Indonesiens klima er varmt og fugtigt året – og døgnet – rundt.
Øerne øst for Bali, kendt som Nusa Tenggara, er langt tørrere end de mere frodige Java, Bali, Sumatra og Kalimantan, men får også kraftige regnskyl under regntiden.
Regntid kan være ok
Et af de spørgsmål, jeg oftest får i forbindelse med rejser til Indonesien, er, hvornår det er bedst at rejse – regntid eller tørtid – og især, om det giver mening at rejse dertil i regntiden.
Helt kort kan man sige, at tørtiden, som fx falder sammen med den danske skole-sommerferie, er et fint tidspunkt at rejse på. Temperaturen kan der være en anelse mindre trykkende end i regntiden.
Jeg selv tøver dog ikke med at rejse i regntiden, da jeg hellere vil undslippe den danske vinter end sommeren, og fordi jeg kun meget sjældent har oplevet, at det har regnet hele dage. Regntiden strækker sig typisk fra november til marts. Faktisk er de fleste billeder fra hjemmesiden netop taget i januar og februar, hvor jeg oftest har rejst til Indonesien i de senere år. Her har det generelle billede været, at der har været mange timer med sol og opklaring i løbet af dagen, efterfulgt af et regnskyl om eftermiddagen, nogle gange voldsomt eller længerevarende og andre gange hurtig overstået.

Jeg selv kan godt lide de voldsomme troperegnskyl, der frisker den trykkende luft op og fint kan nydes i ly af en café eller lignende. Børnene har benyttet lejligheden til en afkølende tur ud i regnen eller til at slappe lidt af, inden det igen klarede op.
Især hvis man rejser i lidt længere tid (et par uger eller mere), kan man dermed forvente mange solskinstimer, selv hvis man vælger at rejse midt i regntiden.
Den rejse, jeg uden sammenligning har oplevet mest regn på, var mærkeligt nok i juli 2022. Her havde vi base i Ubud, hvor det regnede mange timer dagligt næsten halvdelen af opholdet. Når vi blev trætte af regn, tog vi nogle afstikkere til kysten. Her regner det typisk mindre. Blandt andet tilbrage vi en fin solskinsdag med dagspas til poolområdet og restaurant på lækkert hotel i Sanur. Læs mere om det her.
Mindre veje kan være ufremkommelige i regntiden
Skal man rejse til mere yderliggende øer, hvor infrastrukturen som oftest er i dårligere stand end på de mere besøgte og tættere befolkede øer (Java, Bali og Sumatra), kan man dog komme ud for, at mere afsides veje uden for byområderne bliver ufremkommelige i regntiden. Der kan det dermed være værd at undersøge forholdene, inden man begiver sig ud på længere ture. I Østtimor, som jo ikke er indonesisk, men som geografisk er placeret i det østlige Indonesien, kan man fx ofte komme ud for, at øens mange ikke-asfalterede veje er nærmest lukkede i regntiden.
Seneste kommentarer