Overalt i Ubud er der uendelig mange muligheder for at købe fine indonesiske håndlavede varer med hjem, samt oleh-oleh – souvenirs til dem derhjemme – i alle prisklasser.
På Jalan Raya, hele vejen langs Jalan Monkey Forest samt andre veje såsom Jalan Hanuman – og Jalan Dewisita, der går på tværs af sidstnævnte to gader – er der linet op med butikker, der udbyder al slags kunsthåndværk, tøj, badesandaler, balinesisk producerede møbler og lignende, med mere.
Tjek de lokale mærker
Det lokale mærke Pusaka har butikker både på Jalan Raya (nær Casa Luna) og på Jalan Monkey Forest (på strækningen mellem Jalan Raya og fodboldbanen) har meget fine batiktørklæder i silke og bomuld, sommerkjoler og skjorter til både voksne og børn.

Stof fra Pusaka
Det er et oplagt sted at finde gaver eller sommertøj af lidt lækrere og langt mere holdbart kvalitet end de ting, der fx kan købes på det lokale marked midt i Ubud. Derfor er det også noget dyrere, og der kan typisk ikke handles om prisen.
På markedet skal man prutte om prisen
På Ubuds marked, der ligger ved hjørnet af Jalan Monkey Forest og Jalan Raya (hovedgaden), skal man prutte godt om prisen, der tit er skruet op på 3-4 gange mindsteprisen, så man skal ikke være bange for at byde et godt stykke under det, sælgeren først foreslår.
Vores bedste tip er at byde et godt stykke under den pris, man selv finder optimal, men samtidig overveje, hvor lidt man egentlig synes, det i sidste ende er rimeligt at betale folk for de ofte ret fine varer.
Man kan blive lidt irriteret over ikke at få lov at kigge uden at en sælger vifter et tilfældigt udvalg af varer op i hovedet på en, imens man kigger, men nogle gange hjælper det venligt at sige, at man lige vil kigge først (’lihat dulu’, på indonesisk).
Til gengæld kan man her finde alt fra silkebadekåber, lækre strandkjoler, flippede kjoler og bukser, flot flettede kurvevarer, malerier, til smykker, skåle, og frisk frugt.
Lad op i gårdhaven på Café Blu
Hvis man vil holde en lille pause fra markedet, kan man lade op med en is-cappucino eller smoothie på den lille café og frokostrestaurant Blu på Gang Nerada, en lille, stille gyde, der går mellem Jalan Karna og Jalan Monkey Forest.

Jalan Karna løber fra det centrale marked og er spækket med markedsboder på begge sider, men er en anelse mindre hektisk end den centrale del af markedet tættere på Jalan Raya.
Gaden er bilfri, om end der kommer en motorcykel af og til.
Smukke bøger og gode kort hos Periplus
I boghandleren Periplus, der blandt andet findes på Jalan Monkey Forest (på modsatte side af fodboldbanen) samt Jalan Raya nær restaurant Casa Luna, kan man købe gode engelsksprogede romaner, flotte coffee-table bøger om blandt andet balinesisk arkitektur, lækre kogebøger samt børnebøger til både små og store børn.
Man kan også finde et rigtig godt udvalg af indonesisk litteratur oversat til engelsk, samt kort over Bali.

Hvidt til alle formål
Det balinesiske mærke Uluwatu sælger nattøj, undertøj, kjoler og kimoner i silke med balinesisk, håndlavede blonder, alt i hvidt.
Butikken er i den dyre ende og findes både på Jalan Monkey Forest (ca midt mellem Jalan Raya og abeskoven) og Jalan Raya i Ubud (nær restaurant Nomad).
Hængekøjer i alle størrelser
Den lille butik Hammock ligger på Jalan Raya nær restaurant Nomad (på samme side men lidt længere væk fra centrum, nær Jalan Hanuman).
Her kan man købe lækre og lette hængekøjer med plads til både 1, 2 og 3 personer.
Seneste kommentarer