Man rejser selvfølgelig ikke ‘alene’, når man rejser med sine børn. Men det er noget andet, end at rejse med en partner, familie, eller venner. Måske har du nogle særlige overvejelser eller bekymringer omkring at rejse alene med børn. Her deler jeg ud af nogle af de erfaringer, jeg selv har gjort mig og de overvejelser, jeg gør mig i forhold til vores næste længere rejse.

Jeg har rejst en del med min datter som ene voksen, da hun var mindre. Jeg har kun en enkelt gang rejst rigtigt ‘alene’ med begge børn. Det var på en ret nem sommerferierejse til Grækenland. Men da min datter var yngre, og jeg jævnligt arbejdede i Østtimor og Indonesien, var hun med flere gange.

Barn på marked

Med på arbejde i Østtimor

Jeg var heldig, at mine forældre kunne rejse med og tilbringe noget tid sammen med os. På et par af turene var de med under hele rejsen. På en anden rejse var min far med på udrejsen. Han rejste hjem efter nogle uger, hvorefter jeg var på egen hånd med min datter resten af opholdet. Det bragte os også en uges tid til Bali inden vi fløj helt hjem.

På næste tur rejser jeg alene med børnene til Bali en måneds tid. De vil på det tidspunkt være hhv. 6 og 10 år. Det bliver vores første længere ‘alene-rejse’ alle tre. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være så længe sammen langt væk med børnene.  Men der er mange ting, du selv kan gøre, for at lette rejsen, når du er ‘solo-rejsende’ med børn.

 

Tips til flyrejsen alene med baby eller tumling

Der er en klar økonomisk fordel ved at rejse med børnene, når de er helt små. Mens mine børns billetter nu er næsten lige så dyre som en voksenbillet, så det anderledes ud, da de var helt små. Flyver du med dit lille barn, kan du nemlig komme meget billigt med flyet. Dette gælder selvfølgelig også jer, der måske rejser to forældre sammen. Men som aleneforælder er det en ekstra fordel, da man typisk kun har én indkomst til at betale rejsen. På en af vores rejser til Bali, da min datter var under 2, slap jeg fx med omkring 400 kr for hendes del af billetten. Til gengæld har du barnet på skødet på flyrejsen. Det kan fysisk være lidt hårdere, end når de bliver store nok til at sidde i deres eget sæde.

Rejser du med et lille barn, kan du sikre dig, at du får et ‘bassinet’ eller en krybbe, som din baby kan sove i under flyrejsen. Så har du hænderne fri, når barnet sover. Tjek og dobbelttjek inden rejsen, at det fortsat er reserveret, for det kan glippe. Dog skal barnet op hver gang, der er turbulens nok til, at sikkerhedsbæltet skal spændes fast.

 

Overvej, hvornår på dagen I skal flyve

Tænk på hvilket tidspunkt på døgnet du rejser, når du skal flyve langt. Skal du flyve tidligt om morgenen, er du sikkert selv allerede træt inden afgang. Og måske varer det længe, før dit barn er træt, så du selv kan læne dig lidt tilbage. Hvis du flyver sent på aftenen, risikerer du også at have udmattede børn allerede i lufthavnen. Jeg foretrækker selv at flyve tidligst ved middagstid, når vi flyver mod Asien. Allerhelst flyver jeg om eftermiddagen. Så skal vi ikke forfærdeligt tidligt op, vi kan i god ro og mag sikre, at vi har styr på baggagen og slipper for at stresse på vej til samt i selve lufthavnen. Samtidig er der mulighed for, at børnene indenfor overskuelig tidshorisont kan få noget søvn på flyveren. Du får nok ikke selv en fuld nattesøvn på flyet, men på den måde har du mulighed for at slappe lidt af.

 

Hav ekstra mad med til turen

Sørg for selv at have lidt mad med til rejsen, også selv om du bestiller baby- eller børnemenu på flyet. Jeg har et par gange ventet ret længe på flyet, før jeg kunne få måltiderne serveret til børnene. Selv om man selv godt kan klare at vente, til man får serveret maden, er det ikke sikkert, at ens halvandenårige kan vente, til alle andre spiser. Et lille irritationsmoment har nogle gange været, at flypersonalet har insisteret på at servere mit og barnets måltid samtidig. Det kan selvsagt dårligt lade sig gøre, hvis man har barnet på skødet og kun et enkelt lille flybord foran sig. Så må man være lidt insisterende, så man fx selv spiser lidt senere.

Jeg sørger for at pakke håndbaggage i to mindre portioner. En mindre taske eller stofpose der kan ligge under sædet foran. Her har jeg de ting, jeg ved, jeg jævnligt får brug for under flyturen. Og så har jeg en trolley eller lignende, som kommer op i baggagerummet over sædet med de ting, jeg ikke nødvendigvis får brug for på turen. Så skal jeg ikke hele tiden op og ned og forstyrre et måske sovende barn.

