Hotel Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/hotel/ Rejser til og i Indonesien og Timor Leste Mon, 20 Jun 2022 16:59:37 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=6.5.9 https://i0.wp.com/mit-indonesien.dk/wp-content/uploads/cropped-Attachment-1.jpg?fit=32%2C32&ssl=1 Hotel Arkiv - Mit Indonesien https://mit-indonesien.dk/tag/hotel/ 32 32 164423304 Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst https://mit-indonesien.dk/pemuteran-paa-balis-nordkyst/ Wed, 02 Mar 2022 15:32:00 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=844 Skønne Villa Semadhi på nordkysten egner sig både til vennegrupper og hele familien.

Indlægget Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Det nordlige Bali

Vil du gerne væk fra turiststrømmene på det sydlige Bali og omkring Ubud, kan en tur til Balis nordkyst anbefales. Mange besøgende på nordkysten tager til Lovina. Kystbyen er kendt for sine sorte, vulkanske sandstrande. Det er absolut også anbefalelsesværdigt. Selv om de fleste (inklusive os selv) nok oftest jagter de hvide sandstrande, er de mørke strande med kokospalmer et spektakulært syn, særligt sidst på dagen og omkring solnedgang. Lovina er særligt kendt for sin mere afslappede stemning og for muligheden for at se delfiner på en tidlig morgensejltur.

En weekend i Pemuteran

På denne tur drog vi dog i stedet til Pemuteran på Balis nordkyst, der ligger længere vestpå end Lovina. Her indlogerede vi os på en forlænget weekend i en større flok på skønne, familievenlige Villa Semadhi. Ud over at være familievenlig, vil stedet også egne sig perfekt, hvis man rejser lidt større vennegrupper. Der er nemlig mulighed for lidt privatliv såvel som fælles samværd inde såvel som ude. Villaen er bygget i balinesisk stil, med smukke bungalows placeret over et større, frodigt haveområde. Her er der både pool, jacuzzi og mulighed for massage i en af de skyggefulde, overdækkede og typisk balinesiske bambusplatforme. Og på strandstole i bunden af haven kan man slå sig ned og nyde udsigten over havet, da stranden ligger lige for enden af haven.

Et af soveværelserne i villaen. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

Vores egen lille gruppe bestod af mor, mormor og to børn på dengang fem og halvandet år. Derudover stødte familie bosiddende på Bali til – to voksne og to store børn – samt yderligere to familiemedlemmer, der også holdt ferie på Bali. I alt seks voksne og fire børn. Villa Semadhi passede perfekt til den lidt umage gruppe med fire store soveværelser med privat bad til hvert værelse. Til vores soveværelse hørte smukt udendørs badeværelse.

 

Skønt udendørs badeværelse i mastersuiten. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

Villaen var i ét plan, og det samme gjalt den udendørs grund. Er man gangbesværet, vil det derfor også være overkommeligt at bevæge sig rundt på området.

Villa Semadhi ligger helt ned til stranden og har derfor den smukkeste udsigt over havet fra haven. Stranden er grus, sten og skaller, og børnene var for optaget af poolen til, at vi rigtig kom i havet. Men med et par badesko kan det fint lade sig gøre.Til måltider samledes vi alle i et udendørs, overdækket køkken med plads til hele familien. Maden blev tilberedt og serveret af personale og var fin og varieret. Særligt hvis man rejser med små børn, er det dog dejligt også at have mulighed for at tilberede lidt mad selv.

Spiseområdet ligger ved en dam med lotusblomster og har smuk havudsigt. Billedet er venligst udlånt af Villa Semadhi.

 

Pemuteran

Stor pool med udsigt over havet i Villa Semadhi

Ture i området

Da vi netop mødtes med familiemedlemmer, vi ikke ser ofte ser, var vi ikke på mange ture i området, men nød i stedet smukke gåture langs stranden. Vi nåede derfor ikke øen Menjangan, som ligger i Vestbalis Nationalpark, i denne omgang. Det ville være en helt oplagt tur, når man besøger Balis nordkyst. Menjangan er omgivet af koralrev, så der er gode muligheder for at snorkle og dykke. Og så byder nationalparken i det hele taget på et rigt dyreliv, herunder de hjorte, der har givet øen sit navn: ‘menjangan’ betyder hjort. Som sagt gik vi glip af dette, bl.a. også fordi det var lidt svært at have en halvandenårig med på snorkletur. I stedet tog gåturene os til blandt andet et nærliggende hotel, Hotel Pondok Sari Beach Hotel. Her spiste vi en fremragende frokost ved stranden. Hotellet var smukt og indbydende. Fiskedamme, fontæner og smukke træer prydede en fin have, og værelserne var smukt indrettede. Det fremstod overraskende tomt, stedets størrelse taget i betragtning, men det var heller i højsæsonen.

Fra Ubud til Pemuteran

Trods en grå og diset himmel fik vi et fint kig over Jatuluwihs risterasser

Vi tog turen til Pemuteran fra Ubud. Vi havde via vores hotel bestilt en bil med chauffør og nød køreturen mod nord. Dette er efter vores mening den bedste måde at komme rundt på Bali på. At leje scooter er ikke en mulighed med to små børn. Efter mange år i Indonesien har vi også fået lidt mere respekt får de risici, der er forbundet med denne transportform, selv om det er en skøn måde at opleve landet på. Bil med chauffør koster ikke meget i et dansk rejsebudget. Tempoet er behageligt, og du har mulighed for at bede om at gøre holdt, hvis du vil se noget undervejs. På denne tur gjorde vi blandt andet holdt ved risterasserne ved Jatuluwih, der er et af Balis mere spektakulære udsigtspunkter over århundrede gamle risterasser.

