Restauranten her er et oplagt sted til frokosten, hvis man er i nærheden af Monkey Forest. Den ser ikke ud af så meget, når man går op ad den stejle trappe, der leder op til selve restauranten. Men når man når op, åbner den fineste udsigt sig til rismarker, der strækker sig tæt op til det udendørs spiseområde. Mellem veranda og rismarker er den fineste dam med lotusblomster. De serverer skønne frugt-smoothies og dejlig indonesisk mad. Vores favorit er deres dejlige nasi campur. Nasi bestyder ‘kogte ris’, og campur betyder ‘blandet’. Den serveres med mange lækre småretter ved siden af, lidt afhængigt at køkkenets udvalg. For det meste kan man også bestille en rent vegetarisk nasi campur. Og så har de herlige store portioner is-desserter til børnene.

Udsigt over rismarker på Bali

Udsigt over lotusdam og rismarker på Tropical View Restaurant

Sari Organic

Sari Organic restaurant midt i rismarkerne

Spis med udsigt til grønne rismarker på Sari Organic

Spisestedet Sari Organic finder man, hvis man følger rismarks-gåturen beskrevet her. Den er gåturen værd i sig selv, men også et oplagt stop midt på gåturen. På Sari Organic dyrkes deres egne grønsager i en fin have, der ligger på den ene side af restauranten. Og ellers er spisestedet omgivet af et langstrakt landskab med rismarker. Man kan nyde synet af landskabet fra sin plads ved borde eller mere henslængt på bambusplatforme. Og så skulle man gerne være klar til sidste stræk af rismarksgåturen, som godt kan være lidt trættende i varmen.

Skønne hoteller

Ubud er proppet med hoteller i alle prisklasser: fra det billigste losmen til dyr luksus. Vi plejer at indlogere os et sted midt i mellem. Dertil plejer vi også at gå efter hoteller, der ligger lidt i udkanten af byen. Dermed kommer man væk fra den værste trafikstøj. Alligevel har man mulighed for at bo i kort gåafstand til centrum og alligevel have smuk udsigt over rismarker eller palmeklædte skråninger. Desuden anbefaler vi at gå efter de lidt mindre hoteller. Der er heller ikke så mange store hotel-komplekser i Ubud som på det sydlige Bali.

Nick’s Hidden

Hotellet her er et af vores stamhoteller, som vi har besøgt mange gange gennem de seneste 12 år. Nick’s Hidden ligger på Jalan Bisma, der på en ca. 10 minutters gåtur fører dig til hovedgaden Jalan Raya. Jalan Bisma er langt mere stille end hovedgaden, og enkelte steder grænser rismarkerne stadig op til vejen. Det gør de blandt andet omkring den lille sti, der fører dig ned til hotellet, som ligger placeret midt mellem rismarkerne. Hotellet er ikke stort – de har vel omkring 16 værelser bygget i traditionel balinesisk stil med flere småhuse ned langs en skråning. Neden for hotellet fortsætter skråningen ned mod en flod, og stedet er omgivet af frodige træer og kokospalmer. Som navnet antyder, er hotellet dejligt gemt ad vejen fra trafikstøj og er en dejlig, stille oase. Og så byder det på en skøn dybblå svømmepøl, hvor du kan komme af med varmen. Personalet er utrolig venlige og hjælpsomme og assisterer gerne med ture, lufthavnstransport m.m. Hotellet er mere udførligt beskrevet her.

Amarata

Her er du ikke i gåafstand til Ubud centrum, men du bor alligevel i overskuelig nærhed af byen. Hotellet tilbyder transport på bestemte tidspunkter af dagen, men da vi boede der, kunne vi også blive kørt på alle mulige andre tidspunkter. Du kan læse mere om hotellet her.

Green Field Hotel and Restaurant

Dette dejlige hotel byder på to swimmingpools og den smukkeste dam med lotusblomster. Fra terasserne kan man nyde synet af rismarker, der strækker sig helt op til hotellet. Og så er der værelser, der passer godt til de lidt mere umage sammensætninger af rejsende. Det gjaldt fx, da vi rejste mor, mormor, og to børn og godt ville dele værelse, men ikke seng. Læs mere om dette fine og familievenlige hotel i vores grundigere beskrivelse her.