 

Tag imod hjælp, når der er brug for det

Det er både til min fordel og ulempe, at jeg er et temmelig selvstændigt menneske. Det er på den ene side med til at gøre, at jeg ikke har så mange betænkninger i forhold til at kaste mig ud på længere rejser med børnene. Men det gør også, at jeg nok ikke er supergod til at bede om hjælp. Jeg øver mig i det, for det ér virkelig ikke nemt selv at tage alt slæbet. Min erfaring er heldigvis, at folk som regel er søde til at give en hjælpende hånd med med en kuffert. Det samme gælder med et barn i lufthavnen eller i flyet, hvis du fx skal på toilettet.

Nogle lufthavne har heldigvis klapvogne i transitområderne, som man også snildt kan få pakket en baby ned i. Ellers kan barnet også nogle gange ligge i transithallernes små baggagevogne, så du kan hvile armene lidt. Hav en babydyne med, så dit barn kan ligge blødt. Den er i det hele taget rar at have med på rejsen uanset om destinationen er varm. Og med en baby er en babysele eller rygbærestol selvfølelig oplagt, så du har armene fri. Du kan også undersøge, om du kan få lov at få jeres egen klapvogn med igennem transitområdet, hvis I medbringer sådan en. Uanset hvordan I rejser, vil der dog som oftest være hjælp at tage imod på vejen. Gør endelig brug af det, så du ikke er helt udmattet ved ankomst.

 

Pak smart

Sidst vi rejste, fik vi kun en áf vores to kufferter med hjem. Den anden – min – kom efter fem dage, hvor den tilsyneladende var forsvundet sporløst. Vi havde pakket alt mit og min drengs tøj i min kuffert og min datters i hendes egen mindre kuffert. I tilfælde af, at noget lignende skulle ske på udrejsen, vil jeg næste gang være lidt bedre til, at fordele vores tøj m.m. i de forskellige kufferter. Dermed står ingen uden noget, hvis noget af baggagen mangler i starten. Det er trods alt lidt mere besværligt, hvis man er én forælder, der pludselig skal ud og indkøbe det, der mangler, sammen med rejsetrætte børn.

 

Barn i lufthavnen

Hjemrejse alene med min datter fra Bali efter et ophold i Østtimor

 

Så snart mine er store nok til det, får de selv en kuffert med. Min datter hyggede sig som toårig med at trille sin egen lille rullekuffert igennem lufthavnen. Det gør, at hun allerede er vandt til at tage lidt af slæbet, hvilket er en stor fordel, når man kun er én voksen. Man skal selvfølgelig sikre sig, at man ikke får pakket på en måde som gør, at man ikke selv kan tage baggagen i farten, hvis børnene fx er for trætte. Går turen til Indonesien, kan du finde flere forslag til hvad, det er smart at have med kuffterten i indlægget her.

Barn med rullekuffert i lufthavn

Med egen rullekuffert på Java

Vigtige papirer og penge

Jeg har aldrig oplevet spørgsmål i lufthavnen omkring det, at jeg rejser alene med børnene. Men du kan overveje at medbringe en udtalelse fra medforælder, der siger god for rejsen, eller dokumentation for, at du er eneforælder, hvis det er tilfældet. Medbring også kopi af pas og lignende, så du måske er lidt bedre hjulpet, hvis du skulle miste noget undervejs.

Du bør desuden overveje at have flere forskellige kreditkort med. Fordel dem forskelligt i baggagen. Det gælder naturligvis også andre rejsende, men det ér bare lidt mere uoverskueligt at miste sit eneste kort, hvis man er den eneste voksne. Er man to, er der trods alt større chance for, at den anden også har en ekstra pung og kreditkort. Den ene gang uheldet var ude for mig, stod jeg med et ubetalt hotel men heldigvis rigeligt med kontanter til den resterende del af rejsen. Hotelbetalingen måtte derfor ordnes med en overførsel fra banken hjemmefra. Du skal desuden være opmærksom på, at der måske er et maksbeløb på dit visakort, som let kan overstiges, hvis du fx også har betalt flybilletter med det inden udrejsen. Det kan derfor være rart med et ekstra, så du ikke pludselig nærmer dig en beløbsgrænse.

 

Fordele og ulemper ved at rejse alene med børn

Der er både fordele og ulemper ved at rejse alene med børn. Hvis du er meget bekymret omkring, hvordan en længere rejse vil være, kan du jo evt overveje en kortere og mere overskuelig rejse først. Jeg er glad for at have afprøvet, hvordan vi fungerer sammen alle tre på en ikke så strabadserende rejse, inden vi nu giver os i kast med en Asien-rejse. En længere rejse med en veninde og hendes børn til Thailand, hvor vi hver især rejste med to små børn (på 7 mdr, 2, 4 og 6 år) var også med til at give mig mod på en længere rejse med børnene.

 

Ensomhed?

Det må være et temperamentsspørgsmål. Var du, som jeg, vandt til at være solo-rejsende før du fik børn, er det næppe noget problem. Det, der forandrer sig, er selvfølgelig, at du mister muligheden for at gå ud om aftenen efter barnet er lagt i seng. Jeg selv har dog ofte været så fyldt op på det tidspunkt, at jeg havde mere brug for en aften alene end nyt selvskab. I Indonesien og Østtimor er der varmt. Måske har man været på ture om dagen eller brugt lang tid i pool eller på stranden. Ikke ligefrem hårdt arbejde, men man er alligevel typisk træt lidt tidligere på aftenen end derhjemme. Jeg har derfor ikke haft noget imod lidt tid alene inden sengetid.