 

Indlægget Skøn villa i Pemuteran på Balis nordkyst blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
844
Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt https://mit-indonesien.dk/rejseguide-til-ubud-balis-kulturelle-midtpunkt/ Thu, 24 Feb 2022 15:38:51 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=887 Stor rejseguide til aktiviteter, spisesteder, og hoteller i Ubud samt forslag til dagsture ud på Bali.

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
I indlægget her finder du en rejseguide til Ubud på Bali. Her deler vi ud af vores tips og forslag til spændende aktiviteter, yndlings-spisesteder og dejlige hoteller i Ubud. Du kan også finde forslag til dagsture fra Ubud til Balis vulkaner, templer eller strand.

Ubud ligger ca. halvandens times kørsel fra Ngura Rai lufthavn ved Balis hovedby Denpasar. Bali er tæt befolket og visse steder også tæt bebygget. Derfor får man også kun kortvarigt fornemmelsen at komme ud på landet efter at have forladt lufthavnen og Denpasars travle veje. Her er tætpakket med motorcykler og biler næsten hele vejen til udkanten af Ubud. Alligevel føles Ubud som en grøn oase, når først man er ankommet. Byen ligger omringet af frodige, grønne rismarker, der visse steder trænger sig helt ind til bygrænsen. Omkring byen ligger kløfter beklædt med kokospalmer, en brusende flod og her og der smukke frangipani-træer.

Ubud rismarker

Rismarker ved Jalan Bisma i Ubud

Balis kunstnerby

Ubud har længe været kendt som kunstnerby og center for udviklingen af dans og malerkunst. Den har været mål for udenlandske rejsende siden 1920erne. Det kunstneriske liv, der fortsat præger byen i dag, opstod blandt andet i samspil med vestlige kunstnere, der bosatte sig i byen i 1920erne og ’30erne. Her mødtes malere og musikere med andre vesterlændinge. Nogle af de danseformer, der optrædes med i dag, og som anses som klassisk balinesiske, blev videreudviklet i samspil med nogle af disse kunstnere. Således blev kecak-dansen videreudviklet i et samspil mellem den tyske maler og musiker Walter Spies og den balinesiske danser Wayan Limbak.

Kunstformer som balinesisk malerkunst og dans er stadig i centrum i Ubud i dag. Mange steder vil du se balinesiske børn og voksne øve sig i dans ved tempelområder eller skoler. Om aftenen kan man se danseforestillinger eller wayang kulit, indonesisk skyggeteater. Der er flere interessante museer i byen og mulighed for at spotte fine værker på markeder, galerier og atelierer.

Ubud er med årene blevet gradvist mere turistet. Byens indbyggertal ligger under 100.000, men langt flere turister besøger byen årligt. Alligevel er fornemmelsen anderledes her end på de mest turistede områder sydpå som fx Kuta. Sidstnævnte undgår vi helt, når vi rejser. Stranden ved Kuta er ikke specielt interessant. Desuden er turismen – og gadesælgerne – så overvældende, at man efter vores mening ikke helt opdager, at man er på Bali. Ubud er som sagt også turistet; mere og mere for hver gang vi besøger den. Men tempoet er langsommere end sydpå, og man er tæt på alt det grønne, der omgiver byen. Og så er byen rig på muligheder for en afslappet ferie. Fordyb dig i byens  kulturelle liv, spis dig igennem det balinesiske køkken, udforsk de skriggrønne rismarker eller læn dig tilbage i de skønne omgivelser på et af byens fine små hoteller. Alt det – og nogle forslag til dagsture med Ubud som base – giver vi forslag til i indlægget her.

Aktiviteter

Rismarksgåtur

Noget af det bedste ved Ubud er, at byen ligger omgivet at smukke, grønne rismarker. Flere steder strækker markerne sig helt op til restauranter eller hoteller. De er naturligvis ikke grønne hele året; man kan også risikere at ramme høsttiden, hvor de naturligvis ikke ser helt så fine og frodige ud. Dog kan der høstes ris op til tre gange om året. Dermed følges høstsæsonen ikke nødvendigvis helt ad, som det er tilfældet i Danmark. Der bør derfor for det meste være mulighed for at se rismarkerne, som de tager sig finest ud, nemlig når de er nyudplantede eller stadig grønne. Vi selv plejer at rejse omkring januar og februar. Da har de altid været skiftende mellem nyudplantede lysegrønne spirer i det blanke vand eller frodigt grønne.

Fra Ubud kan man køre ud til nogle af de smukke, stejle risterasser, der ligger nær byen. Kør fx en tur nordpå og nyd udsigten ned over de smukke Tegalalang risterasser. En anden god måde at komme helt tæt på de fine rismarker er at tage på vandretur i dem. Det kan man i Ubud og helt uden at skulle køre efter det. Her på hjemmesiden kan du se en mere udførlig guide til en gåtur i Ubuds rismarker.