Dagsture fra Ubud med egen chauffør

Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Når du går rundt i Ubud, bliver du jævnligt mødt af kalden af ‘transport!!’, fra mænd siddende ved fortovskanter og trappestene. De er chauffører, der typisk har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen såvel som hjem til dit hotel, hvis du er langt væk til fods. Vi har jævnligt benyttet os af dem og har kun haft gode erfaringer. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffører via hotellet. En sidste mulighed er at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. De er ikke til at tage fejl af.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder, hvor sigtbarheden er dårlig, til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også, hvor meget det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn. Det vil være godt at afklare tydeligt, hvad I gerne vil se på turen. Vil I selv finde et spisested? Er der en specifik strand, I vil til? Understreg, at I gerne vil have mulighed for at gøre holdt undervejs. Man passerer mange fine ting på ruten: et fint udsigtspunkt, en tempelceremoni, et hyggeligt marked eller andet. Her skal der gerne være plads i dagsprogrammet til at gøre stop for at udnytte turen bedst muligt. Herefter er udflugtsmulighederne uendelige. Et lille udpluk af forslag til dagsture er:

Lake Batur: En sø i krateret på vulkanen Mount Agung/Gunung Agung ved Kintamani. Der er de smukkeste udsigtspunkter og mulighed for at spise med udsigt over søen og vulkanen.

Lake Batur

Udsigt over Lake Batur

Pura Ulun Danu Bratan: Skal man kun besøge ét tempel på Bali, vil vores bud absolut være dette. Templet er utrolig smukt beliggende i søen Lake Bratan nær Bedugul.

Drenge klædt på til tempelceremoni ved søen ved Lake Bratan

Tirta Gangga: Vandtemplet Tirta Gangga i det østlige Bali er bestemt også et besøg værd. Det smukke tempel består af en række søer, fontæner, haver og skulpturer og ligger et par timers kørsel fra Ubud. Med sine fine trædesten i søerne vil børnene også elske det.

Strandtur til Sanur: Overvej en dagstur til Sanur. Vi tilbragte under seneste tur en enkelt dag ved stranden på Segara Village Hotel, hvor vi betalte os fra at bruge strand og pool for dagen. Her kunne vi også købe lækker frokost og nyde et glas vin i strandkanten mens børnene legede i sandet. Læs mere om turen her.

 

 

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
887
Endagstur til Østtimors højland https://mit-indonesien.dk/endagstur-til-oesttimors-hoejland/ Mon, 17 Feb 2020 22:47:42 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=628 På et kort visit til Østtimor eller et længere ophold i landet er en tur til Maubisse i højlandet bag Dili anbefalelsesværdig.

Indlægget Endagstur til Østtimors højland blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Om du kun er på et kort visit til Østtimor eller er på et længere ophold i landet, er en tur til Maubisse i højlandet bag Dili højst anbefalelsesværdig. Og har du kun få dage i landet, er turen et rigtig godt bud på, hvordan du kan opleve nogle af landets spektakulære landskaber. Selvom landet er meget mindre end Danmark, har det meget varierede landskaber, der skifter brat mellem højlandet og den milde nordkyst eller den vildere havstrækning i syd, samt fra øst til vest. Turen frem og tilbage fra Dili til Maubisse kan fint gøres på en dag. Den involverer en del kørsel, men er en virkelig smuk tur. Husk at tage af sted om morgenen fra Dili, da det er rarest at undgå at køre i mørket gennem de snirklede og stejle bjergveje.

Bjergene rejser sig af disen

Lige bag hovedstaden Dili rejser bjergene sig. Næsten altid ligger der en dyne af våde, gråhvide skyer over toppen. Der gik lang tid, før jeg opdagede, at de ikke nødvendigvis varslede eftermiddagsregn i Dili, men næsten permanent dækkede bjergtoppene i et lag af skyer. På køreturen mod Maubisse bliver du kortvarigt pakket godt ind i dem, når du når et stykke op i bjergene.

