Den bedste måde at opleve Balis rismarker på er at bevæge sig ud i dem, og helst til fods. Der findes flere smukke udsigtspunkter over de mere spektakulære risterrasser, og hvis du benytter dig af en lokal chauffør, kan du helt sikkert blive kørt ud til nogle af disse.

Det er absolut turen værd, men der er også fine halvdagsture, du selv kan gå, midt ud i rismarkerne.

En af de ture, jeg selv jævnligt har gået i Ubud, begynder enten centralt fra Jalan Kajeng eller længere ude ad hovedgaden Jalan Raya. Jeg selv plejer at vælge den sidstnævnte. Dermed slutter jeg turen af mere centralt i Ubud, når jeg kommer tilbage ad Jalan Kajeng, der ender midt på hovedgaden.

Hvis du gør som jeg, så gå ad Jalan Raya ud forbi Jalan Bisma, der kommer på din venstre side. Kort efter du har passeret Jalan Bisma, skal du dreje til højre op ad en lille stejl bakke, før turen ind i rismarkerne begynder på venstre side.

Hvis du er i tvivl om, præcis hvilken vej du skal gå for at komme ind på ruten, så spørg ad efter Restaurant Sari Organik – den kommer vi tilbage til lige om lidt.

Ris så langt øjet rækker

Når du har fundet ruten, skal du sådan set bare sætte det ene ben foran det andet. Den sti, du skal følge det næste gode stykke tid, rejser sig mellem rismarkerne på begge sider, så langt øjet rækker.

Ruten er over de år, jeg har gået den, blevet stadig mere indtaget af diverse byggerier, der trænger sig ind mod rismarkerne. Sidst var det dog stadig en utrolig smuk tur igennem alt det grønne – hvis ikke du rammer den gyldne høsttid.

På andre tidspunkter kan du enten nyde synet af helt nyplantede, spæde og skriggrønne ris-spirer i det blanke vand, eller bare grønne, grønne, grønne marker.

Dertil kommer andeflokke, kvækkende frøer og en sjælden gang imellem en snog i vandet, der risler på begge sider af stien.

Lækker frokost på pæle

Snyd endelig ikke dig selv for frokost på den økologiske restaurant Sari Organik, der ligger lige midt i rismarkerne med den smukkeste udsigt. I haven omkring Sari Organic dyrkes mange af de afgrøder, som bliver til skønne og friske retter, der mætter. Sluk tørsten med kold juice, smoothie eller lassie i et hav af varianter.

Restauranten står på pæle, som hæver platformens borde og stole op, så du under basttagets skygge kan nyde den vide udsigt over de saftiggrønne marker.

Efter restauranten går du bare videre, videre og videre, indtil du til sidst skal ned af en kort, men stejl skrænt på din højre side. I de mange år, jeg har gået ruten, har en lokal risbonde stillet en lille bod op. Her kan man købe noget koldt at drikke eller endda frisk kokossaft fra en nylig nedtaget kokosnød.

Og så er han god at spørge om vej, for at finde den rigtige sti tilbage. Kort efter boden (hvis den da står endnu) skal man nemlig dreje skarpt mod højre for at begynde tilbagestrækningen.

Skal du spørge om vej, er det efter Jalan Kajeng, og så vil du blive peget i den rigtige retning.

Ikke velegnet til klapvogne

Vejen tilbage tager dig gennem flere rismarker, men også over en smal beton-sti, hvor en kløft på din højre side går stejlt ned gennem kokospalmer og høje træer.

Det er ikke klapvognsterræn, og da min datter som helt lille var med, var det i en bærestol.

Efter endnu et stræk gennem rismarkerne kommer du endelig, godt svedig og træt, tilbage til Jalan Kajeng. Denne vej fører dig tilbage til hovedgaden Jalan Raya. Med diverse stop undervejs er det meste af en halv dag gået.

Husk solcreme og eventuelt hat, for det bliver varmt, og der er flere stræk uden skygge. Det anbefales også derfor at tage tidligt af sted, inden det bliver alt for varmt.

Sari Organik, Jl. Subak Sok Waya.