Som det nok fremgår på hjemmesiden her, går turen ofte til Ubud, når vi rejser til Bali. Men vi elsker også strandlivet, og det er der af gode grunde ikke noget af inde i landet. På sidste Indonesienrejse tog vi derfor en dagstur til Sanur for at skifte svømmepølen på vores hotel i Ubud ud med bølger og strand. Her fandt vi frem til hotellet Segara Village Hotel, som nu står højt på listen til nogle overnatninger på vores næste rejse.
Hotel med privat og børnevenlig strand
Mod et mindre beløb fik vi mulighed for at tilbringe hele dagen på hotel-området. Her kunne vi benytte os af den private strand, der var absolut børnevenlig. Er man efter surf-venlige bølger er det med andre ord ikke her, man skal hen, men vil man gerne bare dyppes i havvandet og bade ved en rolig, børnevenlig strand, er stedet ideelt.
Der er sandstrand uden meget grus og sandbund et godt stykke ud. Palmerne ligger i kanten mellem hotel og strand. På den ene side af en strand-restaurant, der hører til hotellet, ligger farverige udriggerkanoer trukket op på land. På den anden side findes der liggestole. Der er en del sælgere på strandene omkring hotellet, men ikke på selve den private strand ud for hotellet.
Lækker sydøstasiatisk mad i strandkanten
Helt ned i sandkanten ligger en træ-terasse med borde og stole, hvor man kan spise fine retter fra restauranten. Vi delte to lækkert tilberedte retter: en frisk, thailandsk-inspireret papaya-salat med rejer, og en balinesisk nasi campur; en balinesisk ret bestående af ris med forskelligt tilbehør (nasi betyder kogte ris, og campur en ‘blanding’). Sidstnævnte var perfekt; ikke for tilpasset turist-smagsløg, men med samme tilbehør, som man ville kunne finde på et mere lokalt spisested. Og dertil et par glas kølig, god hvidvin. 
Nasi campur og kølig hvidvin i strandkanten
Maden fik vi lov at nyde et stykke tid, for børnene slog sig ned i sandet ved siden af med deres strandlegetøj i en skyggefuld plet under palmerne.
Svømmepøle til enhver smag
Hotellet har tre svømmepøle, den ene, som ses på billedet øverst i indlægget, er den største, og ligger tæt nede ved stranden. Der hyggede den halvanden-årige sig med at plaske rundt i det lavvandede vand rundt om selve poolen. Tæt herved lå også en legeplads, som vi var omkring. Tættere på hotellet lå endnu en dejlig svømmepøl omgivet af fine tropiske planter. Vi spottede endnu en mindre svømmepøl på området, men havde ikke behov for mere vand på det besøg. Selve værelserne må vi have til gode at afprøve og beskrive til en kommende rejse, men vi tør godt anbefale hotellet til Bali-rejsende udelukkende ud fra de dejlige ude-arealer. Og til dem, der som os ender med at tilbringe en stor del af rejsen i og omkring Ubud, kan vi anbefale at benytte sig af muligheden for en stranddag på hotel-området.







Seneste kommentarer