Gåtur i rismarker ved Ubud

Gåtur i Ubuds grønne rismarker

Dans

Afsæt mindst én aften til at se en af Ubuds fine danseforestillinger. De starter typisk kl. 20 og varer en times tid. Vores favoritforestilling er Kecak, dansen omtalt ovenfor. Børnene vil dog også nyde en forestilling med den gode drage Barong, der ofte bliver drillet af frække aber undervejs. Billetter kan købes ved indgangen eller af gadesælgere på gaden i løbet af dagen. Kom i lidt god tid, så du får mulighed for at sidde forrest.

Balinesisk dans i Ubud Kecak dans i Ubud

Massage

Snyd ikke dig selv for mindst én gang dejlig massage. Det fås over alt i byen, og der kan vælges alt fra hovedbundsmassage, blomsterbad, kropsmassage og ansigtsbehandlinger m.m. Vær opmærksom på, at de tager godt fat – gerne med fingerknæk og et par kraftige ryk her og der – så hvis du har nogle steder, der er lidt mere skrøbelige eller ømme, kan det være godt at gøre opmærksom på, inden der tages fat. Man kan ofte bestille massage via hotellerne; det gjorde vi på seneste besøg på Nick’s Hidden, og det var ganske udmærket.

Shop – i butikker og på marked

Ubud tilbyder uendelige muligheder for at stoppe kufferten med lækre sager. Start på Jalan Monkey Forest og afprøv også sidegaderne i byen, der er roligere og også har fine små butikker. Tag på Ubuds lokale marked, der kan findes, hvor Jalan Raya (hovedgaden) og Jalan Monkey Forest mødes. Køb smukke silkemorgenkåber, malerier, flettede kurve og tasker, sandaler eller batikkjoler for en slik (hvis du får pruttet om prisen i hvert fald). Der er endeløse butikker med kunsthåndværk, sølvsmykker, udskårne skåle i træ eller bambus og karakteristiske firkantede balinesiske kurve, der bliver brugt til ofringer ved Balis mange ceremonier. De sælges typisk i sæt på tre i forskellige størrelser i alskens farver og med farverige motiver malet på.

Der er rig mulighed for at forsyne sig med læsestof til rejsen i lokale boghandlere – kæden Periplus har mange engelsksprogede bøger, herunder indonesisk litteratur i engelsk oversættelse. Vores absolutte indonesiske yndlingsforfatter, Pramoedya Ananta Toer, kan du læse om her. Til lidt finere lokalt produceret tøj anbefaler vi den lokale kæde Pusaka, der sælger smukke kjoler og tørklæder. Her er priserne noget højere end på markedet, men kvaliteten er i orden. På vores hjemmeside kan du finde en mere omfattende shoppe-guide til Ubud her.

Monkey Forest

De fleste besøgende til Ubud runder også abeskoven eller ‘Monkey Forest’, som den er kendt. Der er en mindre adgangspris, og ved indgangen kan man købe bananer eller lignende til at fodre aberne med. Vi plejer at springe det med bananerne over for at undgå at få en abe på skulderen, og det er absolut heller ikke nødvendigt for at få øje på dem. Aberne har hele den lille skov samt tempelområdet som legeplads. De kommer helt tæt på besøgende, men er overordnet fredelige. Det er en fin tur med børnene, der vil være fascineret af de bittesmå abeunger, der klæber sig fast til mødrene. Afsæt omkring en halv time, afhængig af, hvor abeglad man er!

Abeunge

Abeunge i Ubuds Monkey Forest

Kokkeskole

Der er talrige muligheder for at tage på kokkeskole i Ubud. Du kan vælge mellem halv-, hel- og flerdageskurser. På heldagskurser aflægges der typisk besøg på et nærliggende marked. Du får desuden en rigtig god introduktion til særlige indonesiske ingredienser og madtraditioner. Og så anbefaler vi at tage de lidt større børn med. Her på hjemmesiden kan du læse flere rejsetips til kurser på Balis kokkeskoler.

Indonesisk mad

På kokkeskole i Ubud lærer du nogle af grundingredienserne til balinesisk mad at kende

Fordyb dig i yoga-retreats eller lær balinesisk kunsthåndværk

Ubud er desuden et fin base til en lang række andre aktiviteter. Der er uendelige muligheder for at deltage i forskellige slags yoga-kurser, retreats eller tegnekurser. Det er også muligt at fordybe sig i mere klassisk balinesiske kunsthåndværkstraditioner. Gå i lære som træskærer, smykkeskaber hos lokale sølvsmede, fordyb dig i balinesisk malekunst, lav fine ofringer eller lær grundteknikkerne i indonesisk batik eller balinesisk dans.

Spisesteder

Hvis man som vi mener, at det med dejlig mad er et centralt element på ferien, er Ubud turen værd alene af den grund. Man spiser generelt godt på Bali, men Ubud har udviklet sig til lidt af en kulinarisk himmel. Her er alt, hvad hjertet kan begære, også når det gælder af vegetarisk og allergivenlig mad.

Her anbefaler vi et lille udpluk af vores yndlingsspissteder, men man kunne blive ved. Det er med andre ord svært at spise et decideret dårligt sted i Ubud. Ud over gode menuer har stederne nedenfor det til fælles, at man sidder udendørs i dejlige omgivelser med kig til gadeliv, frangipani-træer, rismarker eller lotusblomster.

