Det er ikke svært at finde god vegetarmad i Yogyakarta. Dog er den rent vegetariske og økologiske restaurant Milas højst i særklasse. Ikke kun til vegetarer, men også til kødspisere, der næppe vil savne kød på grund af restaurantens skønne og varierede menu.
Restauranten ligger i det populære og hyggelige kvarter Prawirotaman, men lidt gemt af vejen fra de travleste gader. Bag en høj låge ligger restauranten her placeret i en hyggelig og grøn oase af en have, væk fra gadernes trafikos og støj.
Restaurantens menu byder på stribevis af lækre vegetariske retter. Fx har de fantastiske varianter af stegte ris – til meget overkommelige priser. Dertil har de sprøde tempeh, lækre karryretter, håndskårne pommes frites, frisk gado-gado og herlig nasi campur. Maden her er friskere end på mange andre indonesiske spisesteder, hvor grønsager ofte bliver godt gennemstegt. Vi kunne slet ikke få nok på sidste Yogyakarta-besøg og vendte tilbage flere gange. Restauranten anbefales i øvrigt også hvis du, som en af redaktionens medlemmer her, har cøliaki/glutenallergi, da det meste kan spises.
Del med hinanden
Det kan anbefales at bestille et bredt udvalg af forskellige retter og dele med sine medrejsende, så man får mulighed for at smage på flere af retterne. Vær ikke nærig med antallet af retter– alt smager godt og er rørende billigt, og ganske overkommeligt selv på et backpacker-budget.
Restauranten er tilknyttet et lokalt projekt for udsatte unge, som du dermed støtter, når du spiser på restauranten. Husk i øvrigt at se deres lille men fine udvalg af hjemmelavede madvarer, ingredienser og brugskunst. Du kan fint tage børn med på restauranten. De vil nyde at komme lidt væk fra trafikstøjen og gå på opdagelse i den lille fine have.
Adressen er: Milas restaurant, 127B Jl. Prawirotaman IV, Yogyakarta
Seneste kommentarer