Hvis din Bali-rejse falder sammen med højtiden Nyepi, skal du forberede dig på en dag på hotellet. I år falder Nyepi den 25. marts.
Bali er overvejende hinduistisk, og hvert år fejres Nyepi, stilhedens dag. Aftenen før anbefales det at bevæge sig ud i byen eller området, hvor man bor. Da kan man nemlig se de spektakulære Ngrupuk- eller ogoh-ogoh-parader. Her bæres kæmpestore figurer (ogoh-ogoh), udformet som skrækkelige monstre eller dæmoner rundt i gaderne. Paraden akkompagneres af musik samt en masse larm og ballade møntet på at skræmme onde ånder væk. Følg med forberedelserne i løbet af dagen, og bevæg dig ud i gaderne omkring tusmørke for at følge med i festlighederne.
Stilhedens dag til selv-reflektion
Dagen efter følger Nyepi. Det er stilhedens dag, tilegnet ro og selv-reflektion. Den strækker sig over et døgn, fra ca kl 6 om morgenen til den følgende dag. På denne dag lukker Bali ned. Kun nødvendigt sundhedspersonale, politi mm. vil være på arbejde (hotelpersonale kommer vi til om lidt). Al trafik står stille. Veje ligger øde – omend de efter sigende patruljeres med øje på, om nogen alligevel bevæger sig ud, og butikker er lukkede. Selv lufthavnstrafikken står stille. Det betyder også, at der ikke hverken ankommer eller afgår fly til og fra Bali denne dag. Og da man ikke må bevæge sig rundt på øen, kan man heller ikke tjekke ind eller ud af hoteller. Man skal dermed være installeret, hvor man nu skal være, på dagen for Nyepi, senest dagen før.
Hoteller åbne, men man skal blive på området
Hoteller er åbent som normalt. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke skal bevæge dig ud i gaderne. Det gælder også, at liste ud foran hotel-lågen. Med andre ord skal man på selve Nyepi-dagen forberede sig på at bruge et døgn på hotel-området, men det er vel også til at holde ud, når nu hotellet ligger på Bali? Svømmepøl mm. kan du fint benytte. Dog skal du gerne udvise respekt for eventuelle retningslinjer eller forespørgsler om ro, der bliver givet fra hotelpersonalet.
Tag lidt nødrationer og underholdning med på værelset
Du vil få serveret mad som normalt, om end måske i en lidt mere simpel udgave. Stak eventuelt selv op med lidt ekstra godter indkøbt inden Nyepi. Hav desuden et par spil og en bog i baghånden, og nyd roen og stilheden. Vi på redaktionen har kun tilbragt en enkelt dag på Bali under Nyepi, men vi gør det meget gerne igen. Vi svømmede i poolen, fik enkle, men lækre måltider lokal mad serveret og havde selv lidt ekstra snacks mm. i baghånden.
- Overvej at checke ind i god tid dagen før Nyepi, eller endnu bedre et par dage før. Nogle veje kan nemlig være blokeret pga den forestående ogoh-ogoh-parade
- Hæv også lidt ekstra kontanter, hvis du skal bruge det for at købe mad ind på hotelområdet eller den følgende dag. Hæveautomater kan være lukket ned indtil sent dagen efter Nyepi.
Seneste kommentarer