På vores seneste besøg på Bali i juli 2022 brugte vi en dag på Titi Batu Ubud Club, der ligger afsides i den sydlige udkant af Ubud. Det viste sig på en og samme tid at være særdeles voksen- og børnevenligt. Vi anbefaler det derfor til børnefamilier såvel som til voksne uden børn. Eller sagt på en anden måde: der var plads til både familier med små og store børn samt expats, digitale nomader eller andre voksne, der rejser uden børn.

Børne, voksen- og familiepoolen i baggrunden

Svømme- og fitness-faciliteter for alle

Der findes diverse sportsfaciliteter på området. Det gælder blandt andet fitnessrum, tennisbane, bordtennis og spa-område samt en voksenpool. I sidstnævnte skal man være over 16 år. Der er dermed plads til svømme baner eller sole sig uden at blive overplasket af børn, der springer i eller svømmer på tværs. Søndag eftermiddag skal man dog regne med, at personalet fylder familiepoolen med overdimensionerede badedyr, skumkanon og musik i et par timer.

Søndag eftermiddag er lig med badedyr og skumkanon. Men det varer højst et par timer, så er der ro igen.

Vores selskab bestod imidlertid af en voksen samt en 6- og 10-årig. Vi brugte derfor dagen ved de to andre pools, der findes på området. Den ene er en lavvandet pool, hvor de helt små kan bunde. Den er forbundet via helt lavt vand med en større familie-svømmepøl, hvor den ældste kun kunne bunde i den ene ende. Her findes dog også et mere lavvandet område, hvor mindre børn kan bunde. I familiesvømmepølen hyggede børnene sig desuden med at hoppe i vandet fra en lille bro i ca. halvanden meters højde. Den egner sig ikke til hovedspring, selv om det ikke fremgår nogen steder.

Hele vejen rundt findes liggestole – dem ved børne- og familiepools er placeret midt i lavt vand i små ‘gazeboer’ under skyggefulde presseninger. Køber du dag/familiepas, har du adgang hertil. Gazeboerne er omgivet af helt lavt vand, så man har sin egen lille ‘ø’ i poolområdet. Ved voksenpoolen er der liggestole placeret i fuld sol. Ved siden af er der et større skyggefuldt område med borde og stole. Her er der også plads til at arbejde på medbragt computer, og der er fin internetforbindelse på stedet.

Gazebo ved svømmepøl

Gazeboer i svømmepølen

Et voksentip: søndag eftermiddag er der temmelig meget gang i den ved børnepoolområdet. Det blev også lidt rigeligt for undertegnede ud på eftermiddagen med høj musik og skumkanon ud i familiepoolen. De andre dage, vi var der, var der meget mere roligt.

Varieret menukort med lækre retter

Ud over det almindelige menukort var der et menukort med udelukkende veganske og glutenfrie retter. Begge har en stor variation af retter. Vi benyttede os af begge, da en i selskabet har cøliaki/glutenallergi. Der er mulighed for både indonesiske og vestlige retter og masser af sunde, grønne retter. Dertil kommer god kaffe og gode drinks.

Drink ved svømmepøl

Kølige drinks serveret ved poolen

Priseksempler og lokation

Vi købte et familie-dagspas og brugte blandt andet det meste af en solfyldt, doven fredag i det lækre badeområde. Vores dagspas kostede 100.000 rupiah (ca 49 kroner) pr person og kan købes til familier på minimum tre medlemmer. Det inkluderede indgang, håndklæder samt mad- og drikke fra deres omfangsrige menukort. Det, vi spiste og drak ud over det, der indgik i dagspasset, betalte vi for, da vi var færdige. I alt beløb det sig til 520.000 rupiah for både dagspas og øvrig mad til os alle, herunder to måltider pr mand samt diverse drikke. Det svarer til ca 254 kroner (vekselkurs i 2023) for tre personer.

Kaffe ved poolkanten

Ved familiepas går hele beløbet til den mad, man betaler. Alternativt kan man købe enkelte billetter. På tidspunktet for vores rejse kostede det 100.000 per voksen og 75.000 per barn – i så fald skal er der inkluderet mad/drikke fra stedet for 25.000 rupiah per person – vil man have mere, skal det betales ekstra. Altså kunne familiepasset rigeligt betale sig for os.

Kommer du med taxa, ved de fleste chauffører hvor ‘Titi Batu’ er. Det ligger i området ‘Mas’ i den sydlige del af Ubud. Her kører man ind ad en længere stille vej, der bugter sig imellem rismarker.

Se flere oplysninger på Titi Batus hjemmeside.

Senest redigeret 4.7.2023