Casa Luna

Café og restauranten Casa Luna i Ubud drives af en australsk kvinde, der er balinesisk gift. Stedet er lidt af en institution i Ubud og bestemt et besøg værd. Bagerst i restauranten er der luftigt og kig til frangipani-træer og plads til både små og større grupper og hyggelige kroge til solo-rejsende. De har børnestole og kommer gerne med nogle farveblyanter til børnene. Ud over restauranten driver ejeren også et hotel i Jalan Bisma samt en kokkeskole, der er højst anbefalelsesværdig. Endelig står ejeren bag den anerkendte Ubud Writers and Readers Festival, en stor litteraturfestival, der opstod i kølvandet på Bali-bomberne i 2002, og som nu afholdes hvert efterår.

Casa Luna er et fortrinligt sted at spise aftensmad bestående af indonesiske lækkerier eller fusionsmad, få en cocktail eller en tropisk smoothie. Og så er det et fint sted at fordrive en regnvejrseftermiddag eller se på bylivet, hvis man sidder ud mod gaden. Her findes også et lille bageri, der byder på lækre kager til kaffen.

Casa Luna

Dragefrugt-smoothie og god kaffe til eftermiddagspausen på Casa Luna

Lotus Cafe

Skråt over for Casa Luna, også på hovedgaden, ligger Lotus Café, en anden restaurant ,der har mange år på bagen i Ubud. Den er i den lidt finere ende og dermed mindre afslappet end førnævnte. Den er dog også en anbefaling værd. Dels er maden fortrinlig, dels sidder man med den smukkeste udsigt over en dam smækfyldt med lotusblomster. Vandet bugter sig helt op til et lokalt tempel, hvor man om aftenen kan se balinesisk dans. Det er ikke vores foretrukne sted at se dans, fordi man sidder længere væk end det, man kan opleve andre steder i byen. Husk derfor, hvis du vil have den bedste oplevelse, at bestille bord i god tid tæt ved vandsiden.

Lotusblomst

Lotusblomst ved Café Lotus

Tropical View

Restauranten her er et oplagt sted til frokosten, hvis man er i nærheden af Monkey Forest. Den ser ikke ud af så meget, når man går op ad den stejle trappe, der leder op til selve restauranten. Men når man når op, åbner den fineste udsigt sig til rismarker, der strækker sig tæt op til det udendørs spiseområde. Mellem veranda og rismarker er den fineste dam med lotusblomster. De serverer skønne frugt-smoothies og dejlig indonesisk mad. Vores favorit er deres dejlige nasi campur. Nasi bestyder ‘kogte ris’, og campur betyder ‘blandet’. Den serveres med mange lækre småretter ved siden af, lidt afhængigt at køkkenets udvalg. For det meste kan man også bestille en rent vegetarisk nasi campur. Og så har de herlige store portioner is-desserter til børnene.

Udsigt over rismarker på Bali

Udsigt over lotusdam og rismarker på Tropical View Restaurant

Sari Organic

Sari Organic restaurant midt i rismarkerne

Spis med udsigt til grønne rismarker på Sari Organic

Spisestedet Sari Organic finder man, hvis man følger rismarks-gåturen beskrevet her. Den er gåturen værd i sig selv, men også et oplagt stop midt på gåturen. På Sari Organic dyrkes deres egne grønsager i en fin have, der ligger på den ene side af restauranten. Og ellers er spisestedet omgivet af et langstrakt landskab med rismarker. Man kan nyde synet af landskabet fra sin plads ved borde eller mere henslængt på bambusplatforme. Og så skulle man gerne være klar til sidste stræk af rismarksgåturen, som godt kan være lidt trættende i varmen.

Skønne hoteller

Ubud er proppet med hoteller i alle prisklasser: fra det billigste losmen til dyr luksus. Vi plejer at indlogere os et sted midt i mellem. Dertil plejer vi også at gå efter hoteller, der ligger lidt i udkanten af byen. Dermed kommer man væk fra den værste trafikstøj. Alligevel har man mulighed for at bo i kort gåafstand til centrum og alligevel have smuk udsigt over rismarker eller palmeklædte skråninger. Desuden anbefaler vi at gå efter de lidt mindre hoteller. Der er heller ikke så mange store hotel-komplekser i Ubud som på det sydlige Bali.

Nick’s Hidden

Hotellet her er et af vores stamhoteller, som vi har besøgt mange gange gennem de seneste 12 år. Nick’s Hidden ligger på Jalan Bisma, der på en ca. 10 minutters gåtur fører dig til hovedgaden Jalan Raya. Jalan Bisma er langt mere stille end hovedgaden, og enkelte steder grænser rismarkerne stadig op til vejen. Det gør de blandt andet omkring den lille sti, der fører dig ned til hotellet, som ligger placeret midt mellem rismarkerne. Hotellet er ikke stort – de har vel omkring 16 værelser bygget i traditionel balinesisk stil med flere småhuse ned langs en skråning. Neden for hotellet fortsætter skråningen ned mod en flod, og stedet er omgivet af frodige træer og kokospalmer. Som navnet antyder, er hotellet dejligt gemt ad vejen fra trafikstøj og er en dejlig, stille oase. Og så byder det på en skøn dybblå svømmepøl, hvor du kan komme af med varmen. Personalet er utrolig venlige og hjælpsomme og assisterer gerne med ture, lufthavnstransport m.m. Hotellet er mere udførligt beskrevet her.

