Nongkrong – at hænge ud

Et velkendt syn, når man rejser rundt i Indonesien, er af mænd (for det meste, men ikke altid), siddende på hug i en stilling, de færreste danskere mestrer ret længe, mens de ser lidt på trafikken, ryger en smøg, og snakker lidt med en sidemand, og ser lidt videre på trafikken og forbipasserende.

Hvad laver de egentlig? Svaret kunne være ‘nongkrong’.

Nonkrong lader sig ikke oversætte

Nongkrong er mit absolutte yndlingsord, men det lader sig ikke oversætte til hverken dansk eller engelsk. Det betyder netop noget i retning af at hænge ud, men med en række tilknyttede associationer: at hænge ud, gerne siddende på hug ved vejsiden, typisk med en smøg, mens man snakker med nogle venner eller bekendte.

Siger man nongkrong til en Indonesien-kender, er det typisk det billede, man ser for sig. Mere end en specificeret aktivitet med et formål beskriver nongkrong en uformel, ikke-rammesat stund af social karakter.

Rum for fællesskab og kreativitet

Den uafhængige forsker og kunstner Sonja Dahl har skrevet en rigtig fin artikel om fænomenet. Hun kalder nongkrong for ‘ikke-produktiv tid’, et rum med potentiale for, at noget sker eller opstår. Hun har undersøgt betydningen for yngre kunstnere i Yogyakarta, hvor nongkrong netop er den ikke-rammesatte, formålsdefinerede tid, som understøtter opblomstringen af nye kreative ideer; en slags potentiel kreativ energi, der udspringer af nongkrong.

Nongkrong er ikke noget man gør alene, men med venner, og også gerne i større vennegrupper. De fleste ser derfor ikke det at bedrive ‘nongkrong’ som relateret til det kreative, men lige så meget til socialt samværd – ofte med en større vennegruppe, en slags doven-tid, hvor man udveksler rygter og bliver opdateret på hinandens liv. Og endelig kan nongkrong også være et rum for at kommentere på den politiske situation.

Billedet foroven får mig til at tænke på to ting: 1) nongkrong – uformelle snakke i de større byers nære nabolag, ofte i de sene eftermiddagstimer, når varmen så småt tager lidt af og 2) hvor dejligt, det er at rejse i Indonesien med børn, og efterhånden se min ældste få sit eget forhold til landet. Nogle gange er hun endda med på lidt nongkrong-tid, som her for nogle år siden i en sidegade i et beboelseskvarter i Yogyakarta.