Ind i skyerne i Østtimors højland

Nyd udsigten fra Dare

Kort efter starten fra Dili går det stejlt opad mod den lille by Dare, hvorfra der er fin udsigt over hovedstaden, havet og øen Atauro. Langs vejkanterne omkring Dare står fine små planter, bougainvillea og små palmer, som sælges til at stå i hovedstadens knastørre haver. Det var også ved Dare, at mange fra hovedstaden gemte sig i 1999, da landet løsrev sig fra Indonesien ved en omstridt folkeafstemning. Fra højderne kunne de høre skudsalver fra hovedstaden og se dele af byen gå op i røg, inden en skrøbelig fred blev hjulpet på vej af internationale tropper og en FN-mission.

Udsigt over Dili og øen Atauro fra bjergene bag hovedstaden

Fred og ro på landevejen

Vejene videre fra Dare er relativt stille; der er ikke meget trafik, og tempoet er for det meste acceptabelt. Her og der går en mand med en machete til brug i små havebrug, og lastbiler eller busser fyldt til randen med passagerer bevæger sig ned mod hovedstaden.

Mangobod med udsigt

Gør holdt ved en cafe

Langs vejen sælges frugter eller brænde i små stakke og en sjælden gang i mellem passerer man en lille café, hvor man kan få stærk, sort kaffe og paun, små runde boller, der som et levn efter det portugisiske kolonistyre stadig laves i landet. (Hører du i Østtimor i de tidlige morgentimer den insisterende kalden af ‘pauuun-paun-paun-paun’, ‘paaaun-paun-paun-paun’, kan du være heldig at fange en forbipasserende sælger og få dig en pose friskbagte boller).

Rismarker på vejen mod Maubisse

Kaffe, kaffe, kaffe og lidt ris

Efter Dare mod Maubisse passerer du små områder med højgrønne rismarker – alt efter årstiden – og fine kaffeplantager, der står tæt mod vejsiden. Østtimor er kendt for sin gode og stort set udelukkende økologiske kaffe, der udgør landets eneste eksportvare af betydning efter olie og gas. Og det er især i højlandet her, kaffen dyrkes. Alligevel var det i de første år efter uafhængigheden næsten umuligt at købe lokal kaffe, med mindre man købte den uristet på hovedstadens markeder. I dag kan man mange steder købe lokalt produceret kaffe til at tage med hjem. Jeg selv har været heldig, at mine gode venner i Dili, som jeg plejer at bo hos, når jeg besøger landet, køber stort ind af friske kaffebønner på markedet, som de rister derhjemme i en wok. Store portioner bliver sirligt ristet og pakket, nok til hele familien og en stærkt kaffeduftende bagage til hjemrejsen.

Min ven rister kaffe til min hjemrejse

Maubisses Pousada er et stop værd

I Maubisse er der flere små lokale spisesteder, hvor man kan få frokost. Man kan også vælge at spise frokost på pousadaen, der er et levn fra den portugisiske kolonitid, og som i dag fungerer som både simpelt hotel og frokostrestaurant. Pousadaen tårner højt over byen og har fremragende udsigt over bjergene fra den omkringliggende have.

Pousadaen i Maubisse

Man skal helst kontakte personalet inden afrejsen fra Dili for at være sikker på at kunne spise der, men det er normalt ikke et problem at få nogen til at hjælpe med. Frokosten er simpel men mættende, stegte kartofler eller ris, stegt kylling, lidt vandspinat eller lignende ved siden af.

Udsigt fra Pousadaen i Maubisse

Man kan også vælge at overnatte på pousadaen; jeg har gjort det en enkelt gang og ønskede der, for første og sidste gang i Østtimor, at jeg havde medbragt en varm trøje og strømper. Der er en del køligere i bjergene end i steghede Dili, og når man er længere tid i hovedstaden, er det dejligt forfriskende at komme væk fra den trykkende varme.

Besøg byen og markedet i Maubisse

Inden hjemturen til Dili må du ikke snyde dig selv for en gåtur igennem Maubisse by, hvor der er kig til fine runde stråtækte huse strøet ud over bjergsiderne. Slå også vejen forbi markedet og se på de lokalt producerede varer.