Amarata

Her er du ikke i gåafstand til Ubud centrum, men du bor alligevel i overskuelig nærhed af byen. Hotellet tilbyder transport på bestemte tidspunkter af dagen, men da vi boede der, kunne vi også blive kørt på alle mulige andre tidspunkter. Du kan læse mere om hotellet her.

Green Field Hotel and Restaurant

Dette dejlige hotel byder på to swimmingpools og den smukkeste dam med lotusblomster. Fra terasserne kan man nyde synet af rismarker, der strækker sig helt op til hotellet. Og så er der værelser, der passer godt til de lidt mere umage sammensætninger af rejsende. Det gjaldt fx, da vi rejste mor, mormor, og to børn og godt ville dele værelse, men ikke seng. Læs mere om dette fine og familievenlige hotel i vores grundigere beskrivelse her.

Dagsture fra Ubud med egen chauffør

Fordi Ubud ligger inde i landet, har man mulighed for fine dagsture i alle retninger fra byen. Når du går rundt i Ubud, bliver du jævnligt mødt af kalden af ‘transport!!’, fra mænd siddende ved fortovskanter og trappestene. De er chauffører, der typisk har en bil parkeret i nærheden. De kan hyres til ture rundt på øen såvel som hjem til dit hotel, hvis du er langt væk til fods. Vi har jævnligt benyttet os af dem og har kun haft gode erfaringer. Derudover har vi også jævnligt hyret chauffører via hotellet. En sidste mulighed er at hyre chauffør og bil via de små turbureauer, der findes langs vejene. De er ikke til at tage fejl af.

Tempoet rundt på øens veje er for det meste roligt og afslappet. Det giver dig fin tid til at tage landskabet ind. Det går slet ikke så stærkt som fx på naboøen Java. Hornet bliver flittigt brugt i sving og andre steder, hvor sigtbarheden er dårlig, til at signalere til eventuelle modkørende om, at man kommer.

Prisen afhænger af afstand og længde på turen. Turbureauer og hoteller har oftest faste priser. Med chauffører langs vejsiden skal der måske pruttes om prisen. Man kommer langt for et par hundrede kroner, men overvej også, hvor meget det er rimeligt at forhandle prisen, når der er tale om nogens dagsløn. Det vil være godt at afklare tydeligt, hvad I gerne vil se på turen. Vil I selv finde et spisested? Er der en specifik strand, I vil til? Understreg, at I gerne vil have mulighed for at gøre holdt undervejs. Man passerer mange fine ting på ruten: et fint udsigtspunkt, en tempelceremoni, et hyggeligt marked eller andet. Her skal der gerne være plads i dagsprogrammet til at gøre stop for at udnytte turen bedst muligt. Herefter er udflugtsmulighederne uendelige. Et lille udpluk af forslag til dagsture er:

Lake Batur: En sø i krateret på vulkanen Mount Agung/Gunung Agung ved Kintamani. Der er de smukkeste udsigtspunkter og mulighed for at spise med udsigt over søen og vulkanen.

Lake Batur

Udsigt over Lake Batur

Pura Ulun Danu Bratan: Skal man kun besøge ét tempel på Bali, vil vores bud absolut være dette. Templet er utrolig smukt beliggende i søen Lake Bratan nær Bedugul.

Drenge klædt på til tempelceremoni ved søen ved Lake Bratan

Tirta Gangga: Vandtemplet Tirta Gangga i det østlige Bali er bestemt også et besøg værd. Det smukke tempel består af en række søer, fontæner, haver og skulpturer og ligger et par timers kørsel fra Ubud. Med sine fine trædesten i søerne vil børnene også elske det.

Strandtur til Sanur: Overvej en dagstur til Sanur. Vi tilbragte under seneste tur en enkelt dag ved stranden på Segara Village Hotel, hvor vi betalte os fra at bruge strand og pool for dagen. Her kunne vi også købe lækker frokost og nyde et glas vin i strandkanten mens børnene legede i sandet. Læs mere om turen her.

 

 

Indlægget Rejseguide til Ubud: Balis kulturelle midtpunkt blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
887
Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai https://mit-indonesien.dk/mellemlanding-med-overnatning-paa-lufthavnshotel-i-dubai/ Tue, 17 Mar 2020 14:11:10 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=797 Gør flyrejsen til Asien mere overskuelig med en overnatning på lufthavnshotel i Dubai.

Indlægget Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Det tager ca et døgn at komme til Indonesien. Præcis hvor længe afhænger dels af ruten, og dels af længden på den mellemlanding, man typisk har, enten i storbyer i andre lande i Sydøstasien – fx Bangkok, Singapore eller Kuala Lumpur – eller på den arabiske halvø i fx Dubai eller Qatar.