Det hjælper måske også, at jeg har rejst meget alene i Sydøstasien i forbindelse med rejser og arbejde. Jeg er derfor vandt til at gå alene på restaurant eller cafe og har ikke noget imod det. Typisk havde jeg en bog eller arbejde med, som jeg lod mig opsluge af imens. Nu, med børn, har vi måske en rejsedagbog eller et par aktivitetsbøger med, til når vi slår os ned på en restaurant. Jeg savner med andre ord ikke specielt voksenselskab på rejsen.

I Indonesien hjælper det også, at jeg taler sproget og falder i snak med en del mennesker i løbet af en dag. Men selv hvis man er på mere ukendt grund, gør børnene alligevel typisk, at man falder i snak med andre på rejsen. Måske etablerer børnene nye venskaber, også når de ikke nødvendigvis taler samme sprog. Man går derfor sjældent i seng uden at have haft voksenselskab i løbet af en dag.

 

Familietid

Jeg har ofte haft en af mine forældre med på længere rejser til Sydøstasien. Jeg skulle nemlig også arbejde – og så er jeg heldig at have eventyrlystne forældre. På en af turene kunne min far dog ikke blive hele de to måneder i Østtimor, som mit arbejde krævede. Derfor var jeg alene med min datter på den resterende del af turen. Det gjaldt også hjemrejsen. Da holdt min datter og jeg en uges ferie på Bali, inden vi fløj helt hjem.

Jeg har kun rejst alene med begge børn på en mere overskuelig charterferie. Jeg plejer ikke at rejse på den måde, men vi trængte til pool, strand og varmegaranti efter corona. Og det viste sig at være godt givet ud. Der er fire år imellem mine børn, og de er optaget af vidt forskellige ting. I farten i hverdagen kan jeg derfor savne, at vi laver nok sammen alle tre. Det kommer til gengæld helt af sig selv, når vi rejser. De er fx begge vandhunde, og det er svært ikke at have det sjovt sammen i en svømmepøl eller i havet. Og på rejsen er der ikke to forskellige værelser at forsvinde ind på med hver sine aktiviteter. Derfor finder de i højere grad sammen om aktiviteter, og konfliktniveauet daler derefter.

Vi har også nydt sammen at lave rejsedagbøger, hvor vi har malet, tegnet, og skrevet nogle af de ting ned, vi havde oplevet i løbet af dagen. De er stadig hyggelige at finde frem i dag. Og nu er begge børnene ved at være i en alder, hvor vi kan spille spil sammen, som alle tre gider og kan finde ud af.

 

Fritid

Rejser du alene med dine børn, er det måske, fordi du også er alene med dem i hverdagen derhjemme. Og selv om der kan være en del bøvl forbundet med at rejse alene med børn, er der derfor også ting, der letter. De sidste mange rejser, har vi boet på hotel. Jeg har der sat stor pris på at være fri for hverdagsopgaver, der tager tiden fra samværd med børnene (eller tid til en god bog eller andet). I Indonesien er det let at betale sig fra at få vasket sit tøj, bor du på hotel, bliver dit værelse gjort rent, sengen redt og maden tilberedt. Det er en ekstra luksus, hvis man er vandt til at stå for det hele derhjemme. Det er derfor noget, jeg sætter virkelig stor pris på, når vi rejser.

Jeg er ikke til ‘børneklubber’ og lignende – og det samme gælder mine børn. Med undtagelse af sommerferieturen til Grækenland har vi heller ikke boet steder, hvor det overhovedet er en mulighed. I stedet bor vi helst på mindre hoteller, hvor børnene hurtigt kommer til at føle sig hjemme. Her er fx vores favoritløsning på Bali, uden børnepool og lignende. Der er rigeligt med lige så gode steder, men da jeg også brugte det før børnene, er det endt med at være et yndlingssted for os alle. Men hvis man selv samt børnene er til det, kan det andet selvfølgelig være en mulighed for at ‘købe’ sig til lidt ekstra fritid helt for sig selv.

 

Find flere tips til at rejse med børn

Jeg synes selv, at fordelene opvejer ulemperne i forhold til at rejse alene med børn. Det allervigtigste er, at give sig god tid og måske nedsætte ambitionsniveauet for, hvad der skal nås. Jeg synes selv, det er hyggeligt, at udforske Bali i børnenes langsommere tempo. Det passer alligevel fint til varmen, hvor ting godt må gå lidt langsommere.

Vi har flere tips på hjemmesiden, der måske kan hjælpe dig i forberedelsen. Her kan du fx læse om, hvad mine børn glæder sig allermest til, når vi skal til Bali. Går jeres tur også til Bali med børnene er der en række forslag her. Og her er en række tips til flyrejsen til dig, der skal rejse langt med børn. Mangler vi noget, er du velkommen til at sende os en besked, og så skal vi se, om vi ikke kan besvare dit spørgsmål. Rigtig god rejse!