Tips til turen til Maubisse:

  • Tjek vejrforholdende inden afrejse, især hvis du rejser i regntiden, og overvej ikke at tage turen, hvis det regner kraftigt.
  • Man kan fint tage en lokal bus til Maubisse, hvis man er til det; det er selvfølgelig den billigste mulighed, men giver ikke mulighed for stop undervejs. Sidst jeg tjekkede, afgik busserne fra Taibessi marked.
  • Mest komfortabelt er en lejet bil med chauffør. Der er flere udmærkede tur-bureauer i Dili, som kan arrangere turen. Det er bestemt ikke billigt, men sparer én for eventuelt forsikringsbøvl, i modsætning til, hvis man selv lejer bil, og turen er mere afslappet, hvis man ikke er bekendt med Dili’s uforudsigelige trafik. I så fald kan du få chaufføren til at sikre, at pousadaen er åben, og at der kan laves frokost. Chaufføren vil typisk sørge for drikkevarer til turen.
  • Er dit budget ikke til at leje bil og chauffør alene, men har du ikke mod på busturen, er der nogle gange mulighed for at komme med andre på en allerede arrangeret tur med tur-bureauerne. Så deler man udgiften. Dette kan også være en mulighed på andre ture rundt i landet.
  • Er du til endnu mere højland, er Maubisse desuden et fint udgangspunkt i forhold til vandreture til spektakulære Mount Ramelau. Det er muligt at arrangere guidede ture derop. Dette er dog absolut mest anbefalelsesværdigt i tørtiden.

 

Indlægget Endagstur til Østtimors højland blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
628
Med tog gennem Java – fra Jakarta til Yogyakarta https://mit-indonesien.dk/med-tog-gennem-java-fra-jakarta-til-yogyakarta/ Fri, 12 Jul 2019 20:48:26 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=196 En togrejse hen over Java er en komfortabel oplevelser, der også giver et fint indtryk af, hvordan man lever ude i landet.

Indlægget Med tog gennem Java – fra Jakarta til Yogyakarta blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Der er mange måder at rejse rundt på i Indonesien. På hjemmesiden kan du læse nogle af vores tips til transport i Indonesien. I indlægget her dykker vi ned i togrejser, som kan anbefales. Skal du rejse igennem Java, kan tog være en både komfortabel og spændende måde at rejse gennem øen på, hvis man fx skal bevæge sig fra Jakarta til Yogyakarta.

Øen har mange smukke og spændende byer og seværdigheder såsom de store templer Borobodur og Prambanan, det vulkanske Dieng-plateau i Centraljava eller Bromo-vulkanenerne i Østjava, og mange af de store byer er værd at besøge.

Men i stedet for at tage den hurtigste rute mellem Javas byer – nemlig indenrigsfly – er det værd at overveje at tage toget på enten den ene eller begge ture ved ankomst eller afrejse.

Større komfort end hos DSB

Jeg har aldrig oplevet DSB-tilstande med stående i gangarealerne, og sjældent set stopfyldte tog. Togene er komfortable, især hvis man bestiller på ’eksekutif’. Gør man det, er det med afgang fra Gambir station i Jakarta.

…  og servering ombord

Der kan købes ganske udmærket indonesisk mad om bord, så man behøves ikke købe meget proviant til turen forinden, hvis man er forberedt på lokal mad, men medbring eventuelt ekstra vand og lidt snacks, hvilket fint kan købes på Gambir station.

Billetterne skal gerne forudbestilles – her kan dit hotel måske hjælpe – for at sikre ledige pladser. Der vil muligvis udtrykkes stor undren over, hvorfor man dog vil tage den lange togrejse, når man nu bare kan flyve, og sikkert også har råd til det.

Oplev Java gennem togruden

Jeg har flere gange valgt at tage tog i stedet for fly fra Jakarta til Yogyakarta; en tur på mellem 7 og 8 timer, samt fra Jakarta til Semarang i det nordlige Centraljava. Fra stationen i Jakarta fører turen én igennem storbyens højhuse og derefter langstrakte slumkvarterer, der ligger tæt langs jernbaneskinnerne.

Senere kommer man forbi lange strækninger af rismarker, små landsbyer, floder med badende og legende børn, og nogle af Javas mindre turistede, men absolut også besøgsværdige byer såsom fine Cirebon, med cykeltaxier og stille gader.

Tag derfor endelig dagsturen i stedet for nat-toget, så du får mulighed for at se det javanesiske landskab.

Læg en langærmet trøje og evt et tørklæde øverst i tasken, for der er tit skruet rigelig godt op for aircondition på både busser og tog i Indonesien.

Indlægget Med tog gennem Java – fra Jakarta til Yogyakarta blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
196