Mellemlanding i Dubai

På vores seneste rejser har mellemlandingen været i Dubai, fordi vi har rejst med Emirates. På seneste Bali-rejse valgte vi at dele hjemrejsen op i to bidder ved at tage en overnatning på lufthavnshotellet Dubai International Airport undervejs. Modsat andre lufthavnshoteller, vi har boet på nær lufthavnen i Dubai, ligger dette inde i selve lufthavnsområdet. Dermed behøver man slet ikke forlade lufthavnen. Man skal blot huske at pakke lidt i sin håndbagage til natten, da man ikke får adgang til éns indcheckede bagage.

I øvrigt slap vi helt for det med selv at skulle finde hotellet. Vi ankom noget trætte efter en lang flyvetur fra Denpasar på Bali. Lige da vi kom fra flyveren ind i terminalen, blev vi mødt af en medarbejder fra hotellet, der ventede på os med et skilt med vores navne. Han hjalp os med håndbaggagen og guidede os hen til lufthavnen og hotellet. Dermed havde vi frie hænder til at kunne koncentrere os om at få de trætte børn med.

Komfortabelt familieværelse

Dubai International Airport Hotel fik vi et familierum med plads til både mor, mormor og to børn. Bemærk, at det på hotellet kan lade sig gøre at få to tilstødende værelser, hvor man kan åbne en dør op imellem. Værelset var fint, sengene dejligt komfortable og personalet imødekommende og hjælpsomme på et tidspunkt, da vi selv var trætte. Overnatning på et lufthavnshotel er selvfølgelig en ekstra udgift oven i et i forvejen stort rejsebudget. Vi var dog glade for ikke at ankomme helt udmattede hjem til Danmark, hvor hverdagen snart skulle begynde igen. Desuden slap vi for jetlag, nok pga den overnatning vi fik undervejs.

Emirates kan anbefales til flyrejsen med børn

I øvrigt har vi på de seneste tre flyveture østover fløjet med Emirates, hvilket altså resulterer i mellemlandingen i Dubai. Emirates har dels været blandt de billigste på det tidspunkt, vi skulle bestille billetter, og dels er de komfortable at rejse langt med. Det skyldes blandt andet udmærket benplads samt et godt udvalg af mad og film. Desuden har de vist sig at være strålende at flyve med, når man rejser med små børn. Børnene fik en fin lille pakke med legetøj. Endnu vigtigere var det dog, at personalet var langt mere hjælpsomme omkring børnene, end vi har oplevet med andre selskaber.

Indlægget Mellemlanding med overnatning på lufthavnshotel i Dubai blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
797
Bo ved børnevenlig strand i Sanur https://mit-indonesien.dk/bo-smukt-ved-strand-og-skoenne-pools-i-sanur/ Mon, 16 Mar 2020 18:33:03 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=685 Skønne Segara Village Hotel i Sanur byder på sandstrand, strand-restaurant, og lækre swimmingpools til enhver smag.

Indlægget Bo ved børnevenlig strand i Sanur blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Som det nok fremgår på hjemmesiden her, går turen ofte til Ubud, når vi rejser til Bali. Men vi elsker også strandlivet, og det er der af gode grunde ikke noget af inde i landet. På sidste Indonesienrejse tog vi derfor en dagstur til Sanur for at skifte svømmepølen på vores hotel i Ubud ud med bølger og strand. Her fandt vi frem til hotellet Segara Village Hotel, som nu står højt på listen til nogle overnatninger på vores næste rejse.

Hotel med privat og børnevenlig strand

Mod et mindre beløb fik vi mulighed for at tilbringe hele dagen på hotel-området. Her kunne vi benytte os af den private strand, der var absolut børnevenlig. Er man efter surf-venlige bølger er det med andre ord ikke her, man skal hen, men vil man gerne bare dyppes i havvandet og bade ved en rolig, børnevenlig strand, er stedet ideelt.

Palmer og sandstrand ved Sanur på Bali Sandstrand ved Sanur på Bali

Der er sandstrand uden meget grus og sandbund et godt stykke ud. Palmerne ligger i kanten mellem hotel og strand. På den ene side af en strand-restaurant, der hører til hotellet, ligger farverige udriggerkanoer trukket op på land. På den anden side findes der liggestole. Der er en del sælgere på strandene omkring hotellet, men ikke på selve den private strand ud for hotellet.

Lækker sydøstasiatisk mad i strandkanten

Helt ned i sandkanten ligger en træ-terasse med borde og stole, hvor man kan spise fine retter fra restauranten. Vi delte to lækkert tilberedte retter: en frisk, thailandsk-inspireret papaya-salat med rejer, og en balinesisk nasi campur; en balinesisk ret bestående af ris med forskelligt tilbehør (nasi betyder kogte ris, og campur en ‘blanding’). Sidstnævnte var perfekt; ikke for tilpasset turist-smagsløg, men med samme tilbehør, som man ville kunne finde på et mere lokalt spisested. Og dertil et par glas kølig, god hvidvin. Den balinesiske ret nasi campur og et glas kølig hvidvin

Nasi campur og kølig hvidvin i strandkanten

Thailandsk ret med papaya og rejer

Papaya-salat med rejer

Maden fik vi lov at nyde et stykke tid, for børnene slog sig ned i sandet ved siden af med deres strandlegetøj i en skyggefuld plet under palmerne.

Svømmepøle til enhver smag

Hotellet har tre svømmepøle, den ene, som ses på billedet øverst i indlægget, er den største, og ligger tæt nede ved stranden. Der hyggede den halvanden-årige sig med at plaske rundt i det lavvandede vand rundt om selve poolen. Tæt herved lå også en legeplads, som vi var omkring. Tættere på hotellet lå endnu en dejlig svømmepøl omgivet af fine tropiske planter. Vi spottede endnu en mindre svømmepøl på området, men havde ikke behov for mere vand på det besøg. Selve værelserne må vi have til gode at afprøve og beskrive til en kommende rejse, men vi tør godt anbefale hotellet til Bali-rejsende udelukkende ud fra de dejlige ude-arealer. Og til dem, der som os ender med at tilbringe en stor del af rejsen i og omkring Ubud, kan vi anbefale at benytte sig af muligheden for en stranddag på hotel-området.

Udriggerkano på stranden ved Sanur

Indlægget Bo ved børnevenlig strand i Sanur blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
685
Familievenligt hotel i Ubud – med udsigt over rismarkerne https://mit-indonesien.dk/familievenligt-hotel-med-udsigt-mod-rismarker-i-ubud/ Fri, 06 Mar 2020 21:33:40 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=686 Green Field Hotel i udkanten af Ubud på Bali er godt for alle, også familier med helt små børn.

Indlægget Familievenligt hotel i Ubud – med udsigt over rismarkerne blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Egentlig er ‘familievenligt’ ikke et ord, vi selv går efter, når vi finder hotel. Vi synes fint, man kan have børn med på alle mulige slags hoteller, og går ikke selv efter dem med ‘bamseklub’ og børneunderholdning. Og på de fleste hoteller på Bali er der så meget for børnene at fordybe sig i, at det sagtens kan undværes.

Når vi alligevel anbefaler Green Field Hotel and Restaurant som et ‘familievenligt’ hotel, er det af andre grunde. Dels fordi hotelområdet er i ét plan modsat fx de ellers skønne niveau-delte hoteller, der findes på Ubud’s bakkede skråninger, men som kan være lidt hårde at styre en 0-2-årig på pga de mange trapper (og fald-muligheder). Og dels fordi det på Green Field Hotel kan lade sig gøre at få et værelse til et lidt mere ulige antal gæster. Hvis man fx ikke er to forældre og 1-2 børn, kan det nemlig nogle gange være lidt svært at finde et passende værelse.

Green Field er godt til flere generationer

På Green Field fik vi således et værelse, der fint kunne passe til vores gruppe bestående af mor, mormor og to børn på to og fem år: en dobbeltseng, en halvanden-mandsseng, og en tremmeseng til den mindste. Værelset ville også fint kunne bruges af en familie med tre-fire børn. Ud over senge var der et bord med plads til at spise omkring, et stort badeværelse med badekar og en dejlig privat terrasse med udsigt mod rismarkerne.

Udsigt over rismarker fra terrassen

Stort og dejligt hotelområde

Selve hotelområdet er også dejligt, med langstrakt lotus-dam og to swimmingpools. Den ene er en mindre saltvandspool og dertil en større svømmepøl, som vi udelukkende benyttede – se billedet øverst – da den mindre var under renovering. Der er ikke børnepool, men med et par svømmevinger til den lille gik det fint. I et lokale lige ved siden af svømmepølen kan man få massage – eller som familiens ældste barn her, neglelak, mens den mindste tog en slapper.

Skøn morgenmadsbuffet, vandbeholdere og take away

Morgenmaden var en udmærket buffet i et dejligt udendørs område, igen med kig til rismarker. Det var også muligt at tilkøbe aftensmad – enten til at spise i restauranten, eller leveret til værelset. Hotellet ligger lidt væk fra Ubuds centrum, men det er muligt at få transport til centrum som del af opholdet. Bemærk i øvrigt, at der på hotel-området findes vandbeholdere, du kan fylde din drikkedunk op med, i stedet for konstant at købe små plastikflasker vand under rejsen.

Bemærk, når du bestiller, at hotellet har værelser både i stue-etage med terrasse og en etage oppe med balkon; begge med udsigt mod rismarker eller hotel-området.

Du finder hotel Green Field Hotel and Restaurant på Jalan Pengosekan i Ubud.

Indlægget Familievenligt hotel i Ubud – med udsigt over rismarkerne blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
686
Bo i mini-oase nær Ubud https://mit-indonesien.dk/bo-i-mini-oase-naer-ubud/ Tue, 09 Jul 2019 17:31:24 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=146 Vil man lidt væk fra Ubuds få, men travle gader, kan man finde fred og ro på det skønne hotel Amatara Arya Ubud i udkanten af byen.

Indlægget Bo i mini-oase nær Ubud blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Vil man lidt væk fra Ubuds få, men travle gader, kan hotellet Amatara Arya Ubud stærkt anbefales. Her er et mindre antal skønne værelser bygget rundt om en dejlig have med en fin svømmepøl i bunden.

Ved siden af svømmepølen ligger en morgenmadsrestaurant, hvor der kokkereres og laves kølige, friske frugtsmoothies, mens du sidder på verandaen og indtager din morgenmad. Denne var dejlig og varieret i sammenligning med en del andre steder, vi har boet.

Hotellet anbefales også med de mindste – det er langt fra så trappeplaget som mange andre hoteller, og de små vil elske at gå på opdagelse i haven, se på de små fiskedamme og håbe på besøg fra eksotiske fugle.

Let at få transport til centrum

Det tager 10-15 minutter at komme med bil eller motorcykel ind til Ubud. Hotellet tilbyder transport på faste tider i løbet af dagen, men da jeg boede der, var personalet også villige til at arrangere transport på andre tidspunkter. Det kan også nemt lade sig gøre at få en taxi mellem byen og hotellet.

Der var ikke aftensmad på hotellet, men jeg bestilte uden problemer mad udefra med hjælp fra personalet, når jeg ikke lige var i humør til at skulle ind til Ubud for at spise.

Svømmepølen var skøn og børnevenlig, selv om der ikke er børnepool. 

Adressen er: Amatara Arya Ubud, Jl. Raya Tebongkang, Singakerta, Ubud.

Indlægget Bo i mini-oase nær Ubud blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
146
Bo afsides i Ubud – på Nick’s Hidden https://mit-indonesien.dk/bo-afsides-i-ubud-paa-nicks-hidden/ Mon, 08 Jul 2019 20:59:59 +0000 https://mit-indonesien.dk/?p=127 Hotel Nicks Hidden er en lille perle i Ubud, tæt på centrum, men alligevel godt gemt af vejen.

Indlægget Bo afsides i Ubud – på Nick’s Hidden blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
Vil man bo lidt væk fra de travleste gader i Ubud, er Nick’s Hidden Cottages et godt bud på et dejligt hotel i mellemklassen rent prismæssigt. Hotellet ligger på Jalan Bisma, der er en sidevej fra hovedgaden Jalan Raya.

Som alle steder i Ubud sniger andre hoteller sig også ind på denne vej, men det ligger fortsat gemt af vejen bag et par rismarker. Ankommer du om aftenen, kan du køre kufferterne ned ad en smal sti mellem rismarkerne til lyden af hundrede frøer, der kvækker i vandet.

Ankommer du i stedet i dagtimerne, kan du måske se risbonden plante små stiklinger ud. Du kan samtidig glæde dig til at hoppe i den skønne svømmepøl, der ligger omkranset af små ananasplanter i bunden af hotelområdet, som er bygget ned ad en skråning mod en stejl kløft.

Fred og ro og svalende svømmepøl

Nicks Hidden er bygget med inspiration fra små balinesiske huse med omkring 4 værelser i hver. Værelserne er simple, men store, med små altaner og smukke træudskårne døre.

Hotellet er et af de mindre af slagsen, så her kan man forvente fred og ro og mange timer ved den skønne, dybblå svømmepøl til lyden af vand, der bruser i bunden af den palmeklædte kløft under hotellet.

Ikke for gangbesværede

Hotellet er bygget ned ad en skråning mod en palmeklædt kløft med høje trappetrin og er derfor ikke særlig godt egnet til gangbesværede, der især vil have svært ved at komme ned til poolen.

Det kan også være lidt besværligt med helt små børn, på grund af de mange, stejle trin. Vores sidste besøg var med en meget aktiv, men ikke særlig trappesikker halvandenårig, og da den uge, vi havde bestilt på Nick’s Hidden, var gået, valgte vi at flytte til et hotel på et fladere hotelområde, så de voksne kunne slappe lidt mere af.

Men kan man overkomme det, er Nick’s Hidden et virkelig dejligt og roligt sted at bo med børn, hvis man i øvrigt ikke behøver en børnepool. De vil elske at hoppe i det kølige vand, kigge på fine figurer og farverige fisk på hotelområdet og se personalet stille små ofringer ud på fliserne på forskellige tidspunkter af dagen.

God hjælp til det meste i receptionen

Hotellet er behjælpelig med en lang række ture, som man fint kan bestille i receptionen, herunder transport til lufthavnen.

Sidst bestilte vi et besøg på kokkeskole gennem hotellet. Det foregik midt i rismarkerne uden for Ubud, hvor den 5-årige nød at være med til at lave kokospandekager og fine ofringer. Siden har de gjort os opmærksomme på, at de nu også selv tilbyder kokkeskole på stedet.

Man kan også bestille skøn, balinesisk massage. Det foregår lige skråt over vejen og kan ligeledes bestilles i receptionen.

Og endelig byder en af bygningerne på selve hotelområdet på et lokale, hvor der kan dyrkes yoga.

Der er ikke restaurant på hotellet, men der serveres en simpel morgenmad, hvor man kan vælge mellem frugt, pandekager eller brød samt æg, the eller kaffe.

På langt de fleste spisesteder i Ubud og i Indonesien generelt kan man bede om at få maden som take-away, hvis man alligevel har lyst til at spise hjemme på hotellet. Så beder man om at få det som takeaway eller ’di bungkus’.

Man kan også bestille mad fra Nick’s Hidden’s søsterhotel Nick’s Pension, der ligger på samme vej. Vær opmærksom hvis du bestiller taxa til hotellet fra lufthavnen. En del af dem stopper nemlig ved Nick’s Pension, som man passerer på venstre hånd, før man ankommer til Nick’s Hidden, der kommer lidt længere henne på højre hånd.

Hotellet finder du på Jalan Bisma nr 75 i Ubud.

Indlægget Bo afsides i Ubud – på Nick’s Hidden blev først udgivet på Mit Indonesien.

